Urban Chaos: Riot Response

Forholdene i byen er kaotiske. Banden The Burners plyndrer og myrder ganske umotiveret. Banden er byens største, men langt fra den eneste. Situationen er efterhånden så tilspidset, at politi, brandfolk og førstehjælpere ikke har en jordisk chance for at følge med. Myndighederne har i realiteten mistet grebet om byen. De respektløse psykopater kan sådan set gøre, hvad der passer dem.

Borgmesteren ser ingen anden udvej end at indsætte specialenheden T-zero, og i skoene på enhedens kontroversielle frontfigur, Nick Mason, har jeg fået ordre til at erobre byen tilbage - uanset prisen. De etiske spørgsmål tårner sig op foran mig, og byens glødende humanister og borgerrettighedsforkæmpere har svært ved at forstå, hvorfor bandevold besvares med politivold. Det er uacceptabelt, mener de. Men som Mason siger: "Bare vent til de har stirret ned i løbet på et af bandemedlemmernes geværer, så kommer de på andre tanker".

I dag den 22. september har The Burners sat det sociale boligbyggeri Angel Hights i flammer. Et angreb på områdets socialt udsatte taler sit tydelige sprog. Jeg tror ikke, disse personer ville forstå betydningen af ordet empati, om de så fik det skåret ud i pap. En "burner" har forskanset sig bag et stort maskingevær og afholder politiet fra at komme de nødstedte borgere til hjælp. Jeg beskytter mig bag mit specialudviklede skjold, finder snigskytteriflen frem og sender et projektil af sted med skurkens hoved som modtageradresse. I en kort slowmotionsekvens ser jeg hans hoved eksplodere, mens han falder livløs ned på knæene og flader ud på maven. Både jeg og Havok-fysiksystemet har udført dagens første gode gerning.

Jeg begiver mig mod bygning F og møder en såret politibetjent. Jeg beder førstehjælperen lappe ham sammen. Med brandmand Johnson ved min side, træder jeg ind i bygningen, hvor flammerne breder sig og røgen presser sig ned i luftvejene. På med røgdykkermasken, som er udstyret med infrarøde briller. Jeg hører hosten nogle værelser væk og får Johnson til at slukke brande og nedbryde døre for at få den nødstedte reddet ud blokken, alt imens burnerbanden skånselsløst skyder til højre og venstre, farer frem med motorsave og kaster molotovcocktails. Deres evige "diiie, Mason" siger mig, at jeg er uønsket, men jeg tror nu mere, at de er nervøse. Nervøse for, at jeg får sat en stopper for deres blodtørst og hærgen.

Det må allerede nu stå lysende klart, at Urban Chaos ikke er et typisk FPS-spil. Nok er gameplayet ikke genredefinerende, men scenariet er usædvanligt. Urban Chaos har et spraglet våbenudvalg og masser af foruroligende fjender, som intet normalt tænkende menneske ville have nogen skrupler over at meje ned, men udvikleren, Rocksteady, har lagt en interessant og vedkommende indgangsvinkel. Hvis der herskede borgerkrigslignende tilstande i en hvilken som helst civiliseret by, ville førstehjælpspersonale og brandfolk spille en ligeså væsentlig rolle som politifolk, militær og specialenheder. De ville bare have to modsatrettede formål.

Jeg føler mig varm indeni, når jeg har ført en brandmand med en røgforgiftet borger på ryggen ud af en etageejendom, eller reddet en fange ud af kløerne på skurkene. Dét at kunne give ordrer til og beskytte plejepersonale og brandfolk, giver spillet sit eget særpræg og gameplaymæssig variation, og leder til taktiske overvejelser i en genre, der gerne kun fokuserer på våben og blod. Skønt blod ikke er en mangelvare. Faktisk står spillets overdrevne vold i skærende kontrast til de menneskelivsreddende handlinger. Man har lige risikeret liv og lemmer for et medmenneske, hvorefter man massakrerer al modstand. Spillets mange slowmotionsekvenser, hvor du takket være Havok-motoren ser fjendens livløse krop blive kastet tilbage, mens spandevis af blod vælter ud, er enormt tilfredsstillende. Plat, grafisk blær og nytteløs vold? Måske, men det er helt i tråd med den voldsspiral, der kører i ring fra start til slut.

Vold avler vold. Det betyder dog ikke, at vold er den eneste udvej. Du har altid en strømpistol på dig, så du kan lamme fjenden i stedet for at dræbe ham. Faktisk får du medaljer for at bruge strømpistolen og ikke altid tage livet af folk. Arrestation af bandeledere, hovedskud, lokalisering af bandemasker og evnen til at holde sig i live, belønnes også med medaljer, som efterfølgende omsættes til skjold- og våbenopgraderinger, små bonusmissioner og granater. Hver bane har rundt regnet samme bonusmål, men da du næppe gennemfører samtlige første gang, er der god grund til at vende tilbage til overståede baner på et senere tidspunkt.

Ser man bort fra redningsfolkene og det Counter Strike-inspirerede politiskjold, er Urban Chaos et gængs, men underholdende FPS-spil. Historien, som fortælles af CNN-klonen Channel 7, omhandler alle mulige hist-op-og-kom-herned-historier om store firmaers rolle i bandeoptøjerne, borgerrettighedsforkæmperes fordækte spil for at træde ind i magtens korridorer, og andre uvedkommende nyheder. Nogle fjender forstår at krybe i skjul, mens andre tordner frem, måske i den tro, at de er omgivet af et uigennemtrængeligt kraftfelt, og skjoldet sørger for, at man altid kan beskytte sig, når situationen spidser til.

Urban Chaos er flot, velproduceret og voldelig FPS-action med en menneskekærlig overbygning. De nye tiltag til trods, så er spillet ingen wow-oplevelse, men byder ikke desto mindre på god, intens underholdning. Rocksteadys Urban Chaos: Riot Response er en hæderlig debut. Så enkelt kan det siges.