Vi anmelder Furi på Switch

Det er knap så fedt at være vred hele tiden. Det får man ikke mange konstruktive tanker ud af. Derfor forsøger jeg også som udgangspunkt, ikke at blive arrig, knotten eller fortørnet når ting går galt i videospil. End ikke hvis spillet hedder Dark Souls. I titlen Furi ligger der dog allerede et budskab om arrighed, og mon ikke mine forsøg på at slå koldt vand i blodet blev gjort til skamme forholdsvist hurtigt. Jeg har for eksempel, for første gang i mit liv, råbt af mit fjernsyn. Jeg overvejede også kraftigt at kaste mine JoyCons mod en væg i den anden ende af min lejlighed, men så langt ud kom jeg dog ikke. Ja, Switch-udgaven af Furi er en oplevelse på godt og ondt.

The Game Bakers stiller med Furi ét meget interessant spørgsmål: hvad skal vi egentlig med alt det mellemliggende i spil? Er hvad man higer efter ikke bare den store episke kamp mod den næste boss? For i Furi er alt det mellemliggende skåret fra, og spillet tager form som et spring mellem 8 modstandere der skal klares en efter en. Her er ingen svagere lakajer, optakt i form af mini-bosser, missioner eller noget som helst. Det er den ene voldsomme og episke kamp til døden efter den anden, og det hele afhænger af dig som spiller - ingen skadebonusser fra nyt udstyr eller ekstrapoint fra tidligere besejrede fjender. Spillet bliver et langt adrenalin ryk, det fungerer langt hed ad vejen. For selvom Furi er ufatteligt vanedannende, er det ikke et spil man kan spille særligt længe ad gangen - jeg kunne i hvert fald ikke - uden at blive temmelig træt i hovedet.

Den kendsgerning har to sider. Først og fremmest, er det spildesignet. I og med at hver eneste kamp er en anstrengende bosskamp, der er sværere end den netop overstående, er hver udfordring ekstremt krævende for reflekserne og øje-til-håndkoordinationen. Udover at befinde sig i boss rush-genren, sætter Furi sig også tungt på bullet hell-genren. Når et spil udover det, er så farverigt som Furi er, bliver det hele bagt sammen til en ret vild spilmæssig og visuel oplevelse, som koger ens sind fuldstændig over. Det er neonfarver, det er cel-shading, det er blå, rød, hvid, gul, det er spraglet og prangende. Det ser fedt ud, men det er udmattende som bare pokker.

Du styrer en unavngiven fange, kun kaldet Den Fremmede eller Stranger, der slipper løs med hjælp fra en mystisk, men meget snaksalig, mand med kaninhoved (Eller kaninhjelm? Jeg fattede det aldrig helt). Jeg fik aldrig helt fat i det. Nu bliver det så jeres fælles mål at nedlægge de 8 fangevogtere der står mellem jer og frihed. Selvfølgelig er det dig der gør det meste af arbejdet, kaninfætteren leverer mest kryptiske kommentarer og lidt spændende baggrundsviden om diverse fjender og verdenen. Uhyre simpelt, men verdensopbygningen er så anderledes og hyldet i mystik, at jeg ikke kunne andet end at blive trukket med ind. Alt er et herligt sammensurium af magi og teknologi, overtro, fantasy og science fiction.

Derudover skal et nik også lige gives til den helt igennem fantastiske lydside spillet har. Med kunstnere som Carpenter Brut, Danger og The Toxic Avenger er der skruet helt op for den pumpende bas og den tykke synthesizer lyd - det går fremragende til den dystre, mørke fortæller-tone spillet ligger for dagen og det går ligeledes hånd i hånd med gameplayet. Samspillet her er af meget høj kvalitet. Da diverse kampe gør ret heftig brug af små lydbidder til at indikere fjendens slag, super-angreb og så videre, kunne man forestille sig, at der skulle noget nørkling til med lydegenskaberne for at få det hele til at gå op i højere enhed. Furis lydside er mikset med ekstrem præcision, så det er slet ikke nødvendigt - jeg gennemførte hele spillet uden at skrue op eller ned for noget som helst. Ja, Furis faktiske soundtrack er en endda så godt, at det blev baggrundsmusikken til skrivelsen af anmeldelsen her.

Switchen trækker selve spillet fint, men under de vandrerscener der nu alligevel findes, og til tider under de mere hektiske dele af bosskampene, var der en anelse hakker i pladen. Frameraten skred lidt og min kære lille Nintendo-baby prustede en smule ekstra. Heldigvis kører spillet i flot hastighed hvor det virkelig gælder - det egentlige gameplay. I hvert fald det meste af tiden. Spillet kan foregå på tre sværhedsgrader - Promenade, Furi og Furier. I rækkefølge er det nem, normal og svær. Jeg fremhæver dette fordi på den sværeste sværhedsgrad bliver spillet enormt sløvt, grundet ekstra skud og lasere på skærmen. Furi bliver nærmest uspilleligt i denne tilstand, hvilket er super ærgerligt for det er udfordringen hele spillet er bygget op omkring. Furi er ikke et spil man svæver skødesløst igennem, og desværre gør Nintendos Switch maskine det heller ikke. Til trods for at Furi er aldeles spilbart i alle tre af Switchens former, både håndholdt, stationær og i TV-modus, er den her overførsel bare ikke helt så god som jeg havde ønsket mig.

For Furi er et djævelsk godt spil, og selvom der gik et væld af ukvemsord fra min mund mod min konsol, nød jeg (næsten) hvert øjeblik. Det var som en stor Snickers du kunne kaste dig over igen og igen. Man får dårlige tænder, hvis man gnaver for mange stykker af, men det er ren nydelse så længe det varer. Min eneste anke er faktisk sværhedsgraden. Eller snarere sværhedsgradens implementering. En forklaring: den første fangevogter er aldeles udfordringsløs - forståeligt nok. Her lærer spillet dig aktivt styrefunktionerne, dine evner og muligheder, og lader dig i samme øjeblik bruge dem mod din fjende. Fangevogter nummer to giver dig frie tøjler, men viser samtidig, at det kræver arbejde at klare de her banditter, der har spærret dig inde. Det kræver behændighed, snilde og lynsnare reflekser. Så kommer man til den tredje i rækken og uden grund, stiger sværhedsgraden helt enormt. Det var her der blev råbt og skreget, i frustreret vrede. Forhåbentlig hørte naboerne intet.

Jeg kan forsikre mine pludselige vanskeligheder med at krydse denne tredje streg i sandet, da de efterfølgende tre kampe kun tog mig henholdsvis et, to og tre forsøg hver - i modsætning til de 10 forsøg jeg havde brugt på den tidsrejsende (og tidskontrollerende) gamle pensionist der befandt sig som den tredje boss i Furi. Selv sejren over ham havde en bitter eftersmag. På samme måde forholdte det sig med den syvende vogter i rækken, om end på mikroniveau. Kampen mod hende er nem at komme igennem, udover hendes allersidste stadie, hvor du kun har millimeter at navigere på, hvilket er en underlig og regressiv måde at omsætte sin sværhedsgrad på. Dette gør også af det illustrationsmateriale du kan låse op ved at klare diverse bosser hurtigere og bedre end du sidst gjorde det, til tider bliver umuligt at få fat i.

Dog har jeg alligevel ikke mange fingre at sætte på Furi i sig selv. Om end en anelse for kort, er det stadig en stærk spiloplevelse, med masser af op og nedture, og ultimativt tilfredsstillende at spille. Det fedter ikke sig selv ind for meget og er meget stilistisk og genremæssigt rent. Var denne anmeldelse kun møntet på spillet selv, kunne der snildt havde stået 8 i bunden af skærmen lige nu. Jeg vil umiddelbart ikke anbefale nogen at købe det til Switch, dog. Bevares, det kan sagtens spilles, men de små forstyrrende elementer som skrattende framerate og enkelte dyk i hastighed er alligevel nok til at fraråde udgaven. Det kræver en controller og fejlfri afspilning, så anskaf det til PlayStation, Xbox eller PC, hvis du har et aggregat andet end tastatur og mus dertil.

Desuden tvivler jeg på nogen er interesseret i at hører dig råbe og skrige i frustration i toget, i bussen eller til familiefester, så lad den håndholdte udgave blive og køb den stationære i stedet for.