Bare en note inden vi starter: denne anmeldelse vil være helt spoiler-fri, så hvis du holder dig væk fra Twitter og af en eller anden grund stadig gerne vil læse indtryk, inden du selv spiller, er du sikker her. Dette er også tredje gang, jeg "anmelder" Dispatch; mine andre tanker kan du tjekke her og her.
Denne anmeldelse fungerer delvist som en anmeldelse af episode 7 & 8, men fokuserer mere på de overordnede indtryk, hele sæsonen efterlader hos mig. Finalen var lige så super, som vi havde forventet, og selvom jeg bestemt er nysgerrig på at se alle de forskellige udfald, du kan få - da procentstatistikkerne ved rulleteksterne viste helt forskellige slutmomenter i vores historier - har jeg ikke tid til at dykke ned i dem endnu. Dispatch' slutning er lige så storslået, som man kunne forvente, og finalen især gør sit bedste for at kompensere for tidligere episoders kortere længde, ved at kaste dig direkte ind i et episk opgør med de skurke, du har mødt indtil nu. Den spilder ikke tiden, og det er sandsynligvis en af de største komplimenter, jeg kan give Dispatch.
Det føles aldrig som om, spillet springer over hvor gærdet er lavest. Det er så stramt, at man bliver efterladt med lyst til mere, hvilket igen er en stor styrke. Alligevel mærkes spillets korthed nogle gange, især i de tidligere episoder og under det episodiske udgivelsesskema. Det kan være svært at kaste sig ind i en verden en uge ad gangen, men når du først er i Dispatch, er du helt inde i det. Karaktererne er charmerende, og du vil med sikkerhed få en favorit i Z-Team, som du vil forsvare lige så ihærdigt, som du engang valgte din favorit-Pokémon - Dispatch' verden er en, du ikke har travlt med at forlade. Det gør det kun mere mærkeligt, når det føles, som om spillet prøver et exit lidt for tidligt. Det lader til at være med fuldt overlæg. Det her er bare et glimt, nok til at man vil have mere - det er intentionen, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om endnu en episode, eller endda en separat mode med dispatch-spillet, ville have været nok til at få det til at føles mindre som en kort oplevelse, der hælder mere mod TV-delen af spil-/show-balancen.
Jeg fremhæver det der med TV, fordi Dispatch er så populært nu, at mange sandsynligvis vil overveje at prøve det pga. hypen og måske ikke er klar over, hvilken oplevelse de går ind til. Men hvis du vil have et narrativt, valg-baseret spil, hvor dine beslutninger betyder noget, kan du ikke rigtig gøre det bedre end Dispatch. Den spiller-frihed, der vises her, er bemærkelsesværdig: dine valg kommer ikke kun tilbage senere, men kan også bygges videre på med andre nuancerede beslutninger, så du føler, du skaber din egen kanon, selvom rulleteksterne så fortæller, at 56% af spillerne faktisk gjorde præcis det samme. Det er en stor fordel, at Dispatch aldrig får dig til at føle, du gik glip af noget eller tog "det dårlige valg" - du har bare fortalt din historie. Det er en evolution af Telltale-formlen, som denne genre så desperat har brug for. Selvom hovedhistorien følger samme vej uanset dine valg, har AdHoc gjort et fænomenalt stykke arbejde med at bringe din version af historien til live, i stedet for blot at skjule de stier, du tager, og tvinge dem ind i en forudbestemt fortælling.
Dispatching is like crack to me
Jeg har tidligere fremhævet Dispatch' stemmeskuespil, skrivning og animation, og selvom der er øjeblikke i dialogen, der ikke helt faldt i min smag, vil jeg igen understrege AdHocs indsats med deres første projekt - de skaber en storbudget-fornemmelse, der hæver Dispatch til en oplevelse, du føler, du må være vidne til, selvom det ikke er din sædvanlige genre. Som en, der også er blevet træt af superhelte og finder shows som Invincible og The Boys mangler noget at holde fast i, føles Dispatch endnu mere imponerende som en superheltehistorie, der forbliver frisk i måske den mest mættede subgenre i medierne i dag. Det hjælper, at beslutningstagningen giver dig mulighed for at forme den superheltehistorie, du gerne vil se. Er du en renhjertet spejder eller en kantet antihelt? Det er op til dig at bestemme, og castet gør et fremragende arbejde med at bringe alle versioner af Dispatch til live.
Måske er det Aaron Paul, der gør det bedst. Robert Robertson balancerer på næsten umulig knivsæg. På den ene side skal han være lidt neutral, så spilleren kan sætte sig i hans sted, men han er alt andet end kedelig. Der er en stor nuance i, hvad Robert Paul bringer til rollen, og meget af årsagen til, at jeg finder Dispatch for kort til min smag, er, at jeg ønskede, vi kunne udforske mere af hans karakter. Flere stille øjeblikke med Robert, hvor vi ser, hvem han er, før vi beslutter, hvilken person han bliver gennem sæsonen, havde været fantastiske.
Måske begynder vi at kalde disse spil Dispatch-likes i stedet for Telltale-likes nu. Dispatch tager et stort spring over Telltales tidligere oplevelser, bevarer den stærke skrivning samtidig med, at spiller-agency løftes, og skubber ud en utrolig vanedannende gameplay-loop. Dispatch er simpelthen en af de bedste rene narrative oplevelser, vi har haft i spil i mange år, og det er endnu et spil blandt mange, der fortjener en 2025 GOTY-nominering. Selvom længden og ambitionerne som TV-show måske holder det fra en perfekt score for mig, er jeg sikker på, at vi vil se mange 10/10'er, når flere anmeldere afslutter deres Dispatch-rejser. Fænomenalt.
