Vi anmelder på Early Access-udgaven af Towerborne

Denne anmeldelse er baseret på det lanceringsbuild Stoic har sendt ud til medier. Vi følger op løbende, og vil kvittere med en endegyldig anmeldelse når spillet er færdigt.

Udvikleren Stoic består af tidligere Bioware-udviklere, og de har primært gjort sig bemærket med The Banner Saga-serien gennem de sidste 10 år. Denne serie har været deres fokus, og de har egentlig ikke udviklet meget andet i denne periode. Men nu er de tilbage på banen med Towerborne, et spil, der markerer en ny retning for studiet. Selvom jeg aldrig selv har prøvet The Banner Saga, har det altid fristet mig. Der er noget ved spillets design og visuelle stil, som virker både velovervejet og charmerende. Så det bliver spændende at se, hvad Stoic har formået at opnå med deres nyeste projekt. Spillet kan spilles både på Xbox og PC og er, som nævnt tidligere, udgivet af Xbox Studios.

Historien i Towerborne er centreret omkring en verden, der er gået under. Menneskeheden har overlevet ved at samle sig i et enormt tårn, som står tilbage som deres sidste bastion mod de mange fjender og monstre, der truer udenfor. Det er her, spillerne træder ind i rollen som en af de såkaldte "Aces", helte, der er ansvarlige for at forsvare tårnet og dets indbyggere. Inde i selve tårnet findes der en række NPC-karakterer, som man kan interagere med for at få nye missioner og opgraderinger til sin egen karakter. Desværre er historien ikke særlig fremtrædende i starten af spillet. Meget af tiden går med at lære spillets forskellige mekanikker at kende, og jeg synes, at dette valg gør starten lidt sløv. Det føles, som om man mister momentum, fordi hovedhistorien ikke bliver introduceret ordentligt tidligt i spillet. Konflikten, som burde være drivkraften for spilleren, forbliver i baggrunden, mens man kæmper med små opgaver og sidehistorier.

Jeg savner et stærkere narrativt drive i spillets begyndelse. Der er ganske vist mange interessante NPC'er at snakke med, men det føles som om, at de mangler en sammenhængende historie, der binder dem sammen. For eksempel kunne det have været fedt, hvis konflikten omkring tårnets overlevelse og de konstante angreb fra fjender havde været mere i fokus. Det ville have givet en følelse af pres og nødvendighed i spillernes handlinger, hvilket kunne have gjort oplevelsen mere engagerende fra starten.

En anden ting, der trækker ned, er fraværet af stemmeskuespil. Selvom karaktererne er farverige og designet med sans for detaljer, bliver de stive og uinteressante, når de blot taler gennem tekstbokse. Det virker som en lidt forældet løsning, især i et moderne spil. Stoic har tidligere undladt stemmeskuespil i The Banner Saga-serien, men i et spil som Towerborne ville det virkelig have gjort en forskel og tilført mere liv til karaktererne. Det er synd, for der er et stort potentiale her, som ikke bliver udnyttet.

Gameplayet i Towerborne er en blanding af mange genrer. Verdenen, som man udforsker, er opdelt i små sekskantede felter, og hver sektion byder på en mission. Når man går ind i en mission, skifter spillet til et side-scrolling perspektiv, hvor det bliver til en klassisk beat 'em up-oplevelse. Man styrer sin karakter gennem kampene og tæsker løs på fjenderne i de forskellige områder. Missionerne er ret korte, typisk omkring fem minutter lange, men der er mange af dem. Desværre føles de hurtigt ensformige, da mange missioner gentager sig selv i både struktur og design. Der er mange gange, hvor man ender med at løbe igennem de samme miljøer og kæmpe mod de samme fjender, hvilket kan gøre oplevelsen lidt triviel i længden.

Heldigvis er Towerborne designet som et multiplayer-spil, og det er her, det virkelig skinner. Man kan spille op til fire spillere sammen, hvilket gør kampene langt sjovere og mere hektiske. Det at kunne koordinere angreb og arbejde sammen med venner bringer en ny dimension til spillet, som desværre mangler, når man spiller alene. Jeg havde i starten lidt svært ved at finde folk at spille med, men da det endelig lykkedes, var det klart en forbedring af oplevelsen. Det sociale element tilføjer det krydderi, som jeg også savner i spillets historie og karakterudvikling. Så hvis man har tænkt sig at prøve Towerborne, vil jeg klart anbefale, at man gør det sammen med venner. Når spillet udkommer som free-to-play i 2025, vil det være en oplagt mulighed for at samle sine venner og tage på eventyr sammen.

Som singleplayer-oplevelse er Towerborne dog en smule generisk. Det kan hurtigt føles som en gentagelse af de samme opgaver, og uden nogen at dele det med, bliver det svært at holde interessen oppe. De fleste baner består af simple "beat 'em up"-sekvenser, men der er også enkelte missioner, hvor man skal beskytte flygtninge eller løse små gåder. Desværre er disse variationer sjældne, og Stoic kunne have gjort mere for at bryde monotonien.

Når det kommer til karakterudvikling, er der fire forskellige klasser at vælge imellem. Hver klasse har sine egne styrker, svagheder og udstyrsmuligheder. Spillet tvinger én til at prøve alle klasser i starten som en del af en quest, hvilket føles en smule tvungent. Jeg ville have foretrukket, at spillet havde introduceret disse mekanikker mere organisk i stedet for at presse det ned over spilleren.

Towerborne har dog charme, især i grafikken, der har et unikt og stiliseret udseende, og musikken er også ret fængende. Dog er spillet stadig i Early Access, og jeg oplevede flere tekniske problemer, inklusive nogle irriterende crashes, som sendte mig tilbage til desktop. Stoic har stadig lidt arbejde foran sig med at polere spillet op, før den officielle udgivelse i 2025.

Alt i alt har Towerborne potentiale, men det føles stadig ikke helt færdigt. Spillet kommer først til sin ret i multiplayer, men som singleplayer er det lidt kedeligt og ensformigt. Hvis Stoic formår at bygge videre på det fundament, de har skabt, og tilføjer mere variation, kan det ende med at blive et rigtig sjovt spil. Indtil da vil jeg kun vende tilbage til spillet, hvis jeg har nogle venner at spille med.