Dansk
Gamereactor
anmeldelser
System Shock

Vi anmelder konsolversionen af System Shock Remake

Bare rolig, Nightdives skarpe remake fungerer præcis lige så godt her som på PC.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Det er fuldkommen vanvittigt at tænke på, at System Shock er fra 1994. Jeg var tre år gammel dengang, og Sovjetunionen var knap nok blevet opløst. Fresh Prince of Bel-Air's fjerde sæson blev udgivet samme år. Det er vanvittigt at tænke på, fordi System Shock remaket, som udkom sidste år på PC (læs endelig også Magnus Laursens knivskarpe anmeldelse af denne), og nu endelig er på konsol, føles utroligt friskt, samtidig med at det er som at rejse tilbage i tiden. Det siger altså noget om, at originalen var forud for sin tid. Dette remake er virkelig en imponerende bedrift, og nu kan det opleves på konsol.

Selvom jeg som barn sad ved familiens piv-elendige beige Windows 95 PC og baksede med at installere og spille Quake II, Doom, Warcraft 1 og 2, Hitman 1, og mange andre klassikere, så har jeg aldrig spillet det originale System Shock. Som en kæmpe fan af Dishonored, Deus Ex-serien, Bioshock og spil med mindre klare immersive sim-elementer (fx Hitman), så har jeg dog altid haft en dyb respekt for spillet, ligesom jeg har for de tidlige Thief-spil (som i øvrigt også desperat trænger til remakes).

Netop derfor er det så spændende at få fingrene i dette remake af System Shock. For modsat mange andre spil, der har fået remake-behandlingen, såsom Resident Evil 4, så er System Shock så langt tilbage, at det ikke bare trænger til en lille opfriskning. Det er så langt tilbage, at det udkom på MS-DOS. Det er den type spil, hvor du i screenshots ikke rigtig kan se, hvad der foregår, fordi det er så oldgammelt. Med andre ord: hvis et spil trænger til et remake, så er det virkelig System Shock.

Dette er en annonce:
System Shock

Det fantastiske er, at System Shock-remaket ikke bare er utroligt spilbart, men også føles ret friskt. Man kan virkelig mærke kærligheden, der er lagt i at få dette spil, som var så langt forud for sin tid, til at skinne som var det helt nyt. Og det lykkes i høj grad, også på konsol.

Måske vi lige skal tage et skridt tilbage og spørge: hvad er det, der gør System Shock så specielt? Originalen er regnet for at være et af de mest definerende spil for immersive sim-genren - dvs. spil, der giver spilleren frihed til at bruge et sæt af evner og våben på mange måder, og som derigennem skal interagere med verdenen (tænk Prey, Dishonored eller Bioshock). Derudover placeres du på en rumstation, som den ondsindede AI SHODAN - som har et decideret gudekompleks - har overtaget. Stort set alle ombord er enten døde eller gjort til cyborgs, muterede vanskabninger eller noget helt tredje. Kombinér dette med en fed cyberpunk-æstetik, masser af optagelser, logs og andet du kan læse fra de døde crewmedlemmer, og så kan du måske allerede høre, hvordan dette 1994-spil har lagt kimen til rigtig, rigtig mange spil, du nok har spillet gennem tiden (tænk Portal, Bioshock og meget andet).

Remaket har beholdt en tydelig retro-æstetik, som giver masser af karakter, og visuelt ser det bare virkelig, virkelig fedt ud, med en perfekt blanding af en slags lo-fi grafisk udtryk, men samtidig nok detalje og lækre lyseffekter til, at det føles moderne. Mens karaktermodeller og miljøer ser detaljeret nok ud langt væk fra, så er de faktisk pixellerede tæt på, og kombineret med at meget af verdenen er badet i neonlys og skygger, så får du et ret specielt look, som både hylder originalen og ser nyt ud. Eksempelvis kan alle de ting, du finder rundt omkring i verdenen tydeligt genkendes og adskilles fra hinanden, men samtidig har alting den her simple retro-stil. Det er virkelig en verden, der er fedt lavet.

Dette er en annonce:
System Shock

Som Magnus Laursen på glimrende vis forklarer i sin anmeldelse, som formidler det spilfilosofiske aspekt af System Shock på rammende vis, så er System Shock i sin grundessens et produkt af en svunden tid. I min optik skal det bevares, snarere end moderniseres. Her taler jeg især om det fuldkommen vanvittige banedesign, som både får dig til at rive hårene ud, og samtidig gør oplevelsen mindeværdig. Men det handler også om de valg du træffer, og hvordan du interagerer med verdenen For at citere Magnus' anmeldelse, så "leves System Shock - ligesom livet - forlæns, men forstås baglæns". Du ved ikke altid, at du traf et vigtigt valg, før du står med konsekvensen af det. Dvs. valgene er subtile, fremfor eksplicitte, og det er altid en god idé at have et save game klar. Det kunne jo have været en fejl at smide Magnum-pistolen væk til fordel for shotgun'en.

I System Shock kravler du rundt i skakter og søger hver en kringelkrog af de ni helvedesagtige niveauer i den rædselsvækkende rumstation, Citadel Station. Men du gør det ikke for at finde et sjovt easter egg, du gør det fordi det er nødvendigt for din overlevelse, selvom det kan blive din død. Du gør det fordi dine ressourcer altid er sparsomme, og du altid mangler et forbandet adgangskort til en eller anden dør. Her har spillet et metroidvania-agtigt element, og vækker minder om fx Resident Evil-spillene.

System Shock

System Shock er old scool, men det er samtidig lige præcis den type udfordring, mange savner i moderne spil. Forståelsen af hvad der er sket og hvor du skal hen ligger i environmental storytelling - mest åbenlyst lydoptagelser, men der er ingen quest-markører, meget lidt tutorial, og du bliver ikke holdt i hånden. Det er helt og aldeles op til dig at finde frem til, hvordan du vil navigere de nervepirrende niveauer.

På lydsiden har vi at gøre med et fint soundtrack og nogle væsentlige, genkendelige lyde fra fjender, som du aktivt bruger til at navigere verdenen. Det er et ret simpelt, men effektfuldt setup - dog er lydsiden ikke specielt mindeværdig. Spillet kunne også godt være lidt skarpere til, hvornår mere tempofyldt kampmusik skal sætte ind. Jeg har oplevet en del gange, at kampmusikken ikke rigtig gav mening, nok fordi der rent teknisk var en fjende et sted, men jeg var ikke rigtig i fare. Ellers har vi at gøre med et udmærket, cyberpunket soundtrack og fine lyde generelt.

Ét sted, hvor spillets lydside brillierer, er i voice acting, og specifikt fra SHODAN, den ondsindede AI, som er alle steder, i hver en afkrog af rumstationen, du klaustrofobisk navigerer. Rundt om hvert et hjørne er der et nyt kamera, du skal skyde, for at mindske SHODANs kontrol, og denne onde, teknologiske demi-gud er en af hjørnestenene i System Shock. Overalt kan du se konsekvensen af denne AIs kontrol, med lemlæstede, deforme kroppe overalt, og fordi hendes kameraer nedstirrer dig overalt, så glemmer du aldrig denne superskurk.

Af tekniske knaster har jeg ikke rigtig oplevet noget, andet end nogle utiltænkte bevægelser fra døde fjender. Jeg spiller primært på Xbox Series X, men har en Series S i vores ekstraværelse. Jeg valgte at spille dette spil på Series S, og oplevede kun momentære drops i framerate, fx ved skift mellem områder. Det stod skarpt på min 1440p-skærm hele vejen igennem.

System Shock

Og nu kommer vi så til det, som nok adskiller konsolversionen allermest fra PC-versionen: controller-styringen. Ét ret mærkeligt valg, man har truffet helt fra starten er, at kamerasensitiviteten er helt vildt høj. Jeg skruede den med det samme ned fra 50/100 til 35/100, og det fungerede fint. Ellers har vi at gøre med ret fine controls, som er lidt til den Doom-agtige side. Ét sjovt valg, Nightdive Studios har truffet er, at du på konsol stadig har dine våben, granater, medkits mm. vist i en liste fra 1-9(+0) i bunden af skærmen. Det giver mening på PC, da du kan bruge tallene til at skifte hurtigt, men på konsol bruger du venstre og højre på din D-pad til at vælge mellem disse i alt 10 ting. Det er ret ineffektivt, og nærmest samtlige spil siden har kunnet finde ud af at gøre det nemmere at heale, smide granater mm. Ligeledes er System Shocks inventory-system og menuer ret gammeldags, men det er delvist noget af charmen.

Gameplay-mæssigt er System Shock lidt som hvis du tog shooter-mekanikkerne og pacingen fra helt gamle shooters som Doom, og kombinerede med immersive sim-elementer og puzzles - og et forvirrende banedesign. Det er langsomt, og du kan dø rundt om hvert et hjørne. Det er tungt, forvirrende og du skal konstant orientere dig ift. kortet. Jeg synes det er fedt, men det er ikke for alle.

I sidste ende kommer din glæde ved System Shock ned til, hvorfor du spiller det. Ja, du vil have oplevet shooters med bedre pacing, og du vil absolut have spillet immersive sims, som giver dig mere frihed. Der er ikke noget stealth her, som ellers i dag er en forventet del af immersive sims. I sin anmeldelse kalder Magnus System Shock en slags "Seinfeld" af spil, og det er en fin sammenligning. Spørgsmålet er så, om du sidder med total fascination, mens du spiller en vellavet remake af et spil, som har defineret nogle af byggestenene, som spil laves ud fra i dag, eller om du tænker "der er lavet bedre environmental storytelling siden".

I min optik er System Shock et dybt fascinerende spil, og med et så vellavet remake er der ingen grund til at holde sig tilbage, hvis man vil opleve et stykke stemningsfuldt, veldesignet og frustrerende spilhistorie. At man kan nyde dette remake siger utroligt meget om, hvor banebrydende orignialen var. Det er endda et remake, som næsten blev lagt i graven mange gange, og som derfor er lidt af et mirakel. Det vanvittige banedesign er en oplevelse værd i sig selv, og med moderne forbedringer de helt rigtige steder, så er dette en nem anbefaling, også på konsol.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Fed stemning, masser af kærlighed til originalen, fedt mix af gammelt og nyt, stabilt, fin styring generelt.
-
Lidt anonym musik, ineffektivt at skifte mellem våben.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold