Vi har prøvet Atomfall en sidste gang inden lanceringen

Ved første... ja, ørekast lyder "britisk Fallout" ret cool. At bedømme ud fra Fallout Londons succes er det tydeligt, at det er noget, folk vil have. Men at blive betegnet som et britisk Fallout reducerer Rebellions Atomfall for meget. For at adskille sig kan Atomfall prale af en fuldstændig ikke-lineær historie og indflydelse fra britisk spekulativ fiktion fra det 20. århundrede. Der er, med andre, lidt mere bag scenetæppet her.

Du vågner op i en lukket zone, der stort set er blevet forladt af det globale samfundet, i stil med noget som STALKER-serien. Din mission er egentlig bare at komme ud af zonen, men Atomfall giver dig stort set ingen mulighed for at finde ud af, hvordan du skal gøre det. Når du bevæger dig rundt på kortet, samler du spor op, som introducerer dig til forskellige fraktioner og personer, der kan have interesse for din centrale mission. De fleste personer, du møder, har brug for en tjeneste fra dig, for at du kan tage det næste skridt mod at komme ud af zonen, hvilket så sender dig ud på en anden sti, hvor du kan finde endnu en masse spor.

På en måde er det helt op til dig at "finde" fortællingen i Atomfall, og du ender med at skabe din egen historie, mens du udforsker kortet, bekæmper de forskellige fjendtlige kræfter og forsøger at finde ud af så meget som muligt om den ukendte verden omkring dig. Det var en præmis, jeg først var skeptisk over for, men efter at have spillet blev jeg ret hurtigt glad for den tilgang. Bevæbnet med et par rustne pistoler og et cricket bat begav jeg mig ud i vildmarken og opdagede straks en hule fyldt med druider. Da jeg indså, at jeg ikke kunne klare 20 af dem alene, udforskede jeg videre og samlede forsyninger, ammunition og ekstra våben op her og der.

Det er sjovt at gå på opdagelse i Atomfall, og man føler sig som en lokal detektiv, der opklarer mysterier om steder og mennesker omkring en. Selv om jeg ikke gravede for dybt og ikke kan fortælle dig, hvor tilfredsstillende svarene på disse mysterier er, er det værd at bemærke, at udviklerne ikke inkluderer løsningen på alle dine problemer og lader nogle ting være åbne for fortolkning. Men verdens dybde kommer hurtigt til udtryk og er nok til at give dig lyst til at gå ud og udforske, selv om du ikke har en stor markør, der svæver over kortet og fortæller dig, hvor du skal gå hen.

Store "wicker men", forfaldne slotte og nedslidte miner pryder kortet, og de rummer alle et stort potentiale for opdagelser. Nogle hjælper dig med at håndtere fjenderne på kortet, som f.eks. en eksplosiv bait, jeg fandt til at håndtere grupper, og i andre tilfælde kan du læse om et andet spor, du kan følge. Det er værd at dobbelttjekke hver afkrog, hvilket kan frustrere folk, der ønsker et mere lineært progressionssystem, men vil være himmelsk for dem, der hader tanken om, at der efterlades et spørgsmålstegn på et kort.

Kamp blev af udviklerne beskrevet som noget, man helst skulle undgå i Atomfall, men noget af det sjoveste, jeg lavede i spillet, var at tæve alle, der krydsede min vej, med mit cricket bat. Det er simpel kamp, der igen kan sammenlignes med et Bethesda-rollespil, men det er stadig tilfredsstillende, især når man falder ind i en gruppe fjender bevæbnet med buer og slår dem alle til plukfisk, før de kan nå at skyde en pil. Skydevåben og buer bruges mindre, men hvis du kan finde ammunitionen og betragter dig selv som en dygtig skytte, er de virkelig sjove at lege med. Ved ikke at overkomplicere noget i disse kampscenarier har Rebellion efterladt masser af plads til sin komplekse fortælling.

Skills og crafting føles også ret enkelt, men effektivt. Hvis du har materialerne og opskriften, skal du bare holde en knap nede, og så har du den genstand, du vil have, når det gælder crafting. Skills kræver point fra manualer og giver dig mulighed for at fokusere mere på ting som skade fra nærkampsvåben, stealth og generel overlevelsesevne. En god tilføjelse, der giver et ekstra niveau af eftertanke, når du spiller, er dit hjerteslag, der fungerer lidt som en udholdenheds- eller anden helbredsindikator, der konstant stiger, hvis du sprinter overalt, og hvis det forbliver for højt, vil du have svært ved at holde dit sigte stabilt og få succes i kamp.

Efter bare en times tid med spillet føles Atomfall som en unik titel, der igen udfylder det atomstore hul i folks hjerter efter mere singleplayer Fallout. Jeg elskede mit cricket bat, og det fokus der er på non-lineær historiefortælling. Jo, der er lidt knaster, men Rebelleion har så sandelig fat i noget unikt her.