Two Worlds II

Mens sneen daler udenfor, så er det oplagt at søge tilflugt i digitale verdener, hvor helte er helte, og fjender er skruppelløse fætre uden den store lyst til at snakke om hvem, der tager opvasken, eller om nattefrosten nu fortsætter længe endnu. Søger du med lys og lygte efter mentale tilflugtssteder, så vil jeg gerne her hejse fanen for landet Antaloor i spillet Two Worlds II.

Vi befinder os fem år efter afslutningen af det første spil, og mørket har igen sænket sig over Antaloor. Den onde kejser Gandohar sidder på magten og du befinder dig i hans varetægt iklædt en omgang lænker. Hverdagens kedelige rytme som langtidsfange brydes dog pludselig af en spektakulær redningsaktion, hvor en gruppe orker ganske uventet sikrer dig friheden. Herefter ruller historien på fuldt tryk derudaf. Din søster er stadig i Gandohar´s klør, og for lige at give fortællingen endnu et lag, så er hun også besat af en kraft, som Gandohar forsøger at tæmme og udnytte til onde formål. Det er kort sagt din opgave at få ryddet op i alt dette rod, og igen sikre idylliske tilstande i Antaloor.

Starten af spillet foregår i den klassiske rollespilsstil, hvor man selv skal designe sin spilfigur ned til mindste detalje. Two Worlds II byder dig her velkommen med mængder af valgmuligheder. Hvis man vil spille som menneske, så kan man eksempelvis vælge imellem tre forskellige menuer for øjenbryn, som hver indeholder ti valgmuligheder. Efter de svære beslutninger omkring ens ansigtsbehåring så starter spillet blødt ud med en prolog, hvis formål er at lære dig de basale styrefunktioner. Det er en pædagogisk gennemgang af en helt igennem velfungerende styring. Alt virker nemt tilgængeligt, og er koblet op på overskuelige og logiske menuer.

Grafisk er eventyret en fornøjelse. Antaloor er en flot verden og særligt spillets brug af lys i scener, hvor man render gennem underjordiske gange eller betragter ting i horisonten er imponerende.

Jeg testede Two Worlds II på en Xbox 360, og her hakkede spillet desværre engang imellem - særligt i perioder hvor man bevægede sig hurtigt frem på hest eller i hektiske slag. Andre mindre velfungerende elementer er scenerne, hvor man snakker med forskellige folk. Der er meget begrænset mundbevægelse. Når man modtager gaver fra folk man møder på sin vej, så følges det typisk op af sætninger som "tag den her min ven", hvorefter de rækker en tom hånd frem mod dig. Det er ikke i disse dialogscener, at spillet ellers velfungerende atmosfære skabes.

Lydsiden af spillet fortjener at blive fremhævet. Musikken er diskret i stille passager og mere hektisk, mens der bygges op til spændingsklimaks. Flot velvalgt keltiskinspireret musik i de store episke øjeblikke og mere rytmisk musik i aktionsekvenserne. Det hele giver et godt lydtæppe som aldrig tager over og bliver irriterende. På den negative side så halter stemmeskuespillet i perioder, og en del af personerne får man aldrig rigtig et forhold til netop på grund af disse mangler. En af de lyde i spillet som jeg fandt særlig underlig er ens grynten, når man hopper over noget. Utallige gange vendte jeg mig kampberedt om med en forventning om at blive angrebet af fjender, for derefter at erindre at mine hop åbenbart bringer en meget lidt helte-agtige lyd med sig.

Som så mange andre rollespil, så spiller jagten på loot en stor rolle. Spillet er sprunget med på genbrugsbølgen, og ubrugelige ting kan laves om til deres bestanddele som stof, jern eller træ og herefter genanvendes til at udbygge dine egne favoritvåben. Ens våben kan godt trænge til en kærlig hånd en gang imellem. Antaloor har åbenlyst nogle problemer med kriminalitet, da alle skabe og kister er låst grundigt. Kan man ikke styre sin nysgerrighed, så kan man enten dirke dem op eller give dem et slag med sit våben. Det sidste kan dog koste dig dit favoritvåben, som du har kælet og plejet om i mange timer, hvilket jeg lærte på den hårde måde - flere gange.

Både selve hovedhistorien, samt sidemissionerne virker spændende, og jeg oplevede ikke at kede mig et eneste sekund under mine dage i selskab med titlen. Den verden hvor eventyret udspiller sig er enorm, og skulle man sidde fast i en mission, så kan man give den en pause, og derefter muntre sig med andre aktiviteter. Der er uden tvivl en stor holdbarhed i Two Worlds II, og når singleplayerdelen er overstået, så kan man starte forfra som en anden figur, og herved få en ganske anden spiloplevelse. Spiller man som kriger, så er titlen periodevis en omgang hack ´n slash. Skift til en magiker kan derimod få nye ting frem, hvor man blandt andet kan hygge sig med at kombinere forskellige spells.

Som om dette ikke var garant for nok spilletid, så bydes der også på en multiplayer-del med fem forskellige spiltyper inkluderet. I denne del af spillet starter man en ny figur op, som så har en separat karriere i forhold til eventyrerne i singleplayer-delen. Personligt fandt jeg den såkaldte Adventure-spiltype mest spændende. Denne består af syv missioner, som man kan gennemføre med vennerne i co-op, og herigennem loote skulder ved skulder, mens man slagter sig gennem horder af fjender. Et andet multiplayer-aspekt som fortjener at blive nævnt er "Village". Dette er et real-time strategi-agtigt spil, hvor man bygger byer og laver verdner. De resterende spiltyper går under betegnelserne "Deathmatch", "Duel" og "Crystal Capture" og dækker over mere klassiske multiplayerspil, hvor man banker hinanden eller forsøger at samle flest krystaller. Alt i alt så virker multiplayer-delen meget solid, og der ligger endnu flere dage og uger gemt her.

Two Worlds II er på alle måder et bedre spil end etteren. Eventyret er virkeligt spændende, og man skal nærmest slæbes med magt væk fra fladskærmen for ikke lige at skulle se, hvad der venter rundt om det næste hjørne. Jeg har sloges, handlet, smidt forbandelser og gøglet mig igennem utrolige mange spændende timer med Two Worlds II. Har endda stået i atypiske situationer, hvor jeg eksempelvis har overbevist en fuld mand om at jeg var hans mor, selvom jeg stod i mine ildelugtende kampklæder. Dette spil er spækket til renden med underholdning, og selvom titlen langtfra er uden sine fejl, så opvejes de massivt af de mange gode elementer.