Unit 13

Zipper Interactive brænder for det de laver. Og det de laver er hovedsageligt taktiske shooters. Med MAG viste de, at de kunne presse antallet af online-spillere op på svimlende højder, og med Socom fik de cementeret sig som solide spillere på markedet for strategiske shootere.

Med Unit 13 vil udvikleren forsøge at tilpasse den strategiske shooter til lommeformatet, med alt hvad det betyder. Og jeg skal gerne springe direkte til konklusionen og fortælle, at det er lykkedes for Zipper Interactive. Unit 13 er bundsolidt og gennemtænkt. Hvis det er alt, du behøver at få at vide, kan du godt stoppe med at læse nu og sætte Unit 13 på indkøbslisten. Er du nysgerrig på hvorfor jeg elsker spillet, så læs med her.

Ved første øjekast er Unit 13 ikke imponerende, faktisk virker det til at ende som en middelmådig shooter. For det første virker grafikken ikke imponerende. Kedelige farvevalg og begrænsede teksturer gør ikke spillet nogen tjenester. Da stemmen i din høresnegl samtidig plaprer om en eller anden terroristtype, der skal likvideres, er det så man vender det hvide ud af øjnene.

Det er dog heller ikke her, at Zipper-drengene har brugt særligt mange kræfter. Historien er en sammenkog af alverdens ligegyldige og usmageligt generiske shooters. Men der er fornuft i galskaben. For det første hænger ingen af missionerne synderligt sammen, det er en række enkeltstående missioner, hvor du efter en kort load-skærm får baggrundshistorien serveret af en radiostemme, der kort fortæller hvad, hvem og hvorfor dit mål er det, som det er.

Og hvad der ved første indtryk virker som dovenskab, bliver hurtigt afsløret som sund fornuft og forståelse for platformen. For når man er på farten, er det ikke mellemsekvenser og latterligt bombastiske set-pieces som trækker. Nej, det er hurtigt action og fornøjeligt gameplay. Se det som skydespillenes quickie.

Du har i singleplayer hele 36 missioner at gennemføre. Jo flere delkrav du opfylder, desto flere stjerner får du pr. mission. Stjernerne låser op for nye missioner i form af nye mål, der skal likvideres. Nu virker 36 missioner måske ikke af rasende meget, men her er det, at den generiske historie fungerer. For ikke alene kan du spille hver eneste mission som den er sat op, eksempelvis med to journalister, der skal befries fra kælderen i en bygning i midtbyen, men du kan også spille dem med tilfældigt genererede modstandere og placeringer af mål. Med andre ord er der evigheder af underholdning, uden at det går ud over selve hovedspillet.

Samtidig går der ikke mange baner, før man kan fornemme, at der er god variation i omgivelserne, og at det er i detaljerne, hvor man skal finde fornøjelsen. Høns klukker og farer i skyggerne, overvågningskameraer blinker diskret i et hjørne af lokalet, vagter sludrer om vind, vejr og dårlig madlavning. Kort sagt virker omgivelserne troværdige.

Apropos troværdighed: nu er det ikke kun et spørgsmål om at skyde Call Of Duty-style. Det her er en taktisk shooter, så ofte kan det betale sig at iagttage ens mål og snige sig rundt i skyggerne, mens diverse skumle vagter likvideres en efter en. Et skud eller to kan dræbe dig, og i de såkaldte Elite-missioner er det slut med regenererende health, så der tæller hver en skade.

En bane kan tage en halv times tid at gennemføre, men ved du, at tiden er knap, kan du vælge at tage de baner, der er markeret med et ur. Her er det typisk et spørgsmål om en mere direkte angrebstaktik og tre minutters skyderi. Det er rigtigt fornuftigt, og viser en god forståelse for, at den lille PS Vita måske til tider skal fungere som underholdning i en fem-ti minutter, samtidig med at den gerne må kunne underholde i timevis i sofaen.

Dit hold består af seks seje lejesoldater, med hver deres styrke og svagheder. Deres arsenal af våben kan deles mellem de forskellige soldater efterhånden som de åbnes op, og hver figur kan stige ti niveauer, med tilhørende perks, som vi efterhånden kender det fra de fleste skydespil. Hvert våben kan ligeledes ombygges med eksempelvis lyddæmper og scope. Og naturligvis er der granater og C4 med tilhørende selvudløser.

Vil du hellere tage dit spil online, så kan det ske i co-op, hvor man sammen løser missionerne, men samtidig kan man også dele de specialmissioner, man åbner op, med andre spillere verden over. En fordel i co-op er, at man kan genoplive sin makker med et hurtigt nålestik. Og så er der naturligvis fornøjelsen ved at flankere fjender og hygge sig med en ven i den klippesolide online-del.

Skulle det ikke være nok, så er der dagligt en speciel-genereret mission, hvor man på leaderboards konkurrerer om at tage føringen enten blandt vennerne eller på verdensplan.

Intet af dette ville dog være meget værd, hvis gameplayet ikke var så klippesolidt som det er. For det første er det pragtfuldt endelig at kunne styre en håndholdt shooter med to analoge sticks, men mængden af indstillingsmuligheder er enorm, og mekanikkerne en fornøjelse.

Den kunstige intelligens er også rigtig god, og det er her, hvor man kan forstå at kræfterne måske er gået mere til at skabe troværdige modstandere end at lave blur-effekter. På det tidspunkt vil man dog have lagt vejen forbi halvøde undergrundsbaner, neonoplyste diskoteker, røgfyldte olieraffinaderier, faldefærdige fabriksanlæg, hemmelige baser, lukseriøse hoteller og støvede landsbyer.

Unit 13 har det hele, og det er i detaljerne, man finder ud af hvor solid pakken er. For skyderiet fungerer til topkarakter, kortet over de enkelte baner er noget af det bedste i lang tid i en shooter, våbenudvalget fornuftigt, baneudvalget tilpas stort, online-mulighederne gode og det er kun den generiske historie, der trækker ned (til et stort 8-tal). Men helt ærligt, har vi ikke efterhånden fået nok pladder om terrorister til, at vi overhovedet lytter længere?

Unit 13 tager den taktiske shooter og serverer den på en måde, så man både kan nyde den som en lækker snack eller tage den som dagens hovedmåltid. Det gælder uanset, om du vil nyde den alene eller med en ven! For på trods af en anretning, der ved første øjekast ikke imponerer, så er det her lidt af en godbid. Yummi.