Two Worlds

I spilbranchen er der en forventning om, at et spil skal være unikt, teknisk stærkt og om ikke banebrydende så i hvert fald genreudfordrende. Forventningen kan til tider kamme over og blive til et mantra, som spiljournalister messer for sig selv i alle deres vågne timer. Nyt er godt, gammelt er skidt. Overrask mig, udfordr mig, udvid min horisont, og lad for alt i verden være med at spilde min tid med en eller anden fantasiløs klon af en klon, der i forvejen ikke var særlig spændende. Et menneskes gennemsnitlige levealder er altså stadig et pænt stykke under 100, så der er grænser for, hvor mange timer jeg kan skylle ud i toilettet.

I realiteten er det hverken klynkeri, overdreven skepsis eller en negativ rygmarvsreaktion, der får en spilskribent eller -interesseret til at se rødt ved synet af "mere af det samme". Det er ærgrelse. Ærgrelse over, at man selv efter timer i selskab med et sådant spil ikke er blevet det mindste stimuleret. Den eneste forskel kan mærkes i fingrene, som er en anelse mere ømme, end da man begyndte. Det er som at se Ringenes Herre og tænke "som om der fandtes hobbitter; ham der hedder Elijah Wood. Gandalf? Magi? Ian McKellen kan ikke engang lave et korttrick.

Hvis min Xbox var brændt sammen umiddelbart efter, at jeg første gang satte fod i landsbyen Komorin, ville jeg sidde tilbage med det indtryk, at Two Worlds var det Oblivion, vi ville have fået, hvis Bethesda havde udviklet det på et halvt år. Billedet hakker, spillet fryser på grund af hyppige indlæsningstider, pop up-grafik er snarere reglen end undtagelsen, og i den første time er hovedfiguren en svækling af værste skuffe. Bare haren derhenne i lysningen ikke har set mig. Jeg ville næppe overleve et bid fra dens lange fortænder.

Jeg var dog ikke nået halvvejs gennem mit plyndringstogt i dværgenes tilholdssted nordpå, før jeg i min blodrus mærkede, at spillet ikke kun er en fattig mands Oblivion, hvilket Two Worlds er blevet kaldt. Kampsystemet er lettilgængelig hack'n'slash i Diablo og Baldur's Gates ånd, og til tider følte jeg mig hensat til de gode gamle dage, da Baldur's Gate indtog PlayStation 2. Two Worlds' kampsystem er enkelt, brutalt og vanedannende på et niveau, hvor Oblivion ikke kan være med. Det skyldes, at kampene fylder meget i Two Worlds, og at der ikke er helt samme moraliserende undertoner som hos Bethesda. Jovist, hvis du dræber uskyldige, får du vagtkorps og landsbytosser på nakken, og skurkerollen er en tung byrde - jeg holder mig som regel på måtten, da jeg er et fredselskende, om end nysgerrigt, menneske - men jeg følte mig draget til at ofre en uskyldig kvindes liv for at imødekomme den oprørske Karga-klan. Den slags kunne jeg ikke få mig selv til i Oblivion. Eller også er jeg blevet mere kompromisløs i mellemtiden.

Jeg var desperat. Sagen er, at min søster Kyra holdes fanget, og hvis jeg skal gøre mig håb om at blive genforenet med hende, var jeg nødt til at opnå respekt hos Karga-klanen, der er i besiddelse af et artefakt, som Kiras kidnappere vil have som en slags løsepenge. Der er fem-seks artefakter, og min søgen efter dem sender mig til alle dele af Antaloor. Hvor end, jeg sætter min fod, er der folk, der har brug for hjælp. Personlige fejder, en ulvehule, der skaber angst blandt indbyggerne i den nærliggende landsby, en mistænkelig eneboer, som vil betale kassen for at få et reb, der har været brugt til hængninger, og en mand, der har mistet kontakten til sin bror. Opgaverne er mange og varierede, og du kan få mange timer til at gå med at udforske Antaloors provinser, strande, fiskerbyer, ruiner, huler og skove. Reality Pumps verden er lige så levende, stor og smuk som Bethesdas.

Figuropgraderingen er omfattende, men alligevel overskuelig. Du kan fordele optjente point på styrke, helbred, vitalitet, forskellige typer magi, svømme- og bueskyttefærdigheder samt særlige angreb mv. og udvikle din figur i den retning, der passer dig. Desuden kan du kombinere våben, rustninger og skjolde og skabe stærkere udstyr. Og ja, så er det også muligt at koge nye eliksirer på planter, ulvehjerter, vildsvinehugtænder og alt andet godt fra mulden og havet. Mulighederne er mange, rigtig mange.

Denne Xbox 360-udgave er udstyret med en co-op-mode, som spilles over Xbox Live. Da ingen tilsyneladende spiller online, har det ikke været muligt at teste denne mode, men det lyder besnærende at gå på opdagelse i Antaloor med en makker. Derudover er der en række traditionelle onlinemodes i spillet, som heller ikke lader sig afprøve, når der ingen spillere er online. Skal jeg være helt ærlig, lyder Team Deathmatch og Assault ikke videre interessante. Vil man spille traditionelle onlinemodes, er der allerede en række spil på markedet, som kan opfylde det behov. Og dog, Team Horse Racing kunne meget vel være sjovt. Hestevæddeløb er ikke noget, man ser meget af i cyberspace.

Two Worlds er en teknisk uheldig Oblivion-klon, men det gør ikke nødvendigvis dette polsk udviklede spil dårligt. Jeg følte mig underholdt langt de fleste timer foran skærmen, og kampsystemet har et eller andet uforklarligt vanedannende over sig. Du bliver sluppet løs i en stor verden med mange opgaver at udføre, mange folk at tale med, mange banditter at sætte på plads og mange uspolerede, billedskønne landskaber at se på. Ved at acceptere de "tekniske uheld" kan du få mange gode timer med Two Worlds.