Unreal Tournament III

Jeg er ingen novice når det kommer til at fragge. Faktisk fraggede jeg overordentligt meget i årene '96-'99 - så meget, at jeg nåede at blive danmarksmester med min gamle Quake-klan. Efter '99 havde jeg slet ikke lyst til at fragge. Jeg prøvede at fragge i {{Quake II}} og {{Quake III Arena}}, jeg prøvede at fragge i Unreal Tournament og de efterfølgende 2k-udgivelser, men jeg syntes, genren var gået hen og blevet håbløs gammeldags. Og da jeg for et par år siden sad med {{Quake IV}}, vurderede jeg, at multiplayer-delen var sidste søm i kisten; arenabaseret deathmatch var lige så udvandet som klaphatte og trompetbukser...

... men så prøvede jeg Cowntastrajk, og nu er jeg glad igen. Tak, Cowntastrajk!

Glem det.

Mine første skridt i {{Unreal Tournament III}} blev taget i den nye kampagne, som kan nydes alene eller med op til tre andre spillere. Er jeg ikke dygtig? Det læste jeg bag på spilcoveret.

Nyde er måske så meget sagt. Efter at have suget den glimrende introsekvens til mig, blev jeg kastet ind i en arena og skulle kæmpe til døden mod min egen søster. Ja, jeg fik lov til at sprænge min egen søster i småstumper adskillige gange, og pludselig kom jeg til at tænke på Al-Qaedas træningslejr. Dejligt. Sådan fortsatte det altså; arenakamp efter arenakamp. Det ene øjeblik skulle jeg fange fjendens flag, det andet øjeblik skulle jeg duellere, og inden jeg havde set mig om, skulle jeg også dyste i spillets nye mode, warfare.

Kedeligt. Jeg besluttede mig i stedet for at hoppe online - for det er jo det, Unreal Tournament altid har handlet om; at uddele øretæver over nettet. Men det var ikke kun øretæver, der blev uddelt. Når jeg sad på lur i et hjørne med min snigskytteriffel, havde jeg rigelig tid til at kigge mig omkring - og jeg måtte da også erkende, at Epic Games nok engang har skabt et grafisk mesterværk. Spilmotoren er i øvrigt så godt skruet sammen, at selv dit gamle hakkebræt kan trække det uden problemer. Og så ser det jo nærmest blændende smukt ud, uanset hvad. Okay, Tanggaards gamle 286'er ville nok ikke kunne køre det optimalt.

RAMPAGE!

Men hvor pokker har Epic Games gemt den ellers glimrende assault-mode? Og hvorfor skal der være deathmatch-baner, der piller ved tyngdekraften og lader spillere flyve rundt i vægtløs tilstand, til stor forvirring for alle? Hvorfor er bombing run røget i svinget? Og bliver det jul i år? Ingen ved det.

Jeg ved dog, at den nye warfare-mode sagtens kan råde bod på assault og bombing runs fravær. Og nu er jeg egentlig ikke typen, der gider udpensle kedelige, tekniske detaljer om, hvordan du skal forbinde forskellige punkter på kortet således at du får adgang til fjendens generator, og derefter kan skade den. Jeg gider egentlig heller ikke fortælle, at det her faktisk er en nærmest tro kopi af {{Unreal Tournament 2004}}s onslaught-mode - bortset fra, at der nu er et par ekstra strategiske punkter, som kan overtages. Gud, hvor jeg keder mig.

Det er vel egentlig også lidt ligegyldigt for Jer at vide, at disse ekstra strategiske punkter for det meste huser nogle temmelig drabelige køretøjer, herunder for eksempel den nye darkwalker, som minder mistænkeligt meget om de gigantiske striders fra {{Half-Life 2}}. Nu tier jeg stille.

Jeg kunne godt have været foruden kampagnen. Eller. Lad mig lige omformulere det; der er intet galt i at forsøge at fortælle en historie og kaste spilleren ind i et par arenaer, hvorefter denne skal dræbe et par bots, og herefter slavisk hives videre til næste bane. Men jeg havde altså ikke fældet en tåre, hvis spillet havde været foruden denne mulighed. Mellemsekvenserne er da meget nuttede, og muligheden for at spille med op til tre andre spillere er kærkommen - men det kunne altså ikke få mig til at danse en frydefuld glædessalsa. Kun David Owes hoved på et spyd kunne... glem det!

Til gengæld fik de spritnye køretøjer mig tit og ofte til at udføre en glædesdans. Den såkaldte darkwalker, fik en særlig plads i mit hjerte, og jeg har ikke andet end gode minder om alle de intetanende spillere, jeg har tværet ud med dens dødsensfarlige laserstråler. Nogenlunde samme fornemmelse sad jeg med, da jeg prøvede kræfter med de fleste andre nye køretøjer. Særligt det nye hoverboard var en fornøjelse at fræse rundt på. VEHICULAR MANSLAUGHTER! To af dem, tak!

Men hvordan føles det så at fare rundt i arenaer og skyde med sin raketkaster til højre og venstre? Temmelig meget som det føltes tilbage i 2004, og for den sags skyld også 2002 - og det er helt i orden, for dengang føltes det temmelig godt. Indrømmet, ovenstående to spil kunne ikke holde mig fanget i længden, og jeg har da heller ikke tænkt mig at spille Unreal Tournament III i en uendelighed. Vigtigst af alt er dog, at jeg morede mig. Dejligt.

Du skal dog være forberedt på, at hvis du ikke har spillet nogen af 2k-udgivelserne, så kan det godt være, at du bliver en smule afskrækket af det ekstreme tempo, spillet foregår i. Der er dømt Duracell-kanin på speed gange ti, og så lige lidt mere til. Jamen, kaniner er da så dejlige og bløde, tænker du. Nej, ikke Duracell-kaniner på speed og med raketstyr i hånden. Pas på - sgu'!

Og således kommer vi så til det øjeblik i anmeldelsen, hvor jeg skal sige et eller andet, der enten får dig til at fare med hundrede i timen ud af døren for at købe spillet, eller slukker det sidste håb om, at det her spil rent faktisk er noget værd. Lad mig se. Hvordan skal jeg gribe det an. Jo, lad os i dag holde os til mulighed nummer et; nemlig, at du skal fare ud af døren. Okay, du behøver ikke ligefrem fare ud af døren. Gå ud og tag din jakke på, husk paraplyen hvis det regner (og hvis du hedder Tanggaard, så husk din stok!), og vandr stille og roligt mod dit nærmeste butikscenter, gågade, eller hvad der nu end er nærmest. Unreal Tournament III bør ejes af enhver, der har spillet de tidligere spil, og som har tænkt "Very nice!". Nybegyndere kan også snildt starte her, omend de skal være opmærksomme på, at tempoet overstiger ti Lotte Heiser med munddiarré. Kom så i gang med at fragge, du!