Valkyria Chronicles

Det ville være forkert at sige, at jeg altid træffer rationelle beslutninger, ikke mindst, når det kommer til de spil, jeg vælger, at sige ja til at anmelde. Uanset hvor mange opgaver, jeg har liggende foran mig, eller hvor proppet en hverdag, jeg har, har jeg nemlig svært ved at sige nej, når jeg får et spil med potentiale tilbudt.

Valkyria Chronicles, er et et af den slags rollespil, og potentialet stammer ene og alene fra den grund, at firmaet bag er Sega, et firma, der engang for lang tid siden stod for nogle af de bedste rollespilsoplevelser overhovedet.

Årstallet er 1935, men verdenen et parallel-univers, hvor de idylliske grønne enge står til snarlig udskiftning med krigens mange konsekvenser. Udtrykket er ren, akvarelmalet tegneserie, men historien og stemningen er som taget fra anden verdenskrig - og det virker.

Ragnite er den olielignende ressource, der får verden til at hænge sammen, og interesserne herfor er derfor så store, at en krig synes uundgåelig. Midt i det hele ligger det neutrale land Gallia, hvor hovedpersonen Welkin er på vej tilbage til, da jeg møder ham første gang.

Min interesse er allerede dalende da introduktionen af Welkin begynder, for vidste man ikke bedre, kunne han sagtens have været hovedpersonen fra et utal af andre, kedeligere rollespil. Overraskende er det dog, da han begynder at fortælle om sine interesser for naturlære, sin drøm om engang at blive lærer, og lettere modvilligt første gang griber til geværet. Welkin er ikke en typisk gennemskuelig rollespilshelt, som jeg kender dem bedst, og det er forfriskende.

Historien fortælles løbende, som læste jeg en tegneserie, og hvert lille panel foldes ud til en lille film, der fortæller den relevante situation. Det hjælpes på vej af, at den unikke grafik, der fra en kedeligere udvikler, havde været holdt til den gængse cellshading. I stedet har Sega fulgt tegneseriestilen til dørs, og udviklet en unik effekt, der får det hele til at se ud som var det skraveret med blyanter. Udtrykket er lækkert, og undlader man at fokusere på de til tider knap så detaljerede overflader, vil man hurtigt forsvinde ind det tætteste, nogen endnu er kommet på en spilbar tegneserie.

Med historie, grafik og levering på den rigtige side af delikat, er det dog herligt, at spillets stærkeste side er selve indholdet, og blandingen af strategi og rollespil. Har du forsøgt dig med spil som Final Fantasy Tactics eller Disgaea før, vil du genremæssigt vide, hvor vi befinder os. Men frygt ikke, for selv for alle os, der efterhånden er blevet lidt møre af genren, har Valkyria Chronicles en masse fornyelser at byde på.

Først og fremmest er brugen af CP- og AP-points. Forud hvor hver mission ses slagmarken som et kort, hvorfra både egne tropper, men også fjender, er markeret som små symboler. Hver gang en figur vælges, zoomes der ind på kortet, og kontrollen tages over figuren i tredjeperson, hvor også sigtet manuelt skal indstilles.

Man bliver tildelt et vist antal CP-points før hver runde, og at bevæge en figur, samt skyde, koster et CP point pr. omgang. Så snart en figur er valgt, er det AP-pointene, der gælder. AP afgør hvor langt, man kan bevæge sig, og har man ikke nok til at løbe tilbage i dække efter et angreb, bør man overveje helt at vente med angrebet.

Med i overvejelserne bør man også have, at alle tropper, på nær tanks, automatisk genoplader en del af sin energi for hver runde. Skulle man ønske, at tilføje yderligere til denne genopladning, kan man gøre brug af de gratis rationer, der i stedet for ressourcer, kun koster et CP-point.

Yderligere dybde tilføjes til spillet ved, at alle tropperne har hver deres personlighed, der igen kan have indflydelse på deres formåen på slagmarken. Nogen arbejder bedre sammen med mænd, andre kvinder, men nogle helt tredje har pollenallergi, og derfor snøfter, når de bevæger sig gennem græs. Disse små skavanker kan både være positive og negative, og der låses op for mange flere, jo længere man kommer.

Hvis det hele lyder lidt besværligt, er det kun indtil, du sidder med det mellem hænderne. Faktisk kunne jeg smilende erfare, at Sega har pillet en masse af de uheldige genresygdomme ud, som andre har ladet stå til i lang tid. Således stiger soldaterne i erfaringsniveau som type, i stedet for individuelt. Er der en Stormtrooper, der stiger til rang 5, stiger alle Stormtroppers til den samme rang, hvilket betyder, at man ikke skal gentage de samme missioner igen og igen, for at alle er på samme niveau. Det samme gør sig gældende for våben og udstyr, der bliver delt ud til alle af samme type, i stedet for den enkelte soldat. Nørkleriet er med andre ord pillet ud, og det klæder i den grad genren.

Med disse lækre fornyelser, kan det dog undre mig, at Sega ikke har gået det sidste skridt for at imødekomme genre-nybegyndere. Mange vil få et chok første gang en soldat må bide i græsset på slagmarken og man indser, at soldaten er mistet endegyldigt, hvis man ikke får dem reddet i tide. Her er der ingen genoplivningsprocesser eller hemmelige magier, og er soldaten død, forbliver denne sådan. Det kan også undre, at Sega ikke har givet muligheden for kronologisk at gå en omgang tilbage, når nu de alligevel har givet muligheden for at gemme mellem hver omgang.

Værst er dog, at spillet slavisk benytter sig af sten-saks-papir-balancen, i en sådan grad, at resultaterne, nogle gange er en smule ulogiske. For eksempel kan en tank skyde en anden tank i smadder med relativ lethed, men har problemer overfor almindelige fodsoldater, fordi spillets balance indikerer, at det ikke er dens styrke. Sådanne eksempler er der mange af, og den ellers lette tilgang til genren, lider herunder.

Valkyria Chronicles er et spil, der i sin tilgang til en ellers slidt genre, tilføjer en masse positivt, samt et miljø og historie, der vil gøre det mere tilgængeligt for nybegyndere. Genre-veteraner vil også have en masse godt i vente, om ikke andet, så fordi Sega har ladet sig inspirere mere af spil som Advance Wars og Fire Emblem, end det typiske Final Fantasy Tactics.

Kunne man have undgået den stringente balancering, samt en mere intelligent sværhedsgrad, ville vi også have kvitteret med en højere karakter. I stedet må Valkyria Chronicle nøjes med en varm anbefaling herfra, og tanken om at have glædet en ikke altid rationel anmelder.