UFO: Aftermath

X-COM Enemy Unknown (kendt som UFO Defense i staterne) er utvivlsomt en af spilhistoriens helt store klassikere. Trods en lidet prangende overflade og en sammenkædning af to relativt tørre genrer var det fabelagtigt fængende. Mens livets cyklus passerede uden for gardinerne, bevægede man sig rundt i et turbaseret paradis, hvor fjendtligsindede rumvæsner ventede om hvert hjørne. Efterfølgende fulgte en række mindre heldige udgivelser, og da skaberne af originalen måtte opgive projektet kaldet Dreamland: Freedom Ridge, troede mange, at en æra var begravet. Heldigvis samlede tjekkiske ALTAR Interactive stafetten op og overtog det skrinlagte koncept. Selv om de ikke har licens til den officielle titel, må Aftermath i højeste grad betragtes som en åndelig efterfølger.

Gennem en stemningsfuld introduktion finder vi ud af, at menneskehedens undergang er nær. I en ikke fjern fremtid vil vi blive angrebet af rumvæsner, der vil benytte biologisk krigsførelse til at uskadeliggøre hovedparten af befolkningen. Der venter de få, der når at søge tilflugt under jordens overflade noget af en opgave. Flyvende tallerkner bryder atmosfæren på må og få, mens en truende, altkonsumerende biomasse breder sig fra Europas midte. Som chef for menneskehedens sidste bastion af frihedskæmpere, skal man sende frivillige ud til verdens brændpunkter. Dette alt imens man desperat prøver at få et overblik over situationen - hvad sker der dog?

Efter en nærmest fornærmende ringe tutorial, der forvirrer mere, end den gavner, stryger man ind til en geosfære, der vil vække våde minder hos Enemy Unknown-fans. Nu involveres man i et væld af tilfangetagne byer, nedstyrtede ufoer og angreb på egne baser. Tempoet er allerede fra starten skruet voldsomt op, så man kan godt glemme at reagere på samtlige begivenheder. Nye soldater skal rekrutteres, udrustes og sendes ud mod overmagten. Dette sker simultant med, at man forsøger at tilrane sig viden om modstanderne samt udvikle nye massedestruktionsvåben. Man starter med blot to baser, og antallet kan kun udvides ved at erobre nye. Modsat Enemy Unknown har man ikke mulighed for selv at sammensætte baserne eller tilknytte personale hertil. I stedet skal man - lidt kantet - vælge, hvilket område de enkelte baser skal dække. En base kan så dedikeres til militære operationer, mens en anden benyttes til at udvinde ny viden.

Hele spillet cirkulerer naturligvis omkring kampene mod de fæle rumvæsner. Det er her, man kan få ny viden og udvide sine landområder. Scenarierne bliver sammensat i henhold til, hvor i verden man kommer i nærkontakt. Forladte byer, dunkle skove og øde sletter danner baggrund for de intense opgør. Når man første gang ser den noget stive og udetaljerede grafik, bliver man skuffet. Herefter følger ærgrelse over den klodsede styring. Dette krones af uforbeholden frustration, når man mødes af et væld af dilettantisk skuespil. Kampene foregår i real time, som stopper, hver gang noget sker på skærmen. Dette resulterer i, at kameraet centrerer på dette område, samtidig med, at en af dine soldater istemmer et øretæveindbydende udbrud. Bedre bliver det ikke, når man kæmper mod fjenderne. Kampene synes uoverskuelige, kameraføringen tåbelig og AI’en umulig.

Det er her, at hele konceptet på uforklarlig vis indspinder én i sin magi. På trods af diverse tåbeligheder, så opdager man - efter et par timers frustration - at man er fanget af begivenhederne. Man baner sig vej gennem ragnarok, fanger modstandere i krydsild og kaster granater i et væld. Dette suppleres med, at éns folk samler erfaring gennem deres missioner. Pludselig begynder man at få en stærk tilknytning til de enkelte soldater. Man kigger panisk og fuld af vrede på skærmen, når en højt dekoreret helt må lade livet for en fej fjendes skud. Livets cyklus må atter passere uden for éns mørklagte rum.

Det første møde er lidt som at se de maltrakterede rester af et kært familiemedlem. Efter lidt tids tårevædet sørgen opdager man dog, at der stadig er liv i staklen. Under den matte overflade gemmer der sig masser af uspoleret levetid. Timer vil gå i hyggeligt selskab, mens man genlever gamle minder, og lader sig indfange i et fælles apokalyptisk univers. Desværre har alderen sat sine spor. Udseendet er bestemt ikke, hvad det har været, og mulighederne er ikke så overvældende, som de engang synes. Har man dog stadig lidt kærlighed tilbage i hjertet, så vil man utvivlsomt slå skyklapperne ned og nyde en masse kvalitetstid sammen.