Unreal II : The Awakening

Det første Unreal står stadig som en af de helt store FPS oplevelser til PC. Det blev udgivet i 1998 og satte en række milepæle for hvor langt genren var nået. Omringet af forrygende sprøde 3d miljøer blev man konstant bombarderet af afsindige våben fra aparte, bizare monstre. I dette drømmelandskab blev legender født mens FPS toget kørte mod nye stationer. Titlen er siden blevet vækket til live flere gange, men det kunstige åndedræt medbragte ikke helt den samme sjæl som tidligere. Sidste år kom så en decideret opfølger, som var en æstetisk nydelse uden den store dybde. I år køres artilleriet atter ud, og vi bombarderes både med Unreal Tournament 2004 til PC samt en version af Unreal 2 til Xbox. I dette kapløb er vi Xbox ejere desværre kommet halsende ind på lidt af en sekundaplacering.

I Unreal 2 har udviklerne bevæget sig ind på klicheernes kirkegård og udøvet en kraftig gang ugudelig nekromanti. Vi rulles ind i en masse af klæbrig sci-fi, reptillignende rummonstre, grå ensartede marinesoldater og en AI der ikke slår meget ud på Richterskalaen. John Dalton er navnet, intergalaktisk politi er erhvervet. Jagten går ind på syv mystiske og kraftfulde relikvier, som selvsagt har en magisk finger med den universale fred at gøre. I dette kapløb venter 12 baner, som kløver sig vej gennem afsporede, fjendtlige verdener. Vægten tipper voldsomt imens man trækkes gennem flotte vistaer og kantede figurer. I disse omgivelser er nuancerne gemt bort, og alt fremgår monokromt. Plottet slanger sig forudsigeligt af sted i sit kedsommelige søndagstempo, båret af in-game mellemsekvenser som tydeligt udstiller såvel fortællingens som den tekniske inkompetence.

På trods af de åbenlyse forskelle mellem en PC og en konsol, så har udviklerne vendt det blinde øje til, og i stedet naivt konstateret at et FPS er et FPS. Derfor får vi kastet en direkte konvertering i fjæset - med alle de ulemper dette hiver med i sit slimede spor. Fjenderne danser rundt i et langt højere tempo end man selv kan mønstre. Dette krydres så med en masse vertikale bevægelser, og så har man en glimrende udfordring - hvis man altså har mus og keyboard. Det fungerer bare ikke særligt godt med et keypad, her kæmper man konstant med styringen, og fanges ofte i frustrationens sidespor. Til at opveje dette så har man nærmest fået omnipotent styrke, så man tromler af sted som en anden tank. Paraderne er nede og overblikket gemt bort, imens man pløjer sig vej gennem fjenderne. Det kan bedst sammenlignes med en gang Serious Sam, og det koncept holder ikke særligt godt på en konsol. Når vi nu har set hvor fremragende udfordringen kunne strikkes sammen i eksempelvis Halo, så er dette et kvantespring tilbage i tiden.

Uden nogen form for omtanke bevæger man sig igennem de stereotype omgivelser - sjældent udfordret og sjældent underholdt. Selv på højeste sværhedsgrad - af to - er det utroligt let, og man skal være ekstrem slet, hvis man kommer i mål efter seks timers let løb på stedet. Med et slet skjult nik til genrens strømninger kan man gennemspille kampagnen i coop. Sværhedsgraden bliver selvsagt ikke højere af at man er to, og med hjernelamme modstandere har man heller ingen synergi af samarbejdet. Alternativt kan man bevæge sig ud på nettet, her venter fire kort på, at man selv og elleve andre tager en taktisk gang frag-fest. Konceptet er rigtigt godt, og er på overfladen fyldt med strategi. Det fungerer da også glimrende på PC med 32 aktører. Men med kun 12 aktører er mulighederne små, kortene for store samtidig med at det hele lagger lystigt.

Grafikken kan end ikke hive indtrykket op. Faktisk er det bemærkelsesværdigt så langt standarden er sænket siden PC-versionen. Det er tydeligt, at der ikke er sket en optimering. Mens landskaberne til tider kan være flotte, så er de nære omgivelser utroligt plørede og ensformige. Figurerne har et meget lavt antal polygoner og mangler simple mappings. Man betragter nærmest et hav af led og kanter. Musikken slumrer på gennemsnittet uden at blæse til episk kampånd. Dialogerne har enkelte guldkorn, men er tvivlsomt udført, og drukner ofte i den generelle støj. Unreal II er ganske enkelt et unødvendigt bekendtskab til Xbox, markedet er fyldt med langt bedre alternativer.