Valiant Hearts: The Great War

Det er gode tider for spil som fortællemedie. Sidste år vandt The Last of Us stort set enhver pris, det kom i nærheden af, takket være en forrygende og dramatisk fortælling om overlevelse og menneskeligt forfald. Men hvad endnu bedre er, at det slet ikke er nødvendigt med blockbuster-budgetter, motion capture og tung 3D-grafik for at fortælle en god historie. Er fortællingen stærk nok, kan man viderebringe den med langt simplere midler, ja, i nogle tilfælde bliver den næsten så meget desto stærkere.

Det har vi set med spil som Papers, Please, som det forrygende Always Sometimes Monsters (og det nager mig at jeg ikke har haft tid til at anmelde det ordentligt endnu) og nu også med Ubisofts smukke og rørende Valiant Hearts: The Great War.

Spillet startede angiveligt som et hyggeprojekt, en håndfuld af folkene fra Ubisoft Montpellier syslede med i deres frokostpauser, men voksede hurtigt til et "rigtigt" spil, efterhånden som flere og flere af de ansatte fik nys om det. Og det er fuldt forståeligt, for Valiant Hearts er noget ganske særligt.

Som navnet antyder, handler spillet om Første Verdenskrig, en epoke der aldrig rigtig er blevet behandlet i spilform (andet end måske i nogle virkeligt langhårede strategispil), hvilket er paradoksalt, taget i betragtning hvordan vi på et tidspunkt var ved at blive kvalt i Anden Verdenskrigs-skydespil. Men Valiant Hearts er ikke noget krigsspil. Her er ingen glorificering af krigshandlinger, ingen ære at svælge i. I stedet koncentrerer det sig om de menneskelige omkostninger, om de personer, der er blevet hevet ind i krigen mod deres vilje, og som egentlig helst bare ville gå hjemme på gården.

Samtidigt demonstrerer det også med al tydelighed, hvor horrible og meningsløse mange af de taktikker, der blev brugt under Første Verdenskrig, var, og hvorfor vi er holdt op med at bruge giftgas, flammekastere og skyttegrave.

Vi følger fire hovedpersoner, hvis veje krydser hinanden gentagne gange i løbet af den fire år lange krig. Vi har den franske bonde Emile, der egentlig helst bare vil have familien samlet hjemme på gården igen. Hans tyskfødt svigersøn Karl, der bliver forvist fra Frankrig ved krigens start og tvunget til at kæmpe for den tyske hær. Amerikanske Freddie, der frivilligt har meldt sig til de franske tropper som del af et personligt vendetta. Og den belgiske sygeplejerske Anna, der prøver finde sin forsvundne far.

Alle fire får de hjælp af hunden Walt, der simpelthen er et af de kæreste og mest opmuntrende kræ, jeg har mødt i et spil.

Genremæssigt har Valiant Hearts mest til fælles med klassiske adventure-spil. Her er jævnligt actionsekvenser, jovist, der mest af alt handler om at undgå granater, maskingeværild eller vagter, men det er puzzle-løsning, der er spillets hjerte. Det kan for eksempel være at finde ud af hvordan man distraherer en bestemt officer, så man kan liste sig forbi, eller hvordan man får aktiveret en bestemt, til større og mere logiske puzzles såsom at flytte rundt på tandhjul eller rørledninger, så man skaber en bestemt forbindelse, der kan åbne for den videre færd.

De fire figurer har hver deres egne evner og mekanikker - Emile kan grave gennem blød jord, mens Anna ofte skal hjælpe sårede soldater gennem et lille rytmespil. Ofte må man også tage Walt til hjælp, til for eksempel at nå gennem snævre åbninger, aktivere fjerne kontakter (til en elevator, man selv står på, for eksempel), eller snige sig under røg eller gas for at hente en vigtig genstand. Det er simpelt, men puzzlesne er i langt de fleste tilfælde rigtig gode, ikke for lette men heller ikke uforståelige.

Over alt i omgivelserne finder man små collectibles, genstande der ikke har nogen betydning for gameplayet, men byder på små faktoider fra livet med krigen. Det dækker alt fra navneskilte og kommandofløjter til hjemmelavede smykker og breve hjem til familien. Ligeledes låser man op for historiske fakta om de omgivelser og slag, spillet foregår i. På den måde bliver Valiant Hearts en slags interaktiv historiebog, der - hvis man ønsker det - kan fortælle en hel del om Første Verdenskrig, man formodentlig ikke vidste.

Det kommer ikke i vejen for den rigtige historie, den om disse fire skæbner (og deres trofaste hund), der forsøger at slippe helskindet gennem krigens kaos, og er i stedet et fint og nydeligt supplement, der ikke føles forceret.

Tidligere på året havde vi et andet UbiArt Engine-spil forbi redaktionen, nemlig det eventyrlige Child of Light. Dengang kvitterede Magnus med et 10-tal. Det er oplagt at drage sammenligninger, men trods al den ros, jeg indtil videre har kastet efter Valiant Hearts, når vi ikke helt de samme højder. I sin kerne er her nemlig "kun" tale om et fint og solidt puzzle-eventyr, pakket ind i fantastisk præsentation og rørende historie. Nogle af actionsekvenserne kan grænse til det frustrerende, når man glipper en timing og dør det samme sted gang på gang.

Med andre ord har Valiant Hearts: The Great War altså mangler. Alligevel vil jeg uden forbehold anbefale enhver at spille det, for det byder på en smuk og respektfuld fortælling om en af de grusomste perioder i moderne historie. Det er tydeligvis et projekt, der er drevet af passion for emnet, af - og nu hiver jeg store udtryk frem - kunstnerisk nødvendighed. Uanset hvem du er og hvad karakteren nedenfor siger, så køb det til den foretrukne platform hurtigst muligt.