Skip to main content
Gamereactor Anmeldelser Ty the Tasmanian Tiger
Anmeldelser Ty the Tasmanian Tiger

Ty the Tasmanian Tiger

Om den elektroniske genoplivning har været besværet værd, kan du læse mere om i anmeldelsen, mate!
Henrik Bach 15 november 2002

Ty the Tasmanian Tiger er på gaden d. 22 november til både PlayStation 2, Xbox og GameCube

Nu genoplives en af Australiens forlængst uddøde racer, den tasmanske tiger. Selvom forskerne er nået langt og snakker om snart at kunne bringe dinosaurerne tilbage på vores klode, så er genoplivningen af denne lille tiger kun af elektronisk karakter. Ty The Tasmanian Tiger er udviklet af Krome Studios og udgivet af EA Games. Om den elektroniske genoplivning har været besværet værd, kan du læse mere om i det følgende, mate!

Der er kun dig tilbage
Ty, som er en de sidste overlevende af sin art, leger en morgen tag fat med en af sine Bilbie venner, som er en lille fætter, der minder om Grisling fra Peter Plys universet. Ty er uopmærksom op falder ned i et hul i skoven og ender i en længst glemt hule med ældgamle malerier på væggene. I hulen møder Ty en sær troldmand, der fortæller Ty om den tasmanske tigers skæbne, og om hvordan hans familie holdes fanget i en anden dimension af en grum fjerklædt skurk ved navn Boss Cass. For at befri familie og venner, må Ty få fat i en række Talismen, som er spredt ud over verdenen, før Cass får sine kløer i dem.

Ty the Tasmanian Tiger er et platformspil af den bedre slags og minder på en mange områder om Jak & Daxter, Crash Bandicoot og den hæderkronede Nintendo produktion Super Mario Sunshine. Ty kan springe, løbe og har et par muskuløse kæber med nogle sylespidse tænder, der kan bide kasser og pansrede fjender midt over. Oven i hatten er vores ’mate Ty’ fandens ferm med boomerang. Fjenderne nedlægges på stribe med Ty’s boomerang(-er), for knægten hamrer dem af sted med et par hundrede kilometer i timen. Om end han kun starter sit eventyr med én boomerang, viser det sig at to af slagsen kan benyttes meget snedigt og alternativt.

En Boomerang med muligheder
Når Ty har hoppet fra platform til platform og pludselig befinder sig langt over vandoverfladen, kan boomerangerne benyttes som et par vinger. Disse gør det muligt for det lille pelsdyr at svæve over større afstande og kan altid sikre, at han ikke lander med et brag og slår sig. Ty finder nye boomeranger på sin færd gennem spillet. Der er udover almindelige boomerangs også aquarangs og zoomerangs, som hhv. kan benyttes under vandet og har indbygget kikkertsigte.

Hvor gameplayet i Jak & Daxter favnede bredt, er Ty The Tasmanian Tiger centreret omkring mere typiske platformopgaver som indsamling af objekter (opals, thunder eggs, gyldne tandhjul m.m.), befrielse af små Bilbies og andre opgaver, der bevæger sig i den lettilgængelige ende af udfordringsskalaen. De typiske regler for platformgenren er fulgt til punkt og prikke. Spillets udgangspunkt er The Rainbow Cliffs, som tildels er en level i sig selv. Herfra kan Ty via portals teleportere sit korpus til andre verdener, som bygger på forskellige temaer.

Her har vi blandt andre Ship Rex, Two Up og Walk In The Park. Førstnævnte er hovedsageligt en vand level. I løbet af de første levels er Ty bestemt ikke nogen vandhund og holder sig kun oven vande ved hjælp af en gang ynkelig hundesvømning. Men efter et par gode råd fra sin ven, flodhesten Rex - som i øvrigt er ansat som livredder på en nærtliggende strand - lærer Ty svømningens ædle kunst. Som et lyn fra en klar himmel er Ty gået fra vandtosse til frømand. Dette giver gameplayet et ekstra skub i den rigtige retning, da Ty herefter også kan udforske Australien under havoverfladen. Af andre temaer kan nævnes en skov-, en sne- og en regnskovs-level. Hver verden er præget af en bestemt problemstilling, og selvfølgelig er Ty parat til at give en pote med. Rex’s dame har vovet sig ud på det dybe vand, og Rex er blevet lidt nervøs for fruentimmeret, tiger silden Shazza’s bil er gået i stå og har brug for hjælp, og Ranger Ken er bekymret for en flok flagermus, som har slået sig ned i en hule, der snart vil blive oversvømmet af tidevandet.

Tegnefilm så det batter
Hvem er vores mate i en sådan situation? Jepper, det er den lille pelsklump i badebukser. Et tryk på Select knappen frembringer en statusskærm over, hvor mange thunder eggs og opals, man har samlet på banen, hvor mange bilbies, man har befriet mv. Man kan til enhver tid forlade en level og kan ligeledes besøge den samme level igen og igen. Ty The Tasmanian Tiger er en interaktiv tegnefilm, og udvikleren har efter alt at dømme arbejdet direkte mod at gøre spillets visuelle side så tegnefilmsagtig som muligt. Dette slår igennem med en meget farverig og børnevenlig stil. Grafikken er endvidere enormt sprød og poleret og er absolut noget af det pæneste, genren har budt på meget længe. Krome Studios har fået landskaberne til at emme af liv.

Man vil støde på et bredt udvalg af Australiens vilde dyr, heriblandt kænguruer, wallabies, vadefugle, salamandere, sommerfugle, guldsmede, frøer, krabber, hajer og en lang række fiskearter. Grafikerne har ikke overladet noget til fantasien, og Ty kommer aldrig til føle sig alene. Banerne er også spækket med knæhøjt græs, blomster og alskens anden beplantning. Vandet er fyldt med åkander, og under overfladen vil man kunne iagttage flotte farverige koralrev, tang og anden plantevækst. Det hele er ’tegnefilmsgrafik’, men tag ikke fejl, det er virkelig flot tegnet. Lyskilder og partikeleffekter følger også godt med, og grafikken kører ganske problemfrit.

Flot og godt i genren
På lydsiden er det herligt at høre, at alle spillets karakterer snakker med australsk accent, en ting der tillægger spillet mere originalitet og charme. Ty The Tasmanian Tiger har bestemt sin berettigelse i en genre, som altid får meget opmærksomhed, og hvor konkurrencen er hård. Gameplayet består af traditionelle platformopgaver krydret med et par tilbagevendende sideopgaver. Sværhedsgraden er lav nok til, at de yngre gamere kan være med, men også sjovt og udfordrende nok til, at de modne kan få noget ud af det.

Spillet er usædvanlig flot, og det er åbenlyst, at Krome Studios har taget dette produkt alvorligt og ikke på nogen punkter er sprunget over, hvor gærdet er lavest. Der er imidlertid ikke svimlende mange timers spilletid i denne titel, og det kan vel gennemføres på en 10+ timers tid af den vante platformgamer. Det bør dog ikke holde folk tilbage, da spillet har mange flere positive sider, end der er kritikpunkter. Er du til genren, kan Ty The Tasmanian Tiger varmt anbefales. Tilbage er der kun at sige: G’day, mate!

Yderligere karakterer

Grafik
8 / 10
Lyd
7 / 10
Spilbarhed
6 / 10
Langtidsholdbarhed
7 / 10
8
God ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Flot grafisk standard. Lavet til både det yngre og ældre publikum.
Minusser Mangler den finesse der ligger i bl.a. Ratchet and Clank, Jak and Daxter og Mario Sunshine.
Netværkskarakter Gennemsnit på tværs af 2 Gamereactor-udgaver
6,5 spredning 6–7
Gamereactor Danmark 7
Gamereactor Sverige 6
Fuld profil 193 udgivne artikler
8
God Netværkskarakter på tværs af 2 udgaver
Fakta om spillet
Udvikler Krome Studios
Udgiver EA
Genre Platform
Platforme
PS2 Xbox Gamecube
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.