Ultimate Ghosts ´n Goblins

Hvis du er en af den slags læsere, som gerne skimmer anmeldelser flere steder inden du beslutter dig for at købe et spil, vil jeg gerne her komme med en lille spådom: Størstedelen af de anmeldelser, du i den kommende tid vil kunne læse af Ultimate Ghosts ´n Goblins, vil enten fokusere på spillets tårnhøje sværhedsgrad eller det faktum, at det er en opdatering af en elsket, ældre serie. Sværhedsgraden er så iøjefaldende, at det oprindeligt også var mit udgangspunkt for denne anmeldelse, men med adskillige timer på spilkontoen, er der et andet spørgsmål, der i højere grad har slået sig fast. Hvor langt bør man slavisk følge gameplayet fra klassikeren, og hvor bør man sige fra og lade spillet følge med tiden? Capcom har ikke været i tvivl, men det er jeg ærligt talt stadigvæk, mens jeg skriver denne anmeldelse.

Med disken i ryggen på din PSP, begynder bredskærmen lige så stille at optegne en historie om en ridder, en kidnappet prinsesse og en masse faretruende monstre. Tonerne, der i et slæbende tempo forlader den lille maskine, danner til sammen en underlægningsmusik, der nok ville have gjort sig bedst i en B-gyserfilm, men som alligevel indeholder nok charme til, at du i løbet af bare få sekunder nynner med. Det hele foregår på et 2D-plan, tegnet og overdænget med et ekstrem lækkert valg af farvekombinationer, der til fulde viser PSP’ens skærm fra dens mest imponerende side. Prøvede du nogen af seriens ældre spil, er der en reel chance for, at du allerede på dette tidspunkt vil sidde med tårer i øjenkrogen.

Den samme følelse får du, når spillet startes og du, præcis som dengang på 16bit konsollen eller i arkade-hallen, nedskyder det første skelet, krage eller monster med din trofaste lanse. Bonusvåben og bedre rustninger samles løbende op, mens du kæmper en brav kamp mod legioner af faretruende monstre, alt sammen i jagten på din elskede prinsesse. Dette er et sandt arkadespil i lommeformat, og det eneste, der betyder noget for din succes, er dine reflekser og dine evner til at lære de forskellige tricks og finurligheder.

For spillere, som ikke kender til serien og ikke har prøvet det før, vil oplevelsen være en anden. Kender du ikke til Ghosts ’n Goblins nærmest legendariske måde at straffe enhver fejl eller uovervejet bevægelse på, vil der vente dig spilverdenens svar på en tandknusende kæberasler. Du vil skulle vænne dig til ufortrødent, at blive angrebet fra alle sider på alle tidspunkter, og perfekt timede hop skal indstuderes og perfektioneres ned til mindste splitsekund. Der er ingen medlidenhed og ingen plads til de mindre dygtige spillere. Kontrollen vil i forhold til nutidens overbærende genrerepræsentanter, virke underlig klodset, og specielt det, at du ikke kan skifte retning midt i luften under et hop, vil sikkert drive dig til vanvid de første par timer. Fælder og gåder læres bedst ved at dø utallige gange, for derefter at gentage dem til de huskes. Med mindre du elsker en god udfordring eller falder for spillets utrolige charme, vil der med andre ord være en god chance for, at du inden for kort tid fordømmer det til helvede.

Spørgsmålet du bør stille dig lige nu er derfor, hvor du befinder dig på skalaen. Er du fan og/eller har du savnet en god udfordring? Så er her dit bedste spilfiks i lang tid. Er du omvendt forsigtig og vil gerne slappe af med lidt tankeløst fjolleri med din PSP? Så er her en titel, du for alt i verden bør bevæge dig langt uden om.

Jeg selv må erklære mig som fan, der dog stadig kan blive frustreret over den til tider ekstreme trofasthed mod seriens rødder. Jeg smiler som en lille dreng i en bolchebutik, hver gang den ekstremt flotte grafik brillerer med sine farvekombinationer og utrolige monsterdesign, men hyler mod himlen, hver gang jeg må gentage en situation for hundrede gang; jeg jubler, når jeg finder en banes sidste hemmeligheder, men gruer ved tanken om at skulle gentage nogle af de sværere baner igen og igen, for at være sikker på, at jeg ikke er gået glip af noget.

At spille Ultimate Ghost ’n Goblins føles for mig som en glædesoplevelse af de helt store, men hvor jeg hele tiden venter på at noget går galt, hvilket som regel sker ekstremt pludseligt og meget konsekvent, et slags kontinuerligt antiklimaks på godt og ondt. Ridder Arthurs eventyr er præcis som vi husker det, men er det, hvad du havde håbet på?