Untitled Goose Game

En gang imellem kan det være nødvendigt at lægge AK-47-riflen fra sig, at sætte dystopiske alien-invasioner på pause, og slippe rattet i Nissan GT-R'en. Vi har brug for afbræk fra de faste formler, de forventede fortællinger og de generiske set-ups en gang imellem, så vi i kan sætte pris på det næste store interaktive spektakel der rammer butikshylderne verden over.

Og det er præcis sådan en stikpille som Untitled Goose Game er. Her kan du roligt trække stikket fra den brede spilbranche, og egentlig bare nyde i fulde drag at du er en ondsindet gås, hvis eneste mål i livet er at gøre tilværelsen sur for en række intetanende og helt igennem uskyldige engelske landsbyboere.

Vi kan lide så godt skære ind til benet fra start af. I Untitled Goose Game er du en gås, og den gås er mildest talt et røvhul. De diverse lokationer i den lille engelske landsby er konstrueret som en slags Hitman-baner, hvor dit singulære mål er at skabe så meget besvær som muligt. Det kan være en gammel, slidt gartner, der bare beder om simpel ro til at vande sine bede, eller en lille dreng der bare leger på gaden. Med andre ord ånder do ro og fred i Surburbia, indtil gåsen kommer.

Det er op til dig at skabe uro, sorg og besvær, og det gør du ved simpel styring, som egentlig består af bevægelse, det at kunne samle ting op med næbet og at skræppe som bare fanden - du ved, bare for at slå fast at vi her har med en nar af en gås at gøre. Hver eneste sektion består af en checkliste af mål, såsom at få drengen til at tabe sin briller, for så at stjæle dem, eller at ødelægge et uskyldigt pars frokost ved at smide deres mad i søen. Selvom målene virker relativt lige til, så kan hver eneste situation simuleres på et hav af forskellige måder, takket være en relativt dynamisk kunstig intelligens. Byboerne har gøremål og adfærdsmønstre, og meget af verdenen simuleres med semi-ægte fysik, så det er op til dig at designe din egen tilgangsvinkel.

Det er måske ikke helt varieret nok til at man kan sige at spillet er designet til adskillige genspilninger, men det er uden tvivl nok til at skabe én uhyre underholdende og uforudsigelig oplevelse, hvor netop dine gåsestreger kan afvige kraftigt fra andres.

Apropos gåsestreger er selve oplevelsens identitet perfekt accentueret af både musik og grafik. Den noget nær håndtegnede streg er med til at understrege den tørre komik, og selvom musikken er sparsom, så er den designet til at føle situationens intensitet, så som du får ødelagt byboernes dag, så stiger klavertonerne i volumen.

Untitled Goose Game er hylende sjovt fra start til slut, men én central problematik er at den rejse er ret så kort. Vi klemte omkring to timers spil ud af titlen, og selvom visse titler sagtens kan føles helstøbte i sådan et tidsrum, så føles oplevelsen som en slags opvarmning til noget større, men så kører rulleteksterne. Vi kunne ærlig talt hurtigt mærke, at udvikleren House House her har fat i formel, som vi bare ønsker at se mere til, og derfor er det en smule ærgerligt at det ender så abrupt.

Faktisk er det nok til at vi trækker lidt mere ned end vi måske ellers ville have gjort. Untitled Goose Game er simpelthen så godt fundet på - vi ville bare ønske at der var mere af det, og at spillet føltes designet til at slutte hvor det gør, snarere end at... ja, bare stoppe ud af det blå.

Men støt endelig op om dette spændende, anderledes, underholdende og veldesignede koncept. House House har fat i den lange ende her, og aldrig skulle vi her på kontoret have troet, at det at være en mobbegås kunne være så sjovt.