Universe at War: Earth Assault

Du har muligvis læst War of the Worlds af H.G. Wells. Måske har du fnist lidt af Tim Burtons Mars Attacks, og det er nok også meget sandsynligt, at du har set mindst et par minutter af Earth vs. the Flying Saucers. Men du har nok ikke spillet Universe at War, det nyeste strategispil fra Petroglyph, artikekterne bag det glimrende Star Wars: Empire at War. Af den årsag vil jeg egentlig bare gerne invitere dig, kære læser, indenfor til en beretning om mine oplevelser med Universe at War.

Lige siden jeg så Jespers interview med drengene fra hedengangne Westwood, var det svært ikke at se frem mod spillets udgivelse. Alene synet af de kæmpemæssige walkers var nok til at få mig til at tabe kæbepartiet på skrivebordet. Jeg var solgt.

Desværre fik jeg ikke lov at lege med disse robotter fra starten af. Faktisk gik der et godt stykke tid, for jeg skulle lige slæbes igennem en undværlig tur i menneskehedens sko. Men derefter stoppede kedsomheden også; jeg kunne nu spille mig igennem kampagnen med de tre unikke racer: Novus, Hierachy og Massari. Og for pokker, hvor er disse racer dog forskellige fra hinanden. Her er ikke tale om de samme enheder, blot med andet udseende og andre navne, nej, her er tale om tre fraktioner med helt unikke enheder og egenskaber. Spillets uden tvivl mest unikke tiltag er de gigantiske walkers, som den ondskabsfulde race, Hierachy, har adgang til. De er grundlæggende set dødsstjerner udstyret med ben - og de kan opgraderes og pimpes til den helt store guldmedalje. Første gang jeg så en walker nærme sig min base gik jeg ganske enkelt i panik, men eftersom jeg spillede som Novus, en robotrace fra det ydre rum, kunne jeg benytte mig af disses evne til at komme hurtigt rundt på kortet, og således komme walkeren i forkøbet. Jeg satte mine fabrikker i gang med at fabrikere massevis af billige selvmordsrobotter, og sendte godt og vel hundrede af disse lige lukt i hovedet på den gigantiske walker. Resultatet? En kæmpemæssig eksplosion, samt masser af metal, som mine resurseindsamlere kunne kaste sig frådende over.

Men hvad gør man lige, når man som Massari møder en walker? Man benytter sig da bare af racens ustyrligt stærke baseforsvar, og lader sit supervåben op. Alternativt bygger man et par conquerers, nogle kampvognslignende køretøjer med trækstråler, der kan holde walkeren hen, eller også skifter man fra light til dark mode og giver sit baseforsvar ekstra panser mod det, der er på vej imod dem. Boom!

Der er uendeligt mange strategiske muligheder i Universe at War. Men lad være med at tro, at der her er tale om en milesten i strategigenren; det er spillet en alt for skabelonskåret oplevelse til. Udover walkerne og deres opgraderingsegenskaber, er der faktisk ikke noget, som vi ikke allerede har set i mange andre strategispil.

Og lad os med denne knapt så positive kommentar bevæge os videre mod spillets skyggesider - for dem er der desværre en del af. I undrer jer nok over, hvorfor jeg ikke har nævnt spillets ellers lovende onlinedel. Svaret? Ingen spiller Universe at War online. Folk har velsagtens ladet sig skræmme af det faktum, at et Xbox Live Gold abonnement er påkrævet, hvis man ønsker at få lagret sin statistik og deltage i quickmatches. Af den årsag har jeg nærmest ikke kunne spille mod andre, ja, jeg har ikke engang kunne prøve kræfter med den ellers så lovende conquer the world mode. Trist.

Universe at War byder desværre på en række mærkværdige designbeslutninger fra udviklerholdet. Når man spiller sig igennem kampagnen, så skal man sommetider bruge op mod en time ekstra på at finde en eller anden usynlig fjendtlig enhed, der har gemt sig, før end man kan komme videre til næste bane. Det kan godt være, at du har tilintetgjort fjendens base, men du skal altså finde og destruere hver eneste enhed, før end du får lov at fortsætte. Et virkeligt dumt tiltag, der til tider helt kan ødelægge spillelysten. Og nu vi er ved irritationsmomenter; hvorfor kan jeg ikke bede mine enheder om at stå helt stille, uden at jagte fjenden når de bliver beskudt? Hvor er muligheden for at få mine enheder til at gå i formationer? Og hvorfor skal jeg partout vende og dreje kameraet for at kunne vælge mine bygninger, hvis de står for tæt op ad hinanden? Hvad tænkte Petroglyph dog på?

Og hvad tænkte de egentlig på, da de skabte spillets kampagne? Som spiller går man glip af uendelige strategiske muligheder, for kampagnen indeholder ikke det forskningstræ, som man ellers har adgang til i spillets andre modes. Så du kan lige så godt glemme alt om at få lov til at specialisere dig i altødelæggende walkers; du kan ikke forske i bedre kanoner og andet lir, med mindre du spiller multiplayer, skirmish eller andre scenarier. Røvtur!

Det kan stadig nå at blive bedre. Universe at War er lige nu et fint spil, der holdes nede af en temmelig skuffende kampagne og en alt for tom onlinedel. Men når spillet engang slippes løs til Xbox 360, så er der håb forude; flere modstandere, som alle har Xbox Live Gold abonnement. Drop kampagnen, og vent til Xbox 360 versionen slippes løs til marts, og spil dig indtil da igennem de glimrende Risk-lignende scenarier, der lader dig overtage hele verden og udkæmpe nervepirrende kampe; her viser spillet nemlig for alvor tænder. Walkere, forskningstræer og en verden at erobre - det er det, vi kan lide at se!