Dansk
Gamereactor
anmeldelser
V Rising

V Rising

Stunlock har arbejdet hårdt på deres vampyrspil i en rum tid, og nu forlader spillet Early Access.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Hvis man mikser Diablo med Minecraft, vil man få noget i retningen af V Rising. Noget, der så mundret kan beskrives som et isometrisk action-RPG med survival-elementer. Et sjovt kampsystem blandet med et dybt byggesystem, toppet med gotisk vampyrmytologi, skaber et ret solidt spil, der skiller sig ud fra mængden, men det har også tendens til at virke trægt og vækker til tider mindelser om lidt ærgerlige spilmekanismer fra et mobilspil. Efter godt to år i early access fik vi adgang til spillets beta op til lanceringen af den fulde version.

Som vampyr vågner du op fra 100 års dvale og skal genopbygge dit rige og sprede dine mørke vinger over landet. Udover en kort introsekvens starter spillet lige på og hårdt. Man starter med at smadre et par skeletter med sine klør, samle deres knogler op og konstruere sit første sværd ud af benstumperne. Det er allerede her, at det står klart, at selvom det ligner et spil som Diablo, så ligger der noget helt andet i grundstenene i V Rising. Her er ikke noget loot, ingen dungeon runs for at finde bedre udstyr. I stedet er din vampyr en gedigen håndværker, der kan bygge et helt slot op med sine blodfattige hænder.

V Rising
Dette er en annonce:

Der er ikke som sådan en større historie, der bliver præsenteret. Mest af alt, fordi at spillet er tiltænkt at skulle spilles på servere med op til 40 andre spillere, som enten kan arbejde sammen eller bekrige hinanden. Der er placeret en mængde bosser rundt omkring på kortet, og disse er rangeret i en aktstruktur, akt 1, 2 og 3, som kan tage sig ud som historien. I grunden er det dog mest af alt en rangering efter deres niveau og sværhedsgrad, men det kunne have været fedt at få dem præsenteret med lidt mere kontekst. Alle disse bosser genopstår desuden efter noget tid, så hvis andre spillere allerede har besejret dem, betyder det ikke, at de er væk.

I og med at vi spillede i beta, har vi ikke oplevet, hvordan alt dette tager sig ud på en fuld server, og for at gå mest muligt i dybden med spillets ret omfangsrige byggesystem, valgte jeg at spille meget af tiden alene for ikke at blive angrebet af mere erfarne vampyrherskere, der vil plyndre mig og brænde mit lille slot ned.

Jeg kæmpede lidt med, om jeg skulle beskrive spillet som en Bygge-/overlevelsessimulator med action-RPG-elementer eller et actionrollespil med elementer af en Bygge-/overlevelsessimulator. Når du er ude og jage monstre eller lede efter et offer, du kan suge blod ud af, er det mest et ret så engagerende action-RPG, men inden længe finder du dig selv mere alla en slags Dracula-håndværker dybt i ressourcehåndtering. De to forskellige grundelementer i spillet er både til dets fordel og ulempe.

V Rising
Dette er en annonce:

Ressource- og byggesystemet er ret godt, overraskende fleksibelt og dybdegående. RPG-elementerne føles en anelse mere tyndbenet, men selve kampene er hektiske og sjove. Det er overgangen mellem de to, der ofte kan modarbejde hinanden, hvis vi taler fun-factor. Måske har man lige været i en adrenalinpumpet kamp med en boss, som man ikke kan besejre, så man tager hjem til sit stødt voksende slot for at opgradere sit sværd, for så at finde ud af, at det ikke kan lade sig gøre, da du mangler forfinet kobber. Okay, så må man lave noget forfinet kobber, men inden da skal du naturligvis have noget kobber, og du skal også have noget træ, som lige skal slibes til planker, osv., osv. Det er ikke, fordi det er dårligt i sig selv, men det er ikke sikkert, man lige orker at lege byggekonstruktør, når man er dybt optaget af at besejre monstret ude i skoven.

Der er en ret unik synergi mellem spillets to hovedelementer. I stedet for at høste erfaringspoint for at blive stærkere, skal du samle ressourcer sammen, så du kan udbygge dit slot - senere måske et helt rige - og få bedre udstyr. Dit niveau i forhold til bosser skal hovedsageligt ses i sammenhæng med niveauet af dit grej. Det betyder dog ikke, at man ikke kan opbygge sin karakter, men i stedet for erfaringspoint, sker dette ved, at du drikker blod fra andre væsener. Du kan drikke blodet fra alt fra en lille rotte til et stort monster, og alt afhængig af hvad du sidst har drænet, får du bonusser. Besejrer man en boss og drikker dens blod, kan man få nye magiske evner, som er permanente.

Sammenspillet med at opbygge sit rige og drage ud efter nyt og bedre blod fungerer i grunden ret godt. Grundsystemerne virker bundsolide og gennemtænkte, men det kan også blive meget tungt at danse med. At skulle putte ressourcer i en maskine for at kunne lave noget, man skal putte i en anden maskine for så endeligt at kunne bygge det, man vil, kræver, at man tager sig god tid. V Rising er ikke et spil, du lige hopper ind i i 15 minutter og hakker og stikker nogle monstre ned. Jeg var flere gange ved at blive træt af konstant at blive slået ihjel, fordi mit udstyr ikke var stærkt nok, netop som jeg var på vej ud for at finde ressourcerne til at forbedre selvsamme udstyr. Alt det, du har på dig, når du dør - undtagen dine våben - bliver desuden liggende på gerningsstedet, så du skal trave tilbage for at få fat i alt det, du lige har brugt tid på at samle ind. Det er faktisk ikke, fordi det er skidt overhovedet, det er bare meget omstændigt og tager tit pusten ud af et ellers godt kampsystem. Jeg ved ikke, hvordan balancen ellers kunne have været ramt, eller om den overhovedet bør være anderledes, men dette er et spil med mere hamring og bankning end hakning og stikning.

V Rising

Det skal dog siges, at du kan konstruere din spilsession, som du vil, næsten på alle parametre. Man kan indstille, hvor meget man kan bære, hvor mange ressourcer man høster fra tingene, og hvor meget skade du giver og tager, ved at indstille en multiplicering. Ligeledes kan man indstille, hvor mange andre spillere der kan være på serveren, og om de kan angribe hinanden. Der er altså rig mulighed for at finjustere ens oplevelse. Problemet er bare, at det lidt kan føles som snydekoder og forvrænge den sværhedsgrad, som helt tydeligt er meningen, spillet skal have. Som sagt spillede jeg mest alene i denne beta, men V Rising er fra bunden designet til at kunne spilles med andre, både som venner og fjender, og jeg kan sagtens forestille mig, at det er sjovt - og lidt nemmere - både at få bygget sit slot og besejret fjender, hvis man har et par venner med. Mængden af muligheder for, hvordan man kan bygge, er ret så stor. Stilen er selvfølgelig den klassiske gotiske gyserstil, men man kan bygge sit slot i flere etager, dekorere det, og man kan forføre landsbyboerne og gøre dem til ens tjenere. Mulighederne er mange, og samler man en ven eller to, har man en rigtig god oplevelse i vente - hvis I alle er væbnet med lidt tålmodighed.

Til sidst er det værd at nævne - med det i mente, at jeg ikke har testet, hvordan de store multiplayer-servere kører - at spillet er i en glimrende teknisk tilstand. Selv spillede jeg det på Steam Deck på højeste grafikindstillinger med 45 fps, og på trods af mange små, lidt fnidrede menuer, er spillet tilpasset godt til controller.

Jeg kan sagtens anbefale V Rising. Det er velkonstrueret og -designet hele vejen igennem, men man skal gå ind med viden om, hvad spillet er og ikke er. Selvom kampen er sjov, er den ikke sjov nok til, at man ikke keder sig usigeligt, hvis man ingen interesse har i at bygge og håndtere sit slot. Men ønsker man sig et action-RPG ala Diablo, hvor man samtidig kan blive den mørke overherre og bygge sit eget rige, er V Rising den mest oplagte mulighed.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Solidt designet kamp- og byggesystem, charmerende gotisk gyserstemning.
-
Meget lidt historie og kontekst til verdenen, ressourcehåndteringen og sværdhedsgraden gør det til en lidt træg oplevelse til tider.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

2
V RisingScore

V Rising

ANMELDELSE. Skrevet af Jonathan Sørensen

Stunlock har arbejdet hårdt på deres vampyrspil i en rum tid, og nu forlader spillet Early Access.

0
V RisingScore

V Rising

ANMELDELSE. Skrevet af Claus Larsen

Stunlock forsøger sig med en innovativ blanding af et isometrisk perspektiv og survival-mekanikker, men det går bare ikke rigtig...



Indlæser mere indhold