Unreal Championship 2: The Liandri Conflict

Engang imellem går det galt, en fejl sker jo så let. Men hvis blot man erkender sine fadæser, tager sig sammen og lover forbedringer, så kan næsten alt tilgives. So here I go: Den mest skæve og fejlinformerende anmeldelse vi nogensinde har trykt i den svenske udgave af Gamereactor var Unreal Championship, og dette var endda i vores premiereudgave tilbage i september år 2002. Den version vi anmeldte hakkede og Live-delen var sej og uendelig middelmådig at kæmpe sig igennem. Dengang blev vi lovet at de fejl, der var, med lethed kunne fjernes og ville blive fjernet inden udgivelsen - ikke mindst hvad angik hastigheden, der til tider sank som en sten og i nogle tilfælde mere mindede om et diasshow end et spil

En eller anden løj for os, men da vi ikke vidste dette og i øvrigt i ren iver arbejdede på at få vores første nummer færdigt, så blev teksten trykt som den var. Det giver sig selv, at man i enhver anmelder-situation bør stole mere på sin egen ekspertise, og jeg skal da også ærligt indrømme mine fejl og mangler. Vi tog fejl, vi havde for travlt og Unreal Championship, som på det tidspunkt fik karakteren 9/10 for sin tempo, styring og fantastiske teknik var egentlig kun 5/10 værd.

To år og seks måneder senere er Epic så tilbage med opfølgeren, og faktisk så er mange af de problemer der viste sit ansigt i første omgang ikke tilstede længere. Unreal Championship 2: The Liandri Conflict er et arena-baseret spil, der hovedsageligt er tilpasset multiplayer-dyster. Det er en lang række deathmatcher og selv i singleplayer-delen består spillet mest af alt af forskellige missioner, hvor du skal slå maskinens drevne botter.

Den største nyhed i The Liandri Conflict, og det der skiller spillet ud fra mængden af actionbaserede titler, er muligheden for nu at bruge nærkampsvåben. Når som helst under kampen kan du med lethed skifte fra det traditionelle førstepersonsperspektiv til tredje person og så ellers lægge rocketlauncheren væk til fordel for et langt spyd eller to virkelig skarpe sværd. Desværre virker systemet slet ikke så godt, som jeg havde regnet med. Kameraet havner tit alt for højt over ens spiller, og nogle gange taber man helt modstanderen af syne. Nærkampsangrebene er forskellige fra karakter til karakter og da der er mere end 32 at vælge imellem, så er der altså mere end nok at vælge imellem. Kædes det sammen med det store udvalg af våben, så er der endnu flere muligheder. Desværre viser det sig bare, at det er næsten umuligt at komme i nærheden af en fjende, der bruger projektil-våben. Og man skal være tæt på det for at gøre nogen forskel med sine sværd. En hel del af præcisionen og taktikken går her af fløjten. Man skifter perspektiv, knalder A-knappen ned for at vifte med sit lange laserspyd og så forvandler spillet sig pludselig fra at være et hårdhudet actionspil til en ukontrolleret omgang knaptrykkeri.

Hvad der til gengæld fungerer fantastisk er spillets opgraderingssystem og de tekniske aspekter. Under kampene indsamler man adrenalin i et lille blåt glas. Bagefter kan den så bruges i et af de seks områder, der er på banen til dette formål - og som med nærkampsangrebene er der tale om forskellige adreanlin-angreb, alt efter hvilken karakter man har valgt. Det kan eksempelvis være at løbe dobbelt så hurtigt, have røntgensyn eller et langt stærkere skjold. Dette aspekt af The Lindari Conflivt er både originalt, veludført og tilføjer en masse taktisk variation til det at skyde andre.

Der er ingen tvivl om at Unreal Championship 2: The Liandri Conflict er et visuelt bedårende spil og et af de flotteste til Xbox, både teknisk og rent æstetisk. Der er ufattelig mange baner og de er alle varierede i både arkitekturen og det visuelle look. Miljøerne er sanseløst flotte og fyldt til randen med frække effekter og lækre detaljer. Til dette kan du så lægge solidt udførte karakterer, masser af partikeleffekter og nærmest ikke-eksisterende loadetider - og så vigtigst af alt en solid, høj hastighed. Kort og godt; på alle de punkter, hvor det første spil faldt igennem, så klarer The Liandri Conflict sig på den mest fornemme måde med en teknik, de fleste andre udviklere ville give deres højre arm for.

Jeg har spillet cirka 250 kampe indtil videre i Unreal Championship 2 og jeg kan til stadighed imponeres over det brillante tekniske niveau og de overdrevet farvestærke miljøer. Problemet er nærkampsdelen, der i stedet for at give noget til serien, faktisk i stedet ødelægger en hel del. Desuden er tempoet en kende for højt, og når man bruger en Rocket Launcher, Rip Jak eller Flak Cannon, så savner jeg virkelig en egentlig præcision. Selvom Unreal-serien er kendt for dens usandsynlig høje fart, så syntes jeg alligevel godt at de kunne have skruet ned for hastigheden, så man kunne få en højere præcision.

Som Live-spil er det et sjovt alternativ til genrens mere seriøse og tempomæssigt sparsomme giganter som Halo 2, Rainbow Six 3 og Ghost Recon 2. Jeg savner dog en eller anden form for singleplayerdel, at nærkampssystemet var bedre og at tempoet blev kørt et par takker ned, og derfor er Unreal Championship 2 ikke helt det jeg håbede og troede på.