UEFA Champions League 2004-2005

Det vakte stor røre på den anden side af Atlanten, da EA Sports for nylig annoncerede en eksklusiv-aftale med det amerikanske football-forbund. Aftalen betød i praksis et monopol på spil-udgaver af amerikanernes favorit-sport, og det var selvsagt ikke populært i den sunde konkurrences hjemstavn. Knap så galt er det gået den europæiske fodbold - men man kan snildt argumentere for, at tendenserne er de samme.

Tag bare UEFA Champions League 2004-2005, hvor EA har bygget et helt spil op omkring en købt og betalt eneret til at kalde verdens største klub-turnering ved dens rette navn. De kyniske blandt læserne er sikkert klar med karakteristikken på forhånd: EA’s fodbold-flagskib FIFA 2005 iført Champions League-klæder i den hurtige profits navn. Og desværre er det ikke helt ved siden af.

UEFA Champions League 2004-2005 bærer en slående lighed med EA’s seneste FIFA-udgave, lige fra den lækre præsentation til styring og gameplay. For uindviede indebærer det tempofyldt fodbold med en del spidsfindige finesser, mest markant muligheden for fiffige førstegangsberøringer - en gave fra FIFA 2005 - og de noget mere akavede off the ball-controls, der er overvintrede fra FIFA 2004.

Som vanligt er AI’en gennemgående veludviklet: Man føler sig sjældent som en enmandshær på banen, ligesom man skal opføre sig ret aparte for at fange computermodstanderne på det forkerte ben. Kun den bagerste kæde irriterer undertiden. Det er noget nær umuligt at få forsvarsspillerne med frem, når man forsøger at lægge pres på fremad banen - og tilsvarende er det vanvittigt svært at bringe sig selv i overtals-situationer foran modstandernes mål. Lige præcis her virker den kunstige intelligens overdrevet formations-fikseret.

Som i FIFA 2005 er grafikken velfungerende efter genrens standard, med fine, flydende animationer og velmodellerede figur-designs. Stjernespillerne ligner langt hen ad vejen sig selv, om end i lidt yngre udgaver, og det gennemført lækre design fortjener bestemt ros. Lydsiden er karakteristisk nok en mere blandet fornøjelse: Kommentatorerne er vittige, men også monotone, publikumsstøjen er specialiseret men overgearet - og fodbolden selv lyder mest af alt som en badebold.

Så vidt er alt ved det gamle, men retfærdigvis er der et par deciderede nyskabelser. Når man spiller i karriere-mode - her hedder det Season - får man mellem kampene fornøjelsen af talkshowet EA Sports Radio, hvor friske værter udfritter engagerede fans om deres holdninger til holdet. Man ender uværgerligt med at høre de samme to-tre enetaler fra værterne igen og igen, men indslaget er stadig et friskt pust til de tørre tekst-menuer.

På banen findes desuden en række nye frisparks- og hjørnesparks-kombinationer, hvor man kan koordinere medspillernes løbemønstre i boksen og i bedste fald løbe modstander-holdets forsvar over ende. I praksis er det dog stadig morderlig svært at score på hjørnespark og indirekte frispark - faktisk endnu sværere end det er at score i al almindelighed - så de spidsfindige men ufleksible set pieces rykker ikke ret meget ved spil-oplevelsen.

Den mest markante nyskabelse skal således findes i EA’s eksperimenter med mission-baseret gameplay i spillets Season mode. I stedet for at kæmpe sig igennem verdens mest prestigiøse klub-turnering på egen hånd, med frie hænder til at lægge taktik samt købe og sælge spillere, finder man sig i UEFA Champions League underlagt en lunefuld ny klubejer, der udstikker diktater til højre og venstre.

Missionerne svinger fra det meningsfulde men lettere overflødige - "Vind kamp x med x antal mål, så vi ikke får ondt i udebanestatistikken" - til det absurde: Før sæsonens start bliver man sat til at spille mod sit eget holds reserver, og nederlag er ensbetydende med tvangssalg af tre af A-holdets top-spillere. Det missions-baserede gameplay har nyhedens interesse, men man bliver hurtigt træt af at give køb på sin handlefrihed blot for at leve op til firkantede og arbitrære succes-kriterier.

Samlet set har UEFA Champions League 2004-2005 altså ikke meget nyt at byde på set i forhold til især FIFA 2005 - det meste af det, der virkelig fungerer, finder man også der. I FIFA 2005 behøver man oven i købet ikke begrænse sig til at spille Champions League-kampe, hvilket ret beset gør det lidt ældre spil betydeligt mere attraktivt.

Omvendt: Får man sommerfugle i maven ved lyden af Mesterligaens dejligt pompøse kor-og-orkester tema, og har man ikke FIFA 2005 i samlingen, så er UEFA Champions League værd at studere nærmere. For isoleret set er det et både udfordrende og særdeles strømlinet fodbold-spil, der ikke er langt fra at kunne matche Winning Eleven - genrens ubestridte førerhund.