Unreal Tournament III

KABOOOOM lyder det, efterfulgt af et fugtig splat, da min raketkaster flår min nærmeste modstander i tusind stumper og lader hans organer regne udover asfalten. Lynhurtigt bliver der skiftet om til sniperriflen og uden knapt at bruge kikkertsigtet, kløver det affyrede skud gennem luften og rask separerer hovedet fra resten af kroppen på min fjerneste modstander. Et selvglad smil spreder sig ufrivilligt på mine læber, men da jeg skal til at fremvise en altid elsket pelvic thrust for at cementere min suverænitet, forvandles skærmen til en grålig, sløret masse og jeg falder til jorden. Hele min krop blev lige sprængt væk under mig, men der er ingen tid til at sunde sig, for jeg er allerede inde i kampens hede igen.

Før Marcus Fenix blev Epics kæledægge, var det kun de store brød fra Unreal turneringen, der spillede med de enorme overarme. I årevis gik Turneringen sin sejrsgang over alverdens harddiske og LAN-forbindelser og på grund af det hæsblæsende tempo, havde Unreal meget svært ved at finde et ordentligt fodfæste på konsollerne, men det er heldigvis sket nu. For det er netop tempoet og splitsekundreaktionerne, der gør Unreal Tournament til en oplevelse der hænger ved og for første gang er det endelig lykkes at retfærdiggøre styringen på et joypad. Efter et par timer med Unreal Tournament 3 vil Halo 3 føles som pensioniststavgang op ad bakke.

Normalvis byder Unreal Tournament kun på multiplayer, men denne gang har Epic gjort et større nummer ud af en decideret singleplayerdel, men uden at overdrive kan jeg sagtens sige, at der er lang vej igen før Unreal bliver noget værd uden en netværksforbindelse. Kampagnen falder midt mellem at være botkampe med indlagte cutscenes og at være verdens længste tutorial. De mange baner, våben og køretøjer introduceres gradvist, men historien, der skulle hægte alle kampene sammen, er umådelig spinkel og det bliver ret hurtigt monotont.

Nej, det er online at oplevelsen skal findes og hvilken oplevelse, der venter dig her. Unreal Tournament har altid kunne prale med et helt utroligt tempo, og få ting får hjertet så højt op i halsen på dig, som en virkelig tæt capture the flag-kamp i Unreal-universet. Endnu vigtigere end tempoet, er balancen dog. Balancen mellem våbnene, køretøjer og banerne, er hvad der virkelig afgør et onlinespils succes og her kommer Epic igen uhyggeligt tæt på perfektion. Blandt banerne er alt lige fra trænge hangarlokaler velegnet til lynhurtige deathmatchkampe, og kæmpemæssige strækninger hvor de tunge køretøjer dominerer billedet. Kun enkelte capture the flag-baner skuffer mig lidt, da symmetrien i banerne, til tider er så påtrængt, at det nogle gange virker som om, der kun blev lavet en halv bane, der så bare blev spejlvendt og copypastet ind.

Våbnene har næsten ikke ændret sig igennem årene og alligevel er de stadig herlige at uddele død og ødelæggelse med. Det samme gælder køretøjerne. En fremadmarcherende Darkwalker, der åbner ild mod alt på sin vej, er nok så skræmmende, men dens svage punkt er så fremstående at den selv til fods er en overkommelig opgave. På bedste Tour de France-manér, er det det også muligt at dope sig med forskellige powerups, men igen gør ingen af dem dig stærkere end en hurtigere modstander kan liste sejren fra dig alligevel.

Det eneste jeg reelt sidder og mangler, er nye måder at spille dette herlige voldsorgie på. Med kun seks forskellige spilmodes, hvoraf Warfare som nyeste skud på stammen, er den eneste, der ikke kan betegnes som klassisk, tvivler jeg på om Unreal Tournament 3 virkelig kan bibeholde interessen på sigt. Det er sjovt at sprænge folk i småstykker, ingen tvivl der, og Unreal har altid bygget på få, men solide dyder, men manglen på variation lægger en dæmper på begejstringen.

Som trøst til Xbox-ejerne for den lange ventetid, har Epic tilføjet 360-versionen en del nyt indhold. De nye baner er værdsatte, men vigtigst er dog den nye mulighed for co-op, både on- og offline. Den halvkedelige kampagne bliver piftet lidt op af at spille den med en kammerat, men igen er det online at forskellen skal findes. Det er mig stadig hovedrystende hvordan Epic kan få så detaljerige og imponerende baner til at køre fuldstændig flydende online med to spillere på samme skærm, når andre udviklere knapt formår det samme med en enkelt spiller. Epic blev nødt til at optimerer deres berygtede Unreal 3 motor, for at co-op kunne fungere flydende og jeg skal love for at det yderste presses ud af den. Designet, udformningen og detaljerigheden på de enkelte baner, er hver især mundlammende. Baggrundene karakteriseres af alt fra knejsende bjergkæder til slidte industribygninger. Antallet af baner er så højt, det næsten er latterligt og at det hele ud fra et teknisk synspunkt, kører så godt som fejlfrit med meget få problemer, er imponerende.

Det er brandærgerligt at Microsofts tåbelige politik, har gjort at muligheden for at lave sit eget brugerskabte indhold, er blevet fjernet fra Xbox 360-versionen, men den samlede mængde af indhold, er dog så imponerende, at man ikke kommer til at savne funktionen foreløbigt. Unreal Tournament er for spilverdenen, hvad krokodiller er for evolutionen: Begge nægter hårdnakket at udvikle sig det mindste, dog ikke pga. stædighed, men fordi ingen af dem har brug for det. Unreal Tournament 3 er på mange måder fuldstændig ligeså originalen, som jeg sad og skamspillede for snart ti år siden, men det er stadig ligeså underholdende, og det er i sidste ende det, der betyder mest.