Vi anmelder Halo Reach på PC

Dette er en anmeldelse af PC-versionen af Halo: Reach, der landede på PC for nylig. Vi berør spillets diverse elementer, men ønsker du en mere dybdegående anmeldelse af selve spillet, så kan du læse den originale dom lige her.

Jeg har igennem mine 40 somre haft et hav af konsoller. Jeg fik en Super Nintendo da jeg blev konfirmeret, en Nintendo 64 i gymnasiet, og da Mass Effect eksklusivt udkom til Xbox 360, måtte jeg jo erhverve mig den konsol. På det tidspunkt var jeg dog mest PC-spiller, men jeg havde stiftet bekendtskab med Halo til den gamle hjemmecomputer, så da jeg så at man kunne få Halo Reach til Xbox, valgte jeg i det øjeblik til at hoppe med på vognen. Jeg kan huske, jeg faktisk var ret skuffet over spillet dengang, men hvad med nu? Se det fik jeg muligheden for at udforske nærmere, da spillet for nylig ankom til PC som første led af den mildst talt forvirrende lancering af Halo: The Master Chief Collection. Jeg har fået koden til hele samlingen, men det er kun Halo: Reach man kan spille indtil videre. Jeg regner stærkt med at de andre spil i serien, kommer indenfor ikke alt for længe. Jeg har anmeldt spillet på PC og det er originalt udviklet af Bungie for Microsoft.

Som nævnt ovenover, så kommer Halo: The Master Chief Collection kun med Halo: Reach indtil videre, hvilket giver god mening. For selvom spillet ikke er det første spil i serien udgivelsesmæssigt, så er det det kronologisk. Handlingen udspiller sig nemlig før Halo: Combat Evolved, som er det første spil der udkom, så det er i sagens natur en forgænger i serien. Vi har år 2552 og planeten Reach bliver i starten af spillet invaderet af de troldelignende Covenant-rumvæsner, som ligger i åben kamp med menneskeheden. Man er selv en del af en flok supersoldater, der hedder Spartans, og man har selv kaldenavnet Noble Six. Menneskeheden er ved at tabe krigen, og Reach er også på randen til at falde, da man betræder slagmarken, for at kæmpe mod invasionsstyrken.

Allerede fra starten får man fornemmelsen af, at det er en tabt kamp man deltager i. Bygninger står i flammer og der er lig og døde alle vegne, det er ikke det mest opløftende spil man kan spille, men det er faktisk ret fedt at man føler magtesløsheden mens man kæmper videre mod alle odds. Selvom karaktererne ikke er de mest ophidsende i spilhistorien, følte jeg med dem på deres hårde og håbløse mission. De fleste missioner handler om at evakuere eller redde diverse karakterer af mere eller mindre vigtig status, for derved at redde håbet for menneskeheden. Jeg vil selvfølgelig ikke ødelægge oplevelsen for nogen, selvom spillet er ni år gammelt, men jeg synes jeg sad godt tilfreds tilbage, da den seks til syv timer lange kampagne sluttede, og jeg synes den måde som Reach ligger op til Halo: Combat Evolved, er ret tilfredsstillende.

Kampen mod Covenant-rumvæsnerne kan ikke kæmpes med slangebøsser, så man får i løbet af spillet adgang til diverse forskellige våben. Det man hurtigt finder ud af dog, er at de meget hurtigt løber tør for ammunition, og siden man kun kan bære på to våben af gangen, så skal man efter kort tid til at bruge fjendens våben mod dem selv. Så man spiller kampagnen med menneskehedens våben halvdel af tiden, og med de våben man samler op fra sine faldne modstandere. Dette er en ret fed mekanik, for det gør at man skal eksperimentere en masse, for at finde det våben der passe en bedst muligt i situationen, og som kan slå mest ihjel med mindst ammunition. Jeg blev dog lidt træt af hvor tit man skulle genlade ens egne våben. Jeg syntes altid mine magasiner løb tør i de mest kritiske situationer, for man får virkelig brug for de mange skud mod de ret hårdføre Covenants.

Det første man ligger mærke til når man møder de invaderende rumvæser, er at de hopper rundt og undviger ens skud i et væk. Det gør at man virkelig skal reagere og tilpasse sig deres mønstre, for ikke at skyde for meget ved siden af. Der er selvfølgelige de kujonagtige Grunts, som bare er kanonføde for det meste, men man møder meget mere dødelige modstandere meget hurtigt. Nogle er fysiske krigere, og nogle bruger mere eller mindre dødelige skydevåben. Det er sjovt at kæmpe mod dem, og man bliver udfordret hele tiden, også mere end jeg husker da jeg spillede spillet på Xbox 360. Hvis jeg skal kritisere noget, er det, at jeg synes at de seks til syv fjendetyper, der er i spillet, bliver lidt ensformige at kæmpe mod senere i spillet, hvor man næsten kender hver eneste hop de laver, før de gør det. Jeg må indrømme det blev en smule kedeligt til sidst. Heldigvis er der i flere af banerne køretøjer, som gør det hele lidt mindre ensformigt. Alt i alt synes jeg dog, at selv gameplay-delen er solid og underholdende for det meste, men det er nok fordi jeg er blevet forvent med mere variation i moderne skydespil, og man kan godt mærke at Halo: Reach er 10 år gammelt. Dog vil jeg nævne især skydesektionerne, hvor man blandt andet flyver i rummet, men desværre er de ikke ret lange, men de er sjove. Vi får at se, når resten af de fem spil udkommer, om man kan mærke at spillene bliver mere og mere moderne.

Det jeg kan huske skuffede mig mest dengang var grafikken, som jeg synes var lidt kedelig og havde ret flade teksturer, og selvom spillet nu kører med 60fps, og har fået en opløsningsmæssigt og teksturmæssigt ansigtsløft, så har det ikke løst til centrale problem, nemlig at spillets visuelle dimension bare ikke er synderligt spændende at se på. Der mangler farver, der mangler visuel variation. Man kan sagtens sige at Halo: Reach fokuserer andetsteds, og rammer plet på det mekaniske, men det er dog ærgerligt at det ikke er syndeligt spændende at se på. Man kan selvfølgelig smide en masse moderne filtre på, så kanter bliver jævnet ud og lignende, men smukt er spillet ikke. Det der er smukt, er dog musikken, som er helt fantastisk. Musikken understøtter sorgfuldt den håbløse historie, og den gav mig gåsehud, når den blev brugt på de rette steder i spillet. Respekt til Martin O'Donnell, som komponerede det meste af musikken. Jeg blev helt rørt i nogle sekvenser.

Her til sidst vil jeg lige nævne multiplayeren, som er en enorm del af Halo: Reach. Havde man en favorit måde at spille spillet på dengang, så er den med her. Der alt fra almindelig Deathmatch, til Capture the Flag, og mange mange flere muligheder. Firefight er her også, hvor man kæmper mod bølger af fjender. Faktisk er der så mange muligheder, at det er helt overvældende, men det er sjovt, og man får hurtigt sin favoritspiltype, som man så kan kæmpe mod venner og fjender i, det er ret sjovt, og til slut skal det nævnes at man kan spille hele kampagnen sammen med en ven, hvis man har lyst til det, hvilket altid gør et spil sjovere, synes jeg. Multiplayeren fungerer bare, og er endnu sjovere med mus og keyboard, synes jeg.
Så jeg vil alt i alt anbefale Halo: Reach, og køber man Halo: The Master Chief Collection, får man løbende alle Halo-spil der udkommer, så det er en god handel. Er man fan, så har Halo: Reach aldrig været bedre, og er man ikke, så er spillet et naturligt sted at lære serien at kende.