Urban Freestyle Soccer

Nu har vi været vant til at se fodboldspil som et spørgsmål om stadigt mere realistiske udgaver af stadions, spillere og hold i den klassiske udgave af spillet. Derfor er Urban Freestyle Soccer i sit udgangspunkt et friskt pust - men holder det nu også i længden? Fjernt fra de gigantiske fodboldarenaer i nedslidte beton-kvarterer finder man det miljø og den kultur, der ligger til grund for Urban Freestyle Soccer. I spillets verden bliver stridigheder mellem bander således afgjort, ikke ved gadekampe og skyderi, men med en bold, en bane - om end den er på størrelse med en tennisbane - og de net, der omgiver banen.

Holdene er på fire spillere, der er ingen dommer - og dermed er der åbnet for tacklinger af den grimmeste slags og for ligefrem at samle noget af det skrammel op, som typisk flyder på og uden for banerne, og simpelt hen slå modstanderen med det. Selve spillet er på grund af banens beskedne længde mere præget af tricks og artisteri end af lange træk op af banen. Brøndbys nu pensionerede Kim Vilfort ville ikke have haft en chance i den verden! Til gengæld er artisteriet udgangspunkt for tildeling af skill points, som ud over målene er med til at afgøre hvem, der vinder. En grundig tutorial guider spilleren igennem spillets moves og udstyrer til sidst holdet med upgrade points, som kan benyttes til at udvikle standard-egenskaberne.

Spillets rummer fem game modes. Turf wars går ud på, at spillerens på relativt fredelig vis skal vinde over holdene og dermed også vinde kontroller over de 10 street-territorier i spillet. Home turf vender denne situation, og nu skal spilleren forsvare eget territorium mod de øvrige hold. I Versus-mode kan spilleren frit vælge hold og modstander, mens Freestyle går ud at vinde ved at opnå det højeste antal skill points. Endelig er der Street Challenge, som er en regulær turnering for gadens fodboldhold.

Disse game modes føjer ikke afgørende variation til spillet. Dog er der udmærket stof til råben, skrigen og heftigt tamperi i gamepads, hvis man samler et par kammerater og en pose øl omkring computeren. Optjeningen af skill points ved f.eks. at udføre combos af tacklinger, pasninger, skud og tricks ser rigtig og spændende ud på papiret. Et såkaldt netbuster meter bliver fyldt op i takt med, at spilleren udfører tricks, scorer mål eller tackler modstanderen. Når det er fuldt, kan man udføre et særligt netbuster-skud mod modstanderens mål. Skuddet har en helt speciel kraft og kan i praksis ikke stoppes, alt i alt en gimmick, som er ren arcade med flot udførte animationer.

Lydsiden bliver båret af originale numre af blandt andet Buju Banton, Feeder og TLC. Hertil kommer et bredt udvalg af storbyens lyde og så selvfølgelig de ’seje’ oneliners, som spillerne på banen tilsyneladende ikke kan løbe tør for.

Desværre er styringen af spillerne alt i alt både træg og upræcis. Det betyder, at man sjældent har den helt store fornemmelse af, hvordan man bedst styrer sine spillere mod mål. Det hjælper bestemt heller til at dæmpe frustrationerne, at spillerne alt for ofte ikke reagerer på de tastekombinationer, der ellers burde lade dem udføre de særligt pointgivende tricks. Dertil kommer, at flere af kampene er noget nær umulige at gennemføre. Nok kan man støt og roligt udvikle sit holds egenskaber og nok er det en udfordring, hvis spillet ikke sådan lige er overstået efter den første halvanden times. Den beskedne variation og den frustrerende styring gør imidlertid Urban Freestyle Soccer til en god idé, der ganske enkelt ikke er ført ordentligt ud i livet.