Two Worlds

Gor Gammar. Orkernes højborg. Den store, mørke fæstning knejser majestætisk foran mig, alt imens min hest panisk stejler og fnyser ved synet af den sorte port. Luften er tyk af sod, og rundt omkring mig løber små bække af lava. I horisonten øjner jeg lavadragen, som jeg har besejret på vejen til Gor Gammar. Det var en hård kamp, men knapt nok en prøvelse for en hærdet kriger som mig selv. Jeg griber fat om tohåndsøksen alt imens fæstningens porte åbner sig. Snart er der ingen vej tilbage.

Men Gor Gammar må vente. Efter utallige timers eventyr i Two Worlds, må jeg slå lejr. Der skal nemlig fældes en dom over Reality Pumps enormt ambitiøse projekt, som faktisk har holdt mig limet til kontorstolen den sidste uges tid. Og et spil, der i disse hedebølge-plagede dage kan holde mig indendørs, ja det kan umuligt være et dårligt bekendtskab. Og det er det bestemt ikke.

Min helt, en navnløs dusørjæger, har en ting i hovedet; penge. Dette ændrer sig dog hurtigt, da hans søster bliver kidnappet - hun skal findes! Men det er altså ikke lige sådan at finde et kvindemenneske i en enormt stor verden, så selvsagt skal jeg finde spor, der kan bringe mig nærmere hendes befrielse. Jeg kan vælge udelukkende at følge spillets hovedhistorie, eller jeg kan løse de utallige sidemissioner, som jeg støder på på min vej. Og som den eventyrlystne kriger jeg nu engang er, skal alt naturligvis udforskes.

Hvis jeg altså ikke falder i søvn. Two Worlds får den helt store pris for at have det ringeste stemmeskuespil jeg længe har lagt øre til. Hvis du forestiller dig Arnold Schwarzeneggers metalliske stemme i forskellige tonelejer, så har du nogenlunde den variation, som Reality Pump kan tilbyde igennem hele eventyret. Og det er mildest talt dybt deprimerende.

Resultatet? Jeg klikkede mig igennem de fleste dialoger, og læste i stedet opsummeringen bagefter. Stemmeskuespillet gjorde, at jeg lynhurtigt mistede interessen for historien, og det er en skam. Lydsiden opvejes dog af et fabelagtigt lydspor og nogle utrolige omgivelseslyde.

Kampsystemet i Two Worlds er uden tvivl spillets force. Hurtighed er nøgleordet for kampene, der for det meste er overstået på ganske få sekunder, og som minder om noget vi kender fra Diablo-serien. Herligt! Jeg blev også lykkelig over at erfare, at jeg til enhver tid kan skifte karriere. Bliver jeg træt af at være en sværd-svingende galning kan jeg i stedet fokusere på at mestre alskens magiske besværgelser. Når jeg så bliver træt af det, så kan jeg specialisere mig i at snige mig rundt i mørket. Det koster nogle hundrede guldstykker at omfordele sine erfaringspoint, og eftersom jeg for det meste havde en halv million i lommen, kunne jeg skifte karriere lige så tit jeg ville. Det er simpelthen fantastisk, Reality Pump!

Og så er det i øvrigt slut med at lede med lys og lygte efter det perfekte magiske artefakt. Næsten. For selvom de da eksisterer, så er det tit meget nemmere blot at opgradere sit våben. Jeg har brugt min tohåndsøkse siden jeg nedlagde en hær af dværge ved en mine - og den har tjent mig godt. Genstande af samme slags kan smedes sammen og dermed blive endnu stærkere, og eftersom dværgene havde tyve af de samme økser, kan I nok forestille jer, at jeg stod med noget af et røvsparkende våben da jeg var færdig med at smede dem sammen. Endnu et es fra de tyske udviklere.

Man kan dog ikke kalde spillets kort for et es. Langt fra. Det lille kort oppe i højre hjørne var til alle tider spækket med store, grimme ikoner, så det var slet ikke til at vide, hvor jeg skulle bevæge mig hen, hvis jeg skulle løse en given mission. Jeg måtte hele tiden konsultere mit store kort, som man heldigvis kan justere til ikke at vise unødvendige ikoner.

Men det stopper ikke her. Visse missioner giver ingen form for belønninger, heste sidder fast i omgivelserne og animationer fryser når man bliver slået omkuld. Det er skuffende, for det afholder Two Worlds fra at blive dette års helt store rollespil, hvis man sidestiller det med det elendige stemmeskuespil og den forvirrende radar, vel at mærke. Ærgerligt!

Men jeg har svært ved at være sur. Jeg ved, at det lille tyske udviklerhold har haft gode intentioner, og jeg ved, at de har haft store ambitioner. Jeg ved også, efter at have spillet Two Worlds i utallige timer, at jeg morede mig på mine eventyr. Gor Gammar skal udforskes, og jeg skal stadig finde de sidste 3 brudstykker af et urgammelt relikvie. Nå ja, hvis jeg er heldig at kunne finde andre spillere online, så skal jeg da også lige give dem tæv, eller gå på eventyr med dem. Jeg morer mig!