Vi anmelder Forza Horizon 5 på PS5

PlayStation-ejere har aldrig nogensinde kunne nyde Forza Horizon-serien før, men via Xbox' mere afslappede tilgang til platformeksklusivitet står vi overfor lidt af en anledning, eftersom serien ikke bare gør debut på en konkurrerende platform, noget der for bare få år siden synes utænkeligt, men det sker specifikt via Forza Horizon 5, en af de mest succesfulde Xbox-lanceringer nogensinde.

For alle jer der ikke har været i berøring med diskursen omkring Forza Horizon 5, der udkom originalt på PC og Xbox tilbage i 2021, så kommer den originale anmeldelse af spillet, som er præcis lige så relevant i dag, til at følge et par særskilte afsnit som PS5-versionen. På den måde føler vi at vi favner både dem der ved en hel del om spillet allerede, og dem der ikke gør.

Forza Horizon 5 lanceres i de samme versioner som på Xbox, altså får du ikke Rally og Hot Wheels med i den standardversion der er prissat til €69,99. Man kan diskutere om hvorvidt det ikke havde været gunstigt at lancere en slags Game of the Year-udgave med alt det her indhold til en lavere penge, men nu er indholdsmængden, selv foruden de to ret fede udvidelser, ikke problemet her. Spillet har to centrale grafiske indstillinger, og det gælder både PS5 og PS5 Pro. Der er enten Performance i 60fps eller Quality i 30fps, men på Pro har Quality Ray-Traced Reflections, mens Performance præsenterer finere grafisk detalje imens de 60fps bibeholdes.

Præcis ligesom med Indiana Jones and the Great Circle ser spillet klart bedst ud på PS5 Pro, men fremstår knivskarpt på begge konsoller. Desuden gør spillet brug af DualSense features via haptisk feedback igennem controlleren når man skifter overflade, eksempelvis fra asfalt til grus eller mudder, og særligt Adaptive Triggers bliver brugt til fin effekt hvis man bremser gradvist og får modstand. Alt i alt er PS5-udgaven bragt over en-til-en, og fremstår derfor teknisk finpoleret uden en eneste anke for mit vedkommende.

Og så er der Realms, der ankommer som gratis opdatering til alle udgaver af Forza Horizon 5 samme dag. Det er i sig selv en lidt mindre central del af spiloplevelsen, i det Realms egentlig bare agerer hub for tidligere sæsonbaserede events i spillet, såsom Stadium Summer Party og Lunar Drift Arena, der ankom kortvarigt for så at forsvinde tidligere. De er opdelt i enten Free eller Skill, og der hører leaderboards til. Det er overraskende simpelt, og fremstår nærmest rudimentært eller kedeligt ved siden af alt det som Horizon 5 ellers tilbyder, men naturligvis er dette, på sigt, bare flere rammer som særligt spillerne kan bruge til at designe sjove events, som du let og elegant kan opleve. Men under testperioden sagde det mig ikke synderligt meget at lave et drift challenge i Lunar Drift Arena med nul modifiers eller spænding - for hvorfor kunne jeg ikke bare gøre det ude i den åbne verden? Jo, der er en ny Stadium Track, der tilbyder lidt mere klassiske Forza action, og det er kærkomment, men som udgangspunkt er det her ikke meget mere end en skrivebordsgenvej til allerede eksisterende indhold, og det er ikke her Horizon 5 gør sig bedst.

Når det så er sagt er det her gratis, og leveres gnidningsfrit som en opdatering til det spil du allerede har betalt for. Desuden, det spil du får er måske et af de bedste arkadebilspil nogesinde, og for at høre mere om det spil, så følger min originale anmeldelse herunder.

Jeg tænker umiddelbart at det er fair at slå fast, at det kører (pun) ret meget for Forza Horizon-serien, og har gjort det nærmest siden begyndelsen. Det startede som en relativt tilfældig spin-off af den almindelige men populære Motorsport-serie, men siden da har Horizon udviklet sig til at blive en gigant helt på egen hånd, og har tilladt det britiske studie bag ikke bare at eksperimentere og gå kreativt til værks, men også at få lov til at stå for genoplivningen af en af Microsofts mest kendte spilserier - Fable.

Men overrækkelsen af denne signifikante fakkel er dog fuldt fortjent for Playground Games, fordi Forza Horizon-serien forbliver en af de mest konsekvente spilserier på tværs af genrer, og leverer hver eneste gang smukke åbne verdener, detaljeret progression og tilfredsstillende fysik. Nej, ikke alle Horizon-spil er lige gode, men hvert eneste kapitel har bibeholdt et ry, et rygte, en standard, og nu er det op til Forza Horizon 5 at fortsætte denne arv.

Denne gang tager Playground os med et smut til Mexico, et land rigt på biodiversitet, smukke omgivelser og imponerende kulturel ikonografi. Det er, med andre ord, perfekt som en platform for intense løb, spændende udforskning og vilde oplevelser. Der er dog én ting du bliver nødt til at forstå omkring Forza Horizon 5 helt fra start af her, og det er at der for alvor er tale om en iterativ opgradering. Jo, den eksplosive åbning står ud i hovedet på dig fra første sekund, og imponerer øjeblikkeligt med visuel overdådighed. Det er en varieret, episk køretur på tværs af varierede biomer, et spektakkel som hører sig hjemme i Horizon-spillene. Men inde under den skinnende kølerhjelm finder vi samme motor, de samme spilleregler, den samme fysik, den samme sammenhængende struktur, som, alt efter hvem der spiller, er en fryd, eller en ret så afgørende streg i regningen.

Men som udgangspunkt så må man samtidig give Forza Horizon 5, at det ikke påstår at være nogen som helst form for revolution, og det er det så sandelig heller ikke. Mexico er åben for udforskning, og selvom der er blevet foretaget nogle afgørende tweaks under selvsamme kølerhjelm hvad angår spillets progression (det kommer vi til), så leder du stadig efter Barn Finds, låser op for nye stadier af Horizon Festival, deltager i forskellige løb i flere typer køretøjer, og til sidst kan du krydre det hele med en visit hos gamle kendinge, såsom den Battle Royale-inspirerede Eliminator mode. Der er Speed Traps og Trailblazers hele vejen rundt, radiostationer med værter, samtaler og masser af fed musik, og det hele kulminerer i spektakulære event-løb hvor du, nok mest på overfladisk vis, kører imod et andet transportmiddel, fra wingsuits til fragtfly. Alt det her, det hele, kan bogstaveligt bruges til at beskrive Forza Horizon 4, Forza Horizon 3, ja sågar nærmest Forza Horizon 2. Igen, det er en trinvis, iterativ udvikling, og selvom det ikke skal tage noget fra glæden, når du tonser ude i det åbne vildnis på jagt efter fede løb og overvældende oplevelser, så er selve genkendeligheden nærmest lidt forvirrende i første omgang.

Men når alt kommer til alt, så handler Horizon-spillene primært om den nye verden, der åbner sig for dine fødder (eller dæk), og Mexico er uden tvivl den mest detaljerede Playground nogensinde har designet. Selvom tidligere kapitler har naglet forskellige delelementer, såsom levende storbyer med nok mennesker på gaderne og biler på vejene til at fremstå levende, eller varieret terræn med forskellige overflader, der tilsammen udgør den perfekte billegeplads, såvel som at agere slik for øjnene, så har den samlede pakke aldrig føltes så helstøbt som den gør her. Byen Guanajuato føles ægte imens du drifter igennem de gamle tunneller under byen, eller afbryder lokalbefolkningen på et lille torv, hvor de nyder en ellers rolig aften, eller pløjer igennem Playa Azul, hvor du kan se mennesker hænge ud på stranden mens solen bager. Der mangler stadig dyreliv, det mangler Horizon-serien generelt, men Forza Horizon 5's Mexico føles mere levende end noget andet spil i serien. Ikke bare det, der er tekstur, der er detaljer, det er en verden du ønsker at være i.

Og det grafiske, det visuelle, spiller naturligvis også ind her, og her tager dette femte kapitel også et kvantespring fremad. Jeg brugte al min tid i Performance Mode, som gav mig silkebløde 60fps på Xbox Series X, selv i en detaljeret jungle midt i en tropisk storm, og med masser af rivaliserende, glinsende køretøjer rundt om mig. Du kan ofre den højere refresh-rate for en bredere grafisk detaljegrad, men det behøver du vitterligt ikke, så godt ser spillet ud. Forza Horizion 5 giver dig ikke bare umådeligt smukke omgivelser, det tilføjer mere tekstur til alting omkring dig, alting føles nubret, taktilt og ægte. Det er vist bare sikkert at sige, at spillet uden tvivl er blandt de pæneste på de nyeste konsoller. Kombiner det med en masse radiostationer, som byder på klassikere som Bass Arena, Pulse, Block Party og Hospital, samt perfekt accentuerede motor- og dæklyde, så har du et sanseligt overdådighedsmåltid. Jeg har spillet det hele på et LG CX, og nej, det er godt nok ikke et af de nyeste OLED EVO-paneler, men gud hvor er kontrast, farvegengivelse og lyssætning bare en fest for sanserne.

Som jeg tidligere har berørt kort, så er det tydeligt at Playground har lyttet til feedback fra deres fans i denne omgang, og har indført små ændringer i deres progressionssystem, så det opfører sig en kende mere lineært end tidligere. Allerførst så er Seasons-systemet fra Forza Horizon 4 væk, om ikke andet i én forstand, og i stedet kører du primært for at låse op for nye dele af seks distinkte afdelinger af festivalen; Mexico, Apex, Wilds, Baja, Rush og Street Scene. Hver eneste af disse tilbyder en specifik type begivenheder, og hver eneste gang du låser op, så får du nye begivenheder og løb af den type. Fokuserer du eksempelvis på Baja-scenen, så retter du dit world map imod Cross Country-løb, hvorimod Rush lader dig læne dig mere ind i PR Stunts. Samtidig stiger du i niveau, som giver dig Wheelspins, men ikke meget mere end det. Du stiger i level, gennemfører løb, låser op for nye scener og udforsker den åbne verden, og alt imens det sker, så køber du nye biler, låser op for nye kosmetiske tilføjelser til din karakter og køber nye hjem. Det lyder af meget, men det som Playground endelig har gjort i den her omgang er at simplificere spillerens rejse, og har skabt et singulært progressionsspor, et simpelt mål; lås op for hele festivalen. Det giver serien, spillet, oplevelsen, en klar retning, noget som tidligere kapitler virkelig har manglet. Jo, det centrale kort kan næsten ikke ses efter et par timers spil, da det druknes fuldstændig i den konstante barrage af nye begivenheder, men der er struktur i virvaret denne gang. Ikke bare er det mindre forvirrende, du bliver også forstyrret mindre end før. Der er masser af parametre, såsom ekstreme vejrforhold, det ændrer den måde de enkelte løb udføres på, der er fantastiske new Expeditions der er nærmest er små kortfilm i sig selv, der er så meget variation, men direkte overvældende eller absurd bliver det aldrig.

Pointen er sådan set bare, at der er masser at lave i Forza Horizon 5, løbene er varierede nok, og du kan hurtigt skifte mellem at købe baneløb, eller Circuit Racing, i en Porsche 918 (en personlig favorit) til at køre udelukkende rally-løb, eller Dirt Racing, i en Lancia Stratos (endnu en personlig favorit). Ind imellem det kan du lede efter Barn Finds, gennemføre Speed Traps eller sågar deltage i de tidsbegrænsede Season Playground Games-begivenheder. Der er alt det du kender, og spillet gør hverken fra eller til for at overbevise dig om at det er noget andet end det det er.

Der er over 400 biler i Forza Horizon 5, og der tilbydes den samme variation, som du sikkert er vant til at se fra Forza-serien generelt. Der er klassikere som Alpine 110, Ford Capri fra 1973 og selv en ældre Jaguar E-Type fra 1961, og der er også moderne superbiler som den nye Koenigsegg Jesko eller Ferrari 488 Pista. Alt er opdelt i præcis samme kategorier som før, og du kan bruge lige præcis det køretøj du ønsker til stort set samtlige løb i spillet, da de dertilhørende Drivatar-modstandere matcher deres køretøj til dit. Det er en utrolig tilpasselig oplevelse alt i alt, og selvom det der med ubegrænsede valg ikke altid udgør en effektiv spiloplevelse, så kan man ikke benægte at det virker her. Naturligvis i multiplayer, og det længere "endgame" der følger, der er op til dig at tweake og gøre ved.

Selve fysikken, og den responsivitet der svarer igen når du hiver i rattet, er ligeledes relativt uændret, så endnu en gang finder vi os selv i landet der bær navnet "if it ain't broke...". Essensen er, igen, det er sådan her at Horizon har føltes at spille i noget tid, og personligt nyder jeg stadig den delikate balance imellem arkade-inspireret styring, en lettere flydende og let dækprofil og en lille men umiskendelig indflydelse fra den tungere Motorsport-serie. Fysikken deler de to serier, til en vis grad, stadig, og dermed opnår Horizon 5, ligesom de foregående spil, en ret fantastisk hybridstyring, der bare fungerer.

Forza Horizon 5 er smukt. Det er varieret. Det er solidt sammensat. Det er utrolig belønnende og gavmildt med sit indhold. Det er ikke lige så forvirrende, som det har været engang. Det gør det her spil, i min bog, til et af årets absolut bedste, men hvis du forventer bare et gram af kreativ velvilje til at reformere eller omorganisere seriens centrale principper, så kan det være at du har det anderledes end mig. Der er ingen narrativt dreven singleplayer-kampagne, der er ingen motivationer eller karakterer med agendaer, der styrker den centrale sti fremad, der er ikke noget mærkeligt gear-system. Der er, når alt kommer til alt, ikke noget rigtig nyt her. Men hvad der er, er stadig det bedste, og det er godt nok til mig.