Ty the Tasmanian Tiger 2: Bush Rescue

Det første Ty-spil rakte ikke til at placere den tasmanske tiger blandt platform-genrens tunge drenge - Jak, Sly, Crash, hele det slæng. Men nogen må have set en fremtid i figuren, for nu får Ty chancen igen. Ty the Tasmanian Tiger 2: Vildmarkens Redning er langt hen ad vejen en gentagelse af etteren, og som den et platform-eventyr på det jævne - bestemt ikke dårligt, men heller ikke på højde med de bedste af konkurrenterne.

Vildmarkens Redning sætter endnu engang den godmodige tasmanske tiger op mod det onde australske fjerkræ Boss Cass. Spillet starter midt i kampens hede, da Ty desperat forsøger at forhindre Cass i at flygte fra det fængsel, han blev smidt i sidst. Det mislykkes: Cass undslipper, grundlægger et nyt land og skænker sig selv diplomatisk immunitet. I sandhed en nedrig luskebuks.

Nu bliver Ty og hans kammerater nødt til at tage Cass på fersk forbryderisk gerning, og til det formål grundlægger de udrykningsenheden Bush Rescue. Som vigtigste medarbejder i enheden bliver Ty sat til at løse alverdens opgaver - det kan være at redde hjælpeløse sjæle fra Cass’ kæmpereptiler, at transportere eksplosiver med helikopter eller for den sags skyld at bringe solcreme til de trængende.

Spilverdenen i Vildmarkens Redning er stor, farverig og meget australsk. De vigtige locations forbindes af et vejnet, der forceres i bil, og de er typisk adskilt af tidsstyrede porte, der først åbner, når arealet foran Ty er loadet - en ganske snedig måde at omgå loading screens på. Ikke mindst giver manøvren mening, fordi netop fornemmelsen af fri bevægelighed over et stort areal er et af spillets vigtigste kendetegn.

Tys opgaver fordeles ud over landkortet repræsenteret ved forskelligt farvede stjerner: Nogle missioner skal man løse for at komme videre, andre er valgfri. Alle giver dog mulighed for at rage til sig af opaler, der siden kan bruges for at udvide Tys udvalg af boomeranger. De tæller eksempelvis modeller, der giver lader Ty se ting, han ellers ikke kan, gør fjender ubevægelige og hægter sig på kroge. I alt løber det op i et stort og varieret arsenal.

Varierede er missionerne også. De gennemføres både til fods, i køretøjer og helikoptere samt i en række mecha-robotter, hver med deres særlige speciale. Og de byder på en varieret vifte af opgaver: Fra boomerang-kamp med boss-monstre over stifinder-tjanser til gemen transport. Problemet er bare, at ingen af missionerne er videre svære. Højst er det svært at finde ud af, hvad man egentlig skal - og når det sker, er det snarere frustrerende end udfordrende.

Vildmarkens Redning er så entydigt møntet på børn, at det lader ældre gamere i stikken - og det er synd. Den lave sværhedsgrad er én ting, spillets irriterende infantile tone en anden. Billedsiden er farverig og flydende, men også fortegnet og forenklet - især er mund-animationerne halvsløje. Og selvom stemme-arbejdet er fint udført, med overbevisende accenter og masser af australsk slang, bliver man hurtigt træt af den skingre nuttethed, der præger Vildmarkens Rednings lydside.

Ty 2 er set før og mere udfordrende, og gamere over de ti vil næppe finde det mere end moderat underholdende. Men har man en lille knægt eller tøs, der er glad for enkle og farverige platformspil, er det værd at tage i øjesyn.