Uncharted: Legacy of Thieves Collection

I ved vel egentlig godt om hvorvidt I vil geninvestere i Uncharted: Legacy of Thieves Collection allerede ikke? Det er så sandelig ikke anbefalingen fra den anmelder, der gav Uncharted 4: A Thief's End et 10/10, og kaldte det "det bedste spil jeg nogensinde har spillet", der kommer til at agere tungen på vægtskålen, er det vel?

Men hvis der er mere faktuelle detaljer du er kommet her efter, en afvejning af det "nye", så lad os få det på plads allerførst. Så er de tekniske detaljer kommet af vejen, på en eller anden måde.

• Der er tale om Uncharted 4: A Thief's End og Uncharted: The Lost Legacy i én og samlet pakke, bare uden multiplayer-komponenterne, til en pris på $49.99, altså mindre end den etablerede markedspris. Du kan dog, hvis du ejer enten af de to spil allerede, opgradere for $10 til PS5-varianten - dog ikke hvis du "bare" har fået Uncharted 4 igennem PlayStation Plus.


• Begge spil har tre visuelle modes, Fidelity i 4K/30fps med alting skruet op til 11. Performance Mode i 60fps, og Performance+ hvor der sigtes efter 120fps. Jeg har spillet begge i Performance i 60fps.


• Der er almene remaster-fordele her, såsom mere præcis lyssætning, flottere effekter og generelt skarpere grafik, men forskellen fra frame til frame er ikke signifikant - spillene er ikke helt gamle nok til at en restaurering som denne kan fremvise et generationsmæssigt tigerspring.


• De primære fordele er derfor kortere loading-tider, DualSense-understøttelse og 3D-lyd.

Så langt, så godt. Hvis det er den helt nøgterne, tekniske og direkte vurdering du har ledt efter, så har du den der. Måske er spillene ikke helt gamle nok til at bemyndige et gensyn af den her kaliber, men om ikke andet får du nu muligheden for at købe moderne, restaurerede udgaver af to af PS4-æraens mest signifikante eksklusiver. Men altså; hovednyheden er naturligvis PC-versionen, og den er blevet udskudt på ubestemt tid, så det hele runger lidt hult som resultat.

Så lad os så tage hul på gonzo-delen af hvad vi dog alligevel, et eller andet sted, er nødt til at kalde en "anmeldelse". Lad os starte den del med en indrømmelse; med mindre at en anmeldelsesproces direkte kræver det, så spiller jeg spil der ræsonnerer meget hos mig én gang, og ikke mere. Jeg kunne bruge spalte op og spalte ned på at retfærdiggøre hvorfor, men det korte og det lange er sådan set, at jeg bare foretrækker at lade førstehåndsindtrykket være, og lade oplevelsen forblive uberørt. Det gør naturligvis at jeg ikke er lige så grundig, men hvis du spørger mig er vurderingen også lidt renere.

Så da jeg trykkede start på Uncharted 4: A Thief's End for nylig, så er det første gang siden jeg tastede de skæbnesvangre ord i min anmeldelse i 2016, at jeg ser Drakes fårede og offerrolleprægede ansigt igen.

Jeg elsker stadig det spil. Jo, jeg kan sagtens følge dem der mener at selve skyderiet er lidt sløset. At sigte, at affyre, at ramme er en lidt blandet oplevelse, og at bruge bevægelse, positionering og snigeri til at ondulere Shoreline-fjolserne var både dengang, og nu, min foretrukne indgangsvinkel. Men bare lige for at sætte ekstra streg under; jeg er enig - skyderiet er sløset. Jeg synes så ikke at det er helt lige så bærende, eller signifikant, som andre, og lægger mere vægt på kvaliteten af banedesignet, af puslespillene, af klatring og udforskning - og ja, naturligvis historien, karaktererne og dialogen.

Jeg elsker hver scene, den gradvise eksponering af Drakes nærmest besættelsesprægede psyke, og hans derefter gradvise realisering af at han vitterligt er på vej til at ofre alt for den. Jeg elsker melankolien, det mørke der eksponeres i karaktererne idet det bliver tydeligt at de sidder fast, og ikke kan slippe en måde at leve på der virkede før, men viser sine spor nu. På den måde handler The Last of Us: Part II og Uncharted 4: A Thief's End i overført betydning lidt om det samme: besættelse, eller besættelsen af en enkelt, dominerende følelse.

Uha, en lille medieanalyse. Hvad siger I så? Ja, jeg elsker stadig Uncharted 4: A Thief's End. Jeg fik stadig taget pusten fra mig adskillige gange, jeg vil forsvare det når jeg får muligheden, samtidig med at jeg, som altid, må slå fast at dem der i forvejen ikke fandt det originale spil synderligt spændende, ikke vil ændre holdning, bare fordi der nu står "PS5" på etuiets ryg.

Uncharted: The Lost Legacy havde slet ikke samme gennemslagskraft i min optik. Måske er det fordi at det spirende venskab, eller måske bare gensidige respekt, der opstår mellem Nadine og Chloe ikke har lige så meget gravitas, eller dybde, som Nathan, Sam, Sully og Elenas i 4'eren. Banedesign og gameplay er mere åbent - det ved jeg ikke lige hvem der bad om. Og der er lidt flere open-world elementer, et koncept som Naughty Dog fik bedre greb om i The Last of Us: Part II, men som virker mere som spildtid i Lost Legacy.

Måske er det også det der gør at netop skyderierne fremstår mere eksponerede end i det andet spil - fordi der ikke er et tykt tæppe stemningsmættet identitet at gemme sig bag ved. Jeg ved dog at der er mange der er meget glade for Uncharted: The Lost Legacy, og det er så sandelig ikke noget dårligt spil. Det er trods alt Naughty Dog det her, så vi snakker stadig, igen i min optik, om spil der er bedre end det meste andet, selv når det ikke er noget der ligner et magnum opus.

Men elske Uncharted, det skal man. Uncharted: Legacy of Thieves Collection kræver at du elsker Uncharted, og at du enten kan tolerere, eller nyde at tilskrive en forsvindende lille mængde signifikans til de ting du synes er mangelfulde. Den her samling gør intet for at overbevise dig om andet, den forsøger ikke at udgive sig for noget den ikke er, eller at hyrde nye forbrugere ind i folden. For mit helt personlige vedkommende har det været et glædeligt, hjerteskærende gensyn, men her må jeg læne mig mere op af subjektivitetens udsyn som krykke, og det beklager jeg. For dig er det her måske spild af tid. Grundet spillenes relativt unge alder vil de direkte grafiske fordele være små, udover naturligvis at det at spille i 60fps for alvor gør en markant forskel for ens oplevelse af begge spil, og med manglende multiplayer så er der ikke rigtig noget at foretage sig når slutteksterne ruller på The Lost Legacy.

Men hvis du har ventet på en lille undskyldning for at genopleve lige præcis de her to spil, så er der valuta for pengene. Så vurderingen sker på baggrund af den antagede værdi her. Begge spil fremstår nydelige, og finpolerede, men det er lidt ærgerligt at multiplayer-delen mangler.