Dansk
Gamereactor
anmeldelser
UFC Personal Trainer

UFC Personal Trainer

Jonas "Glaskæbe" Mäki har trænet benhårdt og gennem Javier Mendez forsøgt sig med en karriere som UFC-kæmper i et af de bedste træningsspil hidtil.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Der er få spil, der har givet mig så mange bank som UFC Personal Trainer. På flere måder. Det har givet mig blodsmag i munden, taget pusten fra mig, gjort mig frustreret og til tider decideret rasende. Desuden har det fået mig til at føle mig både svag og ganske ynkelig.

Kort sagt burde jeg hade det. Men det gør jeg ikke. Faktum er at UFC Personal Trainer i stedet er snublende tæt på at kunne kåres som det bedste træningsspil nogensinde. UFC-licensen er blevet udnyttet på bedste vis med en god struktur og massivt udfordrende træning. Her kan man let blive udfordret til at lave så mange armbøjninger som muligt på 60 minutter, eller bokse til en bold lige så længe i hudløst tempo. Eller noget betydeligt hårdere.

Efter hvert træningspas er jeg fuldstændig gennemblødt af sved, og har overvejet at kaste mig ud i mere lette øvelser som en dobbbelt maraton. Livet i oktagonen er virkelig ingen leg. Det er selvfølgelig en fordel, hvis man har en smule kendskab til UFC, når man spiller, af den simple grund at det faktisk er ganske spændende at blive coachet af legender som Greg Jackson og Javier Mendez.

UFC Personal Trainer
Dette er en annonce:

Jeg har formået at prøve de fleste nævneværdige træningsspil gennem årene, og den ukronede konge af genren er givetvis Wii Fit. Problemet med alle træningsspil er dog, at de er målrettet efter folk som ikke træner. Jeg synes bestemt at det er skønt at lave step-ups i Wii Fit i mageligt tempo mens jeg ser lidt History HD-dokumentar, men at kalde det nogen form for seriøs træning er nok at gå for langt.

UFC Personal Trainer er i stedet udformet som et seriøst alternativ til joggingture og lignende for dem, der vil slide sig halvt ihjel derhjemme i stedet. Desuden er præsentationen hårdt skåret, helt usminket og uden overflødige dikkedarer. Kernen i spillet er de træningsprogrammer, man selv kan sætte sammen, hvor man for eksempel skal vælge om man vil tabe vægt eller bygge muskler.

Hvor Wii Fit venligt påpeger at det nok er bedst, hvis man ikke sløser med træningen, straffer UFC Personal Trainer mig benhårdt hvis jeg misser bare en enkelt dag af de fem dage i ugen, jeg tydeligvis bør træne. Ikke nok med at jeg får skældt ørene fulde, jeg skal også delvist kompensere for den missede træning.

UFC Personal Trainer
Dette er en annonce:

Lige nu vover jeg knap nok at tænde min Xbox 360 af skræk for at få at vide hvor dårligt jeg har opført mig og hvordan jeg ikke tager programmet alvorligt. UFC Personal Trainer er alvorlige sager, ganske enkelt. Derudover kan jeg godt lide, at der midt i al min perspirering faktisk gemmer sig et spil. At slå på mits eller lave armbøjninger på tid bliver for eksempel hurtigt en beskæftigelse, der tilskynder mig til at blive bedre og bedre.

Alt er dog ikke fryd og gammen. Selvom Kinect-versionen af UFC Personal Trainer er både Move- og Wii-versionerne overlegen (jeg har dog ikke spillet dem nok til at kunne anmelde dem), er der som sædvanligt visse problemer med at opfange alle bevægelser. Situps kan til tider laves uden at blive registreret, og armbøjninger kræver særdeles god plads i hjemmet for at fungere flydende. Desuden er der andre øvelser, der kræver så meget plads, at selv jeg, der har en stor dagligstue, får svært ved at spille dem.

Jeg bliver også dødeligt træt af speaker-stemmerne, der virker ret tilfældige. At sætte en knusende ny rekord og overgå sine forventninger totalt - for derefter at få at vide, at man nok bør forsøge at gøre det bedre næste gang, er ikke usædvanligt. På samme måde kan ligge på gulvet som en skindød fladfisk af bare udmattelse, for så at høre at man skal fortsætte øvelserne i samme forbilledlige stil. Spillet kan også tage fejl af spillerne når det kommer til kontohåndtering, så Kinect beslutter at jeg er min sambo og hun er mig, eller tvinger mig, som står til højre, til at spille på den forkerte side af skærmen, mens hun må gøre ditto.

UFC Personal Trainer

Men i den store helhed er det ikke noget, som på afgørende vis skæmmer oplevelsen af UFC Personal Trainer. Trods alt får det gjort arbejdet med at fremmane sved i spandevis, og at spille to behøver man ikke rode med. Faktum er, at jeg kun testede denne del af spillet for anmeldelsens skyld. Træning er noget man gør alene.

Men Wii Fit er for mig fortsat den ubestridte konge over alle konger af træningsspil, takket være Nintendos polering, den intuitive struktur og den innovative brug af bræt og nunchucks. Alligevel er UFC Personal Trainer bestemt stadig dine penge værd, hvis du vil have et ordentligt træningspas derhjemme i sjove rammer, selvom der som sagt er plads til at gøre en efterfølger endnu bedre.

UFC Personal Trainer
UFC Personal Trainer
UFC Personal Trainer
UFC Personal Trainer
UFC Personal Trainer
UFC Personal Trainer
UFC Personal Trainer
UFC Personal Trainer
UFC Personal Trainer
UFC Personal Trainer
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Benhård træning, meget varieret, voksen præsentation, smart Kinect-brug
-
Usle kommentatorer, tynd co-op-støtte, visse øvelser registreres dårligt
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

UFC Personal TrainerScore

UFC Personal Trainer

ANMELDELSE. Skrevet af Jonas Mäki - GR SE

Jonas "Glaskæbe" Mäki har trænet benhårdt og gennem Javier Mendez forsøgt sig med en karriere som UFC-kæmper i et af de bedste træningsspil hidtil.



Indlæser mere indhold