Vi anmelder Halo 3: Anniversary på PC

Det er sjovt at se hvordan et spil udvikler sig, når man spiller alle spil i en serie indenfor kort tid. Jeg har nu løbende spillet Halo: The Master Chief Collection siden sidste år, og der begynder at forme sig et mønster. Man kan sagtens mærke, hvor nyskabende Halo var da det første spil udkom for 20 år siden. Ikke bare det, man mærker historiens vingesus på en anden måde, og det har været fantastisk både at se hvilke ideer som andre spil har kopieret og brugt, men også hvad Halo-serien selv har lånt fra andre spil i genren. Som jeg har spillet spillen er jeg kommet tættere og tættere på nutiden. Halo 3 udkom på Xbox 360 i 2007, og havde derfor en konsol med flere hestekræfter end forgængeren. Spillet var for første gang i HD på konsollerne, og fremviste hvad den nye konsol kunne udrette. Men hvordan tager spillet sig ud som del af Halo: The Master Chief Collection, og er det fortsat det værd at slå vejen forbi Bungies tredje storspil i serien? Lad os finde ud af det.

Halo 3 starter efter begivenhederne i forgængeren med at Master Chief bliver fundet i Afrika af Johnson, som man kender fra de forgående spil i serien, og Arbiter, som man blev tvunget til at kæmpe side om side med i Halo 2. Cortana er væk, men Master Chief får flashbacks, hvor hun manifesterer sig i hans synsfelt. Man skal så finde frem til hende, for hun har en løsning på problemerne med Covenant og senere The Flood, som jo altid skal blande sig i løjerne. Jeg anser mig selv som en ok intelligent person, men jeg har altid haft svært ved at følge historien i Halo af en eller anden årsag. Det er som om at der bliver lagt nogle ekstra lag ind, som ikke gør meget mere end at komplicerer tingene yderligere. Jeg kan læse mig frem til, at der er en del romaner i universet, men jeg har aldrig læst nogle af bøgerne, så det kan være derfor historien kan være svær at følge. Jeg synes dog det er en smule lettere i Halo 3, og det er nok fordi spillet, for det første, ikke følger flere karakterer, som Halo 2 gjorde. Man følger kun Master Chief, og hans kamp for at redde menneskeheden. Tilforladeligt simpelt, men effektivt, For det andet er historien meget mere fokuseret, da spillet en del kortere end Halo 2, så der er ikke så meget unødvendigt fyld, som jeg lidt synes der er i forgængerne. Historien føles bare en smule mere intim, og især var interaktionerne mellem Cortana og Master Chief underholdende.

Jeg synes at kunne huske at anmelderne, tilbage i 2007, mente at Halo 3 var for kort, men jeg synes faktisk kun det gavner spillet. Det gør også at Arbiter er sat meget ud på sidelinjen, hvilket var fint, og han kunne med fordel have været helt udladt, men han er der, og har da også en rolle at spille i historien hen mod slutningen. Så man må sige at Halo 3 på det narrative plan er en del bedre end sine forgængere. Skal jeg kritisere noget er det igen The Flood, som bare altid dukker op, og som ikke tjener noget reelt formål udover at være seriens ultimative "mindless bad guy". De er sådan lidt kedelige og todimensionelle svampetingester, og jeg har aldrig rigtig brudt mig om denne altødelæggende faktion, som altid bliver smidt ind hen af vejen i spillene, og de er heller ikke fantastiske her. Jeg får altid flashbacks til den her mission i det originale Halo: Combat Evolved, hvor man i næsten en halv time render rundt i de samme gange, og skyder hundredevis af The Flood. Spillets korte længde gør dog, at man ikke ser dem så meget, og det er glimrende. Det er menneskenes kamp med de reptiliske Covenant, som er rygraden i historien, og The Flood virker bare som en adspredelse fra denne konflikt.

Lad os snakke om det der altid har været Halo-seriens stærkeste aspekt, nemlig selve gameplayet, og det er det også her. Man spiller, som i de tidligere spil, i førsteperson, og får så først våben fra menneskesiden, men senere skal man bruge alt hvad man kan finde, som ens fjender smider fra sig når man løber tør for ammunition. Jeg roste dette aspekt i min tidligere artikel om Halo 2, og det fungerer også glimrende her. Det er sjovt at skulle improvisere i intense situationer, og man får hurtigt nogle favoritter, som man prøver at finde, hver gang man besejrer en Covenant-enhed. Den store hammer som nogle af fjenderne bar var især en vinder, og måden fjenderne blev blæst i stykker af trykbølgen var episk. Der var sekvenser med mine gode venner The Flood, hvor hammeren var den eneste måde, jeg kunne overleve på. Andre mindre våben var bare ikke nok til at håndtere den overvældende mængde fjender spillet smed efter mig.

Man kan kun bære to våben, ligesom i alle andre spil i serien, og jeg ved ikke helt hvorfor det blev bibeholdt igennem serien. Hvilket leder mig til min største klage over spillet, og det er hvor lidt spillet faktisk har fornyet sig. De fleste designvalg i spillet er de samme hele vejen op til Halo 3. Enhederne undviger på samme måde, ens soldaterkammerater kører stadig som en brækket arm, og så er der selvfølgelig The Flood, og den måde Bungie bruger dem på i spillet. Jeg ved godt at Halo-fans er glade for formularen, men den bliver lidt gammel når man spiller alle spil i serien fra ende til anden. Det er nok derfor Halo i dag ikke er så nyskabende og vigtig for førstepersonsskydespilsgenren generelt. Jeg håber Halo Infinite vil ændre på dette, men jeg tvivler lidt.

Multiplayer-delen, som følger med Halo: The Master Chief Collection, er som altid glimrende, og tilføjelsen af Halo 3's ideer og kort er som altid god. Der er ikke noget nyt at berette rigtig, men her er selve kernen, strukture, nu alligevel så bundsolid, at det er svært at sætte en finger på. Kunne man lide banerne, og de spilmuligheder man havde i det originale spil, jamen så vil man også kunne lide den måde Halo: The Master Chief Collection håndterer multiplayer.
Halo 3 er, som jeg nævnte, det første spil i serien, som kørte i HD på Microsofts Xbox 360, og derfor har det ikke været nødvendigt at restaurere så meget af grafikken, som de tidligere spil i serien. Mellemsekvenserne foregår nu udelukkende i spillets motor, og det hele er ganske flot, men Halo 2's restaurerede grafik ser faktisk bedre ud end grafikken i efterfølgeren. Det er lidt synd, for det kunne have fedt at der var blevet gjort en smule mere ved grafikken. Den fungerer dog glimrende, og kører dejlig stabilt hele vejen igennem, men Halo 3 mangler bare en smule bling.

Noget jeg især lagde mærke til, da jeg spillede det første spil, var hvordan musikken ikke altid passede med det der foregik på skærmen, men det må man sige Bungie har ændret i Halo 3, for musikken er utrolig flot og stemningsfuld, og passer perfekt til den følelse spillet gerne vil formidle. Dog skal det siges at dialogen, som man hører mens man majer fjender ned, har en tendens til at blive overdøvet af skudlydeffekterne, og da der ikke er tekster på disse, gik jeg glip af den del dialog, og i enkelte tilfælde fik jeg ikke med hvordan jeg faktisk skulle gennemføre banen. Her kommer en kamp med en kæmpe skarabæ i tankerne specifikt, men det er bare en lille klage.

Så Halo 3 er uden sammenligning det bedste kapitel i serien, jeg har spillet, når man tænker på hvor mange spil man får i Halo: The Master Chief Collection, så er samlingen ved at indeholde en utrolig værdig, og hundredvis af timers underholdning.