Ultros

Ultros udkommer i denne uge på PC og som eksklusivt konsolspil på PlayStation, og er et slående indiespil, som jeg har holdt øje med, siden den første trailer kom i maj sidste år. Spillet er udviklet og udgivet af det nystartede svenske studie Hadoque og har en karakteristisk psykedelisk sci-fi-æstetik, som tilskrives den anerkendte svenske kunstner og komponist Niklas "El Huervo" Åkerblad, som måske er bedst kendt for sit arbejde med Hotline Miami-serien.

Din rejse starter, efter at dit skib styrter ned i en mærkelig fremmed verden kendt som The Sarcophagus, som er hjemsted for et gammelt dæmonisk væsen ved navn Ultros. Derefter sidder du fast i en tilsyneladende uendelig løkke med mange ubesvarede spørgsmål, der plager dig, mens du udforsker. Hvorfor er jeg her? Hvorfor sidder jeg fast i et loop? Hvad er mit formål? Hovedhistorien er indhyllet i mystik og omfatter flere relaterbare temaer som psykisk sygdom, liv og død og karmiske cyklusser.

Hvis du har spillet spil som Ori and the Blind Forest og Metroid-serien, vil du føle dig hjemme i Ultros. Her skal du bane dig vej over et vidtstrakt map, der er opdelt i flere forskellige zoner, og du skal finde visse power-ups, før du kan åbne op for nye områder. Undervejs er der mange hemmeligheder gemt til nysgerrige opdagelsesrejsende og udfordrende bosser, som du skal overvinde ved hjælp af spillets smarte kampsystem.

Apropos kamp, så er handlingen i Ultros tempofyldt, og du skal reagere hurtigt på din fjendes telegraferede angreb for at få overtaget. Du kan bruge et tungt angreb til at bryde deres parader, kæde standardangreb sammen for at uddele skade eller undvige på det rigtige tidspunkt for at levere en straffende kontra. Kampsystemet er let at forstå, og det føles utroligt flydende, hvilket betyder, at hver eneste skade, jeg fik, føltes, som om det var min skyld.

Spillets skill tree, som kaldes The Cortex, tilføjer et ekstra taktisk lag til kampene. Her låser du op for nye evner, der hjælper dig med at kæmpe og komme frem, f.eks. et tredje ødelæggende combo-hit og evnen til at hoppe ud fra vægge. For at låse op for disse evner skal du indtage mad, som enten kan dyrkes ved at så frø eller høstes ved at slå fjender i stykker. For at få den bedste kvalitet fra fjenderne skal du blande dine angrebskombinationer, hvilket giver dig et ekstra incitament til ikke bare at spamme firkantknappen og håbe på det bedste.

I modsætning til traditionelle Metroidvanias har Ultros dog roguelike-elementer. Hver gang du låser op for en ny evne, der giver dig mulighed for at krydse kortet på nye måder, bliver du sendt i en tidlig grav og skal gendanne dit våben og alle dine kræfter. Selvom det er irriterende at skulle gå tilbage, sparer Ultros dig for noget af smerten. Du kan huske nogle af de færdigheder, du har låst op for på færdighedstræet ved hjælp af særlige genstande, og du kan også plante frø for at ændre verden omkring dig og skabe genveje til fremtidige løb.

De vilde psykedeliske billeder giver et dristigt førstehåndsindtryk, men jeg føler, at de er lidt af et tveægget sværd. Ser man på det positive, lykkes det at give Ultros sin egen identitetsfølelse, og det føles, som om man spiller i en Adult Swim-tegnefilm. Eksplosionen af farver kan dog føles hovedpinefremkaldende, og jeg kunne ikke holde hele min gennemspilning ud uden at dykke ned i indstillingsmenuen og skrue ned for intensiteten af paletten.

Et andet aspekt, som jeg fandt splittende, er udforskning. Som jeg var inde på før, har spillet et vidtstrakt kort, og jeg syntes, at hvert sted var visuelt særpræget med sin egen charme og karakter. Jeg ville dog ønske, at der var et minimap på skærmen, da jeg ofte for vild og var nødt til at sætte spillet på pause for at finde ud af, hvor jeg skulle hen næste gang. Kortet er heldigvis godt designet, og din planlagte vej er tydelig at følge baseret på de evner, du har, men jeg følte mig taget ud af øjeblikket, hver gang jeg var nødt til at trække menuen op.

Med sin levende grafik og sine roguelike-elementer er Ultros et Metroidvania, der tør være anderledes, og alene af den grund fortjener det min respekt. Det rammer måske ikke plet med alt, hvad det forsøger at opnå, men jeg synes stadig, at det er et engagerende højdepunkt i en ellers tør periode for friske og spændende udgivelser. Hvis du er fan af titler som Metroid Fusion og Ori and the Blind Forest, vil jeg opfordre dig til at tjekke dette ud, bare sørg for at skrue ned for de intense farver, før du går i gang.