Vi anmelder Xbox-udgaven af Second Extinction

Den her anmeldelse er baseret på PreSeason 4-opdateringen, der er landet sammen med Xbox Game Preview-udgaven af spillet. Vi følger på med en færdig anmeldelse, i det spillet forlade både Game Preview og Steam Early Access.

Det er ret tydeligt fra aller første gang man introduceres for udvikleren System Reactions' Second Extinction, at ikke bare er spillet ganske tilfreds med at være tydeligt inspireret af Valves ikoniske Left 4 Dead-serie, det er også helt okay med at være et genkendeligt sæt veletablerede mekanikker og systemer. Jo, det er dinoer du og dine kammerater skyder på, men forvent ikke nogen synderlige innovationer her, men måske gør det heller ikke så meget?

Selv det narrative grundlag er en kende tyndt, dog forsætligt designet således, at du uden videre fanfare kan hoppe ind, og få fuldt udbytte af den action der udfolder sig stort set øjeblikkeligt. Genetisk modificerede dinosaurer er ved at overtage vor klode, og det er op til dig, og dine garvede co-op buddies at forhindre det i at ske. Så er der sådan ikke rigtig mere du skal vide, og det vil, alt efter hvem man spørger, enten være en styrke eller en svaghed.

Herfra handler det om at vælge en karakter, som der er et par stykker af i skrivende stund. Det er ikke fordi vi snakker Evolve-niveauer af specialisering her, for hver karakter bidrager med en unik evne, men det er efter al sandsynlighed nok til at man finder en favorit. Rosy kan eksempelvis placere pyloner på jorden, der forbindes via et net af elektricitet, lidt ligesom Watson i Apex Legends. Nogle evner er dog lidt mindre konsekvente, og Ortega kan eksempelvis "bare" holde to hovedvåben, i stedet for det traditionelle hoved- og sidevåben.

Forventer du et hav af metalag her, så er de der ikke rigtig, endnu. Du låser op for nye våben løbende, og opgraderer dem du har imens du spiller, men unikke skins, ekstra evner eller lignende infrastrukturer er simpelthen ikke rigtig på plads, men det har dog den fordel at Second Extinction, som sagt, er forfriskende simpelt at spille. Du har din karakterevne, ja, men for det mest handler det om at pløkke, og pløkke, det gør du altså.

Hvor spillet dog innoverer en smule er at du faktisk ikke vælger én specifik lineær bane, men i stedet vælger et Drop Point i en bestemt sektion af én stor sammenhængende verden. Du vælger et sted der er nær den mission, eller kontrakt, du gerne vil gennemføre, men du kan lige så let vælge at dreje om på hælen, og lave noget helt andet. Der er kontrakter rundt omkring i den her åbne verden at gennemføre, og den byder desuden ikke på nær lige så mange tætte korridorer, eller klaustrofobiske omgivelser. I stedet er det hele mere åbent, som føles ret så forfriskende, dog betyder det også at mange af disse omgivelser ender med at føles en kende generiske, mest fordi det hele har nogenlunde samme tema - iskold tundra.

Hvad der dog helt oprigtig talt er sejt er Second Extinctions måde at se spillerbasen som ét samlet hold. Hvad det reelt betyder er at Systemic Reaction holder trit med hvilke kontrakter spillerne tager, og hvor de løber ind i vanskeligheder. Hvis en stor portion hold fejler et bestemt sted, så begynder der at komme flere dinoer til, og derfor forøges belønningerne ved at tage kontrakter i netop det område. Pludselig kan et generisk ligegyldigt område blive en slags gigantisk boss-kamp, hvor du og dit crew skal op imod helt latterligt mange dinoer. Og alt det her sker dynamisk hver eneste gang Systemic Reaction indsamler data fra alle spil i verden.

Og det er faktisk ikke engang kedeligt at skyde dinosaurer. Det skyldes blandt andet fordi at hvorimod zombier jo, på nær en række unikke af slagsen, alle ligner hinanden og agere lidt på samme måde, så har udvikleren her gjort en dyd ud af at sikre, at disse dinosaurer fremstår vidt forskellige. Selvom du spænder tværs over den frosne tundra kan du fra alle retninger bliver angrebet af en tung Flatback, en gruppe små sultne Raptors og en Armored Bull. Alle skal de håndteres vidt forskelligt, og alle er de udfordrende på deres egen måde. De er desuden også i forskellige varianter, såsom en Necrotic Flatback, eller en Overmutated Raptor. Mulighederne er mange, og kombinationen af fjender i en gruppe gør at du skal tænke lidt strategisk.

Det er derfor lidt synd at Second Extinction mangler måder hvorpå karakterer kan arbejde sammen udover bare at koordinere hvem der skyder på hvad. Udover de førnævnte pyloner er der ikke rigtig noget samspil her, man overlever bare sammen, og det ville være rart at se en helt der eksempelvis kunne påvirke pylonerne på en bestemt måde, eller helte der kan være sine kammerater mere behjælpelig på en anden måde, om ikke andet for at læne sig mere ind i det direkte kooperative.

Men når det så er sagt, så er Second Extinction, både på PC hvor det har eksisteret siden oktober i Early Access, og fra i morgen på Xbox Game Preview, allerede et solidt co-op spil. Du pløkker, griner og bliver til tider udfordret, og takket være et simpelt set-up og en spændende globalt perspektiv, så er det værd at checke ud.