Vampire: The Masquerade - Bloodlines 2 giver alligevel et solidt førstehåndsindtryk

Mere end to årtier efter udgivelsen af det første spil, og efter en turbulent udviklingsproces, nærmer vi os endelig lanceringen af Vampire: The Masquerade - Bloodlines 2. Jeg kan ikke sige, jeg var fan af originalen, da den lå lidt før min tid, men ethvert nyt RPG, der lover dybde i sine systemer og en original verden, vækker altid min interesse.

Vi startede vores demo helt fra begyndelsen af spillet, hvor vi vågner som vampyren Phyre. Det er forfriskende at give vores RPG-protagonist et mere erfarent præg. Phyre er ingen ny vampyr - de har været her længe, hvilket giver en følelse lidt á la Geralt af Rivia, og det betyder også at vi kan skippe hele det der origin story-præg. Det betyder at du i forvejen har en ekspertise i at bide halse og knuse kranier. For nogle kan det være en smule fremmedgørende, men efter utallige RPG'er, hvor man selv er ny i verdenen, er det rart at føle, at man allerede har tilhørt den i lang tid.

Mens vi sniger os gennem en næsten forladt lejlighedsbygning, bekæmper vi nogle ghouls, inden vi træder ud på Seattles snedækkede gader. Vi kommer dog ikke videre i historien, før vi taler med stemmen i vores hoved. Ligesom i Cyberpunk 2077 bliver du i Bloodlines 2 ledsaget af en usynlig stemme med et mysterie at løse. I modsætning til Cyberpunk føles mysteriet i Bloodlines 2 mere som klassisk detektiv-noir, og vores ledsager har endda den hæse stemme som en garvet politiveteran.

Noir-opbygningen af historien er fin, men jeg fandt dialogen med vores indre ledsager en smule akavet til tider. Selvom tonen antyder en person, der ikke taler meget, oplevede jeg, at han talte alt for meget. Med dusinvis af timers potentiel spilletid vil jeg ikke fælde endelig dom over ham endnu, men jeg fik ikke den umiddelbare forbindelse, som jeg oplevede med eksempelvis V og Johnny Silverhand.

Der var ikke meget tilbage at udforske i demoen, efter vi havde undsluppet vores første vanskeligheder. Det var sjovt at kigge nærmere på spillets forskellige klaner og oprindelser, og de forskellige egenskaber, de tilbyder, virker virkelig unikke. Jeg valgte en Tremere Mage og udnyttede langdistanceangreb som at forvandle en fjende til en blodgranat fra skyggerne. Et lækkert lille detaljerigt touch er, at når du har valgt din oprindelse, ændres dine angrebs- og idle-animationer en smule. Som Tremere brugte jeg for eksempel ikke mine næver længere, men pegede med pege- og langfinger, som små dolke, for at angribe fjender. Små detaljer som disse fik mig til at tænke over alle de forskellige måder, klanvalg, dialogmuligheder og mere kan påvirke et gennemspil.

Jeg spekulerede på de systemer, der kører bag kulisserne og holder styr på valg, der kan ændre din oplevelse fra andres. I den korte tid med spillet fik jeg ikke set disse systemer, men jeg fik forsikringer om, at de er der og tager noter bag scenetæppet. Mest oplevede jeg en slags Dishonored-agtig gameplay-blanding af action og snigeri, med en lidt mere aktiv rolle for protagonisten. Du behøver ikke kun skjule dig i skyggerne i Bloodlines 2, men mange spilestile og klaner får fordel af det. Det lyder måske ikke spændende for nogen, der vil have et rent RPG, men selvom Bloodlines 2 i starten er mere action-orienteret, har The Chinese Room naglet følelsen af at være en magtfuld natteskabning. Slag sender mennesker og ghouls flyvende mod vægge, og dine evner føles straks stærke, selv tidligt i spillet.

Hvor jeg stadig er lidt bekymret, er i spillets grafik og dybden af RPG-elementerne. Grafisk ser det ud til at ligge en generation bagud, og selvom grafik ikke er alt, opfordrer en smuk by ofte spilleren til at udforske den mere. Hvad angår systemdybden, ser alle de gode tegn ud til at være der på papiret, men kun efter mange timers spil vil man virkelig kunne se, hvor meget man kan præge verden og sin egen fortælling.

Overordnet er mine første indtryk af Vampire: The Masquerade - Bloodlines 2 dog positive. Spillet har affødt mange bekymringer gennem de seneste måneder og år, men The Chinese Room gør deres yderste for at trodse oddsene og levere en tilbagevenden til Masquerade, der føles tro mod det første spil. Om det er et fuldgyldigt RPG nok til at fastholde fans, vides endnu, men de første indtryk fortæller, at der er mere end blot overfladen.