Vampire: The Masquerade - Bloodlines 2

Jeg spillede Vampire: The Masquerade - Bloodlines for næsten 20 år siden. Så garvet er jeg, og så stærk står min forkærlighed for netop dette univers alle disse år senere. Jeg spillede det, da det udkom, og spillet var absolut ikke færdigudviklet. Jeg elskede hele præmissen om, at man var en del af det her vampyrsamfund, som bestod af forskellige klaner og racer, der skulle leve efter nogle regler kaldet "The Masquerade". Kunne man ikke leve op til disse regler, blev man udslettet. Der var ingen kære mor her, enten fulgte man reglerne, eller også blev man udstødt. Med andre ord; ligesom med så mange andre velfortalte spil, accepterede jeg "jank" til fordel for tæppetung stemning, og velkonstruerede narrativer.

Siden dengang har jeg spillet det mange gange, især efter at fans har lavet opdateringer og rettet de mange fejl, spillet havde ved udgivelsen, og kærligheden er lige så stærk som dengang. Nu er efterfølgeren så endelig ude, efter hvad der føles som en evighed, hvor spillet har været igennem et reboot, skiftet udvikler og været forsinket utallige gange. Så lad os se, hvad der venter os, der godt kan lide vampyrer. Spillet er udviklet af The Chinese Room og udgives af Paradox Interactive (og med White Wolf som medudgiver) Spillet udkommer den 21. oktober.

Vampire: The Masquerade - Bloodlines 2 er en meget tro efterfølger til det første spil. Man kan tydeligt mærke, at udviklerne har haft en oprigtig kærlighed til originalen. Hele formatet, strukturen og stemningen føles beslægtet.

Spillet starter i Seattle ved juletid. Byen er kold, sneklædt og badet i neonlys, der glitrer i de hvide gader. Her vælger man sin klan. Jeg valgte Toreador-klanen, ligesom jeg gjorde i det første spil. Hver klan har deres egne evner og styrker.

Historien starter med at man vågner op i en kasse i et varehus, og da kassen bliver åbnet, angriber man personen, der står foran én, og river struben ud på ham. Det viser sig at få store konsekvenser. For personen, man dræbte, var også en vampyr, en kriminalkommissær i politiet. Af grunde, jeg ikke vil afsløre her, ender han og spilleren med at være forbundet gennem historien. Man spiller som den såkaldte Nomad, en legendarisk vampyr, der har sovet i hundreder af år og nu pludselig vågner i Seattle, mens det er jul. Det bliver ens opgave, sammen med den førnævnte kommissær, at navigere i byens skjulte vampyrsamfund og undgå at bryde maskeraden, samtidig med at man prøver at finde ud af, hvad der foregår, og hvad det mystiske mærke på ens arm betyder.

Lad os ikke danse om den varme grød her. Historien er fantastisk. Man møder mange interessante karakterer, mens man bevæger sig rundt i det komplekse hierarki, der styrer byen. Hvis man skal nævne noget negativt, så er alt uden for hovedhistorien lidt tyndt, og det er ikke første gang at relativt åbne spil støder på den her problematik. Sidemissionerne føles som fyld. De går oftest ud på at hente, aflevere eller dræbe noget. Men hovedhistorien og de missioner, der knytter sig til de vigtigste personer, er til gengæld spændende og velskrevne - og det er de hele vejen igennem.

Der er mange fede personligheder. Lou Graham, Seattles tidligere Prince, er den forhenværende leder af byen og en af de mest fascinerende figurer i spillet. Hun plages af hallucinationer og ser varsler om vampyrernes undergang, kendt som Gehenna. Hun har givet sin magt videre til sin såkaldte "childe", men hun har stadig stor indflydelse på byens politik. Og Tolly, en Nozferatu, er både klog, intimiderende og overraskende charmerende. Hver karakter har deres særpræg, og de fleste af dem er fascinerende at lære at kende.

Man spiller endda som kriminalkommissæren Fabian mellem kapitlerne. Han efterforsker en sag kaldet The Rebar Killings, hvor både dødelige og overnaturlige væsner myrdes i Seattle. Disse sekvenser fungerer næsten som en noir-detektivhistorie og bliver flettet sammen med hovedfortællingen. Fabian har evnen til at læse mennesker og endnu mere interessant at udspørge objekter om deres position og historik. Man kan for eksempel føre samtaler med et flirtende arkivskab eller snakke med afdøde. Det lyder mærkeligt, men det virker, og dynamikken mellem Fabian og Nomad, der her hedder Phyre (Fire), fungerer virkelig godt.

Jeg har i tidligere anmeldelser snakket om det, jeg kalder "euro jank", den særlige følelse nogle europæiske spil har, hvor ambitionen er enorm, men udførelsen halter. Vampire: The Masquerade - Bloodlines 2 har lidt af det. For eksempel er historien og karaktererne stærke, men kampsystemet er kun tilforladeligt. Styringen føles lidt løs og upræcis. Når man slår eller sparker, rammer man tit ved siden af, og man kan ikke låse fast på fjenderne. Det gør nærkamp frustrerende. Jeg skal ikke kunne sige, om det føles bedre med controller, men med mus og tastatur føles det klodset. Jeg ved ikke hvor tit jeg kom til at løbe forbi min modstander i ren iver. Der er ikke noget der er decideret ødelagt her, og måske kan man med lidt buildcrafting nå et leje hvor du sammenkæder tilpas tilfredsstillende evner, men helt godt er det ikke. Det er faktisk ærgerligt, for antallet er evner er solidt, og de skaber alle alsidige spillstile og muligheder. For eksempel lærte jeg at snige mig ind på fjender og kysse dem, så de kortvarigt blev mine allierede. Når de havde gjort deres arbejde, samlede jeg deres våben op og skød videre. Det blev hurtigt en meget sjovere og mere taktisk måde at spille på. Da jeg endelig knækkede den kode, begyndte kampsystemet at åbne sig op og blive underholdende på trods af sin rodede natur.

For at opgradere sine evner skal man drikke blod. Men her betyder offerets følelsesmæssige tilstand noget. Man kan for eksempel drikke blod fra en kærlig, melankolsk eller aggressiv person, og det giver forskellige typer af point. I starten føltes det lidt fastlåst og besværligt at skulle finde folk i bestemte følelsesmæssige tilstande, men efter noget tid begyndte jeg at se det strategiske i det. Det bliver hurtigt risikabelt, for hvis man bliver set, mens man bider, bryder man maskeraden. Derudover kan man provokere folk til den sindstilstand med søger ved at skræmme, komplimentere eller kritisere dem. Det er ret fedt at man på den måde kan manipulere en NPC til at have det blod man leder efter. Maskeraden har tre stadier. Grøn betyder stilstand, gul betyder at man skal passe på, og rød betyder, at vampyrjægerne kommer efter én. Så man må planlægge nøje, vælge sine ofre og helst finde dem, hvor ingen ser det. Det er et fedt system, synes jeg.

Og her til sidst; immersive sim-elementer. Ja, de er her. Seattle er fyldt til randen med alternative veje frem til spændende lokationer, der byder på ekstra information, ressourcer eller til mere centrale mål. Særligt hovedmissionerne byder på den her iboende bevægelsesfrihed, men den spejles ikke helt i spillets sideindhold. Dog vil jeg slå fast her for jer der tørster efter flere immersive sim-oplevelser, så læner spillet sig ret meget op af de her designkonventioner.

Jeg har lært, at man aldrig skal sige aldrig, når det gælder performance. Da jeg anmeldte Borderlands 4, kørte spillet perfekt, indtil en patch ødelagde det fuldstændig, og vi stod i en prekær situation på Gamereactor. Der måtte vi forklare, at vi altså kun kan kommentere på egen oplevelse, og at denne så ikke endte med at afspejle den mange af jer endte med at få.

Her har jeg lidt den samme fornemmelse. Så okay, lad os igen være hudløst ærlige her. Jeg har et RTX 4090, og spillet kørte først ordentligt, da jeg slog frame-generation til. Det er en advarselslampe i sig selv. Så jeg vil ikke sige, at spillet kører perfekt for alle, men har man kraftig hardware, er man godt stillet. Jeg kan og vil ikke udtale mig om konsolversionerne, heller ej kan jeg gå dybere ned i performance, idet mine betragtninger og observationer pludselig kan blive gjort til skamme af en enkelt patch, eller en blind vinkel.

Grafikken er dog virkelig smuk. Når man løber gennem byen, og snefnuggene danser i neonlyset, er det en oplevelse i sig selv. Seattle føles levende, kold og stemningsfuld. Musikken skuffede mig en smule i starten. Jeg elskede soundtracket fra det første spil, og det var svært at acceptere det nye. Men efterhånden begyndte jeg at forstå, at Bloodlines 2 prøver at skabe sin egen identitet, og når man tænker på, at det første spil foregik i solrige Santa Monica, mens dette foregår i vinterkoldt Seattle, så giver det faktisk mening. Musikken passer godt til den nye tone. Stemmeskuespillet er lidt ujævnt. Hovedpersonen Phyre har en noget sær overlevering, men de fleste bipersoner gør det godt. De rammer ikke helt niveauet fra originalen, men stemmerne vokser på én undervejs.

Kan jeg anbefale Vampire: The Masquerade - Bloodlines 2? Ja, især til dem, der spillede det første. Historien er stærk, karaktererne er gode, og stemningen bliver bedre, jo længere man spiller. De to spil minder meget om hinanden. Det første var rodet, men elsket, og det samme kan man sige om toeren. Den har sine fejl, især i kampsystemet, men den har også sjæl og charme. Hvis man kan se forbi de tekniske skønhedsfejl og i stedet fokusere på historien og evnerne, så er der her et forfriskende pust i genren.