Untold Legends: Brotherhood of the Blade

Sveden drypper ned af panden, mens knapperne på den lille sorte boks bliver tortureret i et febrilsk forsøg på at kæmpe mig ud af den horde af monstre, som overraskende lurede bag hjørnet i den mørke kældergang. Dette er "button-mashing" i ordets reneste forstand! Mens de sidste monstre får smagt hævnens sødme, indser jeg pludselig, at der faktisk ingen grund er til at ånde lettet op. For lige om hjørnet, kun et stenkast væk, venter endnu en horde af fjender, endnu mere kedelige end de første. "Det må være Lord Generious’ ustoppelige armé", gnækker jeg stille, men sandheden er dog en ganske anden og langt mere skræmmende. Velkommen til Untold Legends.

Sony Online Entertainments første PSP-eskapade, der lidt underligt er videregivet til Activision, har aldrig lagt skjul på sin genre. Det er et hack’n’slash, hverken mere eller mindre, en genre som gennem længere tid har været et stærkt debatteret emne. Genrens simple og til tider uhyggeligt generiske struktur, har ikke ligefrem modtaget stående bifald fra alle "ekspert"-gamerne, der ofte mener, det er udtryk for monoton, talentløs dumhed.

Nu skal jeg ikke rode mig ud i alverdens skænderier, men de kan sige, hvad de vil, for med Diablo-serien synes jeg nok, at Blizzard én gang for alle fik sat alle brokkerier på plads. Hvilken form for narkotika den berømte udvikler sprøjter i sine produkter, er mig stadig ukendt, men helt lovligt kan det ikke være. Desværre er det de færreste, der kan gøre kunsten efter, og når man først fejler, så er det ofte ret slemt.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg gik og småglædede mig til Untold Legends som et lanceringsspil til PSP. Ikke fordi, genren nødvendigvis tiltaler mig specielt meget, men det virkede som, at Sony her kunne præstere et spil, der var mere og andet end gennemført på en halv time. Et spil, som faktisk var et rigtigt konsolspil, klædt i fåreklæder. Men ak, hvor gør det ondt at tage fejl, for mine forventninger kunne ikke være meget længere fra sandheden. Bare de mindste håb, jeg havde til en helstøbt, solid historie, blev hurtigt skudt i sænk, da spillets introsekvens rullede for mine øjne, og det endte hurtigt med, at jeg trykkede desperat forbi de tekst-baserede dialoger. Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvem jeg er, hvor jeg befinder mig og hvad det hele egentlig går ud på, andet end jeg skal redde nogle mennesker og dræbe nogle monstre. Men egentlig er jeg også ligeglad, for historien er ufattelig ligegyldig.

Set i bakspejlet, så var det nu heller ikke historien, der gjorde Diablo så uendeligt vanedannende for min side. I stedet var det hele atmosfæren, stemningen og selvfølgelig den levende og fantastiske verden, man var en del af, og som sprudlede med fantasi og idérigdom. Man måtte bare udforske dette nye område, bare få den nye, utrolige magi og fortsætte i sin jagt på den evige opgradering. Alt dette mangler Untold Legends, så simpelt kan det rent faktisk siges. Den iver fra Diablo-tiden er intetsteds at finde. Hele verden, monstrene og våbnene er så uinspirerende, at et mindre gab hurtigt kan hæfte sig, og jeg har sjældent følt en lyst til rent faktisk at avancere i spillet.

Jeg er udmærket klar over, at det kan lyde ret voldsomt og vredt, men jeg synes efterhånden, at Sony har overdrevet i sine hurtige PSP-udgivelser. Alligevel må det påpeges, at Untold Legends langt fra er den værste af disse, og faktisk godt kan byde på en smule kompetent underholdning. Hvis du ellers kan holde baggrundsstrengene ud, der lyder som middelalderens svar på irriterende elevatormusik, og er fuldstændig ligeglad med, at det ene monstre efter det andet er så kreativt dødt, at enhver kunstner ville få hjerteslag, så gemmer Untold Legends måske på lidt kompakt hack’n’slash, der er værd at spille.

Den trådløse co-operative del, der tillader op til fire samtidige spillere, er bestemt et af spillets vigtigste facetter, og har du nogle venner ved din side, så er det faktisk slet ikke så ringe endda. Blandet med en solid grafikmotor, masser af våben og rustninger, der kan findes på vejen, og ikke mindst de tilfældigt skabte baner, så kan Untold Legends muligvis finde en fast plads i maskinen. Dette er dog ikke sket for mit vedkommende.

Untold Legends teoretiske tiltrækningskraft preller fuldstændigt af, og der skal tyve okser for at slæbe mig hen til spillet - bogstaveligt talt! Jo jo, der er vel en vis idé med at slagte tonsvis af morderiske horder, finde en masse udstyr på vejen og opgradere sin karakter - er det ikke det, jeg dagligt gør i World of Warcraft, og som fik mig til at sidde foran skærmen i hundredvis af timer med Diablo 2? Jo, kære Sony, men de spil har atmosfære, flyder over med fantasi og suger næsten sjælen ud af kroppen på dig. At Untold Legends gerne skulle have haft samme funktion, betvivler jeg ikke i et sekund, for spillet har simpelthen ingen sjæl.

-----------------------------------------------------------------------------------

Læs også disse PSP-anmeldelser:

Wipeout Pure
Lumines
Archer MacLean's Mercury
NBA Street Showdown
NFL Street 2 Unleashed
F1 Grand Prix
Ridge Racer
" target="_blank">http://www.gamereactor.dk/texter/?id=60360"> Need for Speed Underground Rivals </a>
Everybodys Golf
Untold Legends: Brotherhood of the Blade
Ape Academy

Og husk vores beta-test:

Daxter