Resident Evil 4 er et af de bedste spil jeg nogensinde har spillet, og Resident Evil 2 ramte 100% plet i mit hjerte. Det gjorde det vist også hos andre, da spillet fik rigtig gode anmeldelser, og solgte godt for Capcom. Så det undrer ikke nogen, at den legendariske spilserie har inspireret andre. Det er her Daymare kommer ind i billedet.
Daymare: 1998 er udviklet af Invader Studios, som er et italiensk udviklerhold, som arbejdede på et remake af Resident Evil 2, inden Capcom selv gjorde det. De stoppede selvfølgelig deres projekt, men fik blod på tanden, da de blev inviteret til Japan, for at besøge Capcom. Resultatet er så Daymare: 1998, som jeg har fået lov til at lege med en times demo af.
Demoens historie begynder om bord på en helikopter, som er på vej mod et videnskabeligt institut, hvor en eksperimentel gas har forvandlet flere af personalet til zombier, som gas jo gør. Om bord på helikopteren er Liev, som er den karakter man styrer i demoen, og tre af hans kolleger, som også skal hjælpe. Der er en underlig dialog imellem Liev og Majoren, som udenfor kontekst ikke giver meget mening. Liev beskylder Majoren for at være en kujon, og majoren får besked på at ignorere ham. Jeg tænker det er noget man får mere at vide om i det fulde spil, men i denne demo giver det ikke mening. Sproget der bliver brugt, minder meget om det man finder i en lavbudget B-film, og det hele virker lidt amatøragtigt, med stemmeskuespil, som er ret skrabet og ikke specielt godt.
Nok om det. Liev bliver sat af på helikopterplatformen, som instituttet har, og man skal så begive sig ind laboratoriet, for at ordne det man har fået ordre på, nemlig at få fat i gassen, som er skyld i zombieficeringen af instituttet. Det minder meget om mercenary-delen i Resident Evil 4, men er dog fokuspunktet i denne demo, så mit gæt er at hele spillet vil omhandle dette. Snart efter møder man den første zombie, som kommer langsomt haltende mod en, og man finder hurtigt ud af, at næsten hele arbejdsstyrken er blevet gjort til de levende døde. Herfra gælder det så om at finde prototypen på gassen, og herefter undslippe.
Historien i det jeg prøvede, var meget tro mod Resident Evil-formularen, så man mødte undervejs enkelte overlevende, mens man fandt diverse foldere med info, som tydeliggjorde den bagvedliggende historie. Problemet er bare at det hele føltes skrabet og upoleret, og man kan mærke at udvikleren ikke har de sammen ressourcer som Capcom for eksempel har. Især er dialogen i helikopterscenen tåkrummende dårlig, og så synes jeg at mellemsekvenserne var alt for lange. Specielt er sekvensen efter man er undsluppet meget lang, vi snakker flere minutter, hvor intet egentlig sker. Man får en hel samtale imellem en mand, som ringer til sin kone, og de snakker om mange ting. Jeg håber derfor at de skærer noget af fedtet fra, så historien bliver slankere, og mere relevant.
Selv gameplayet minder meget om Resident Evil 2, med et lille lager af ting man kan have på sig af gangen, og man skal så ellers håndtere den knappe plads ved at vælge og vrage hvad man mener er vigtigt for sin overlevelse. Man skal selv overføre sin ammunition til sit våben, og det hele sker i nuet, hvilket betyder man ikke kan gøre det særligt godt, når en zombie jagter en. Her er eneste mulighed at man løber væk, og finder et sted, hvor man kan genopfylde sine magasiner. Det er ret intenst, men jeg må indrømme jeg bedre kan lide den måde man gør det på i Resident Evil, hvor ammunitionen er en del af ens pistols samlede ammunition, så man ikke skal rode rundt med pistolkugler i tide og utide. En anden ting som var lidt underligt, var at man kunne genlade sit våben på to måder. Den ene var at man skulle holde den dedikerede knap nede i længere tid, så man langsomt fyldte ens magasin. Den anden var man trykkede hurtigt på den samme knap, hvorefter Liev smed et magasin på gulvet med skud i, men at pistolen samtidig blev fyldt op. Dette indebar at man skulle samle magasinet op igen, hvilket jeg gjorde flere gange, og blev ganske træt af. Jeg tænker ideen er at man på den måde kan lade hurtigt, når man bliver jagtet af zombier, for så at samle ens andre skud op når truslen er væk. Desværre sidder det bare så dybt i mig at genlade på den måde, at jeg konstant smed mit magasin på gulvet, det var lidt irriterende.
Selve gameplayet er ganske som man kender det i de nyere Resident Evil-spil. Man løber fra rum til rum og løser gåder og skyder zombier. Engang imellem snakker man med sit hovedkvarter, og fortæller hvad der hændt en. Gåderne er underholdende og ganske udfordrende. Man skal holde øje med sine omgivelser, for så finder man hurtigt løsningen på dem. I min gennemspilning var der dog en undtagelse, som handlede om en gåde til sidst i demoen, som ikke gav nogen mening. Den måtte jeg prøve mig frem med, og fandt løsningen efter en del tid, og trods det gav det stadig ingen mening. Jeg håber Invader Studios får styr på disse gåder, da de er direkte stopklodser for den videre progression, men de første gåder jeg mødte tydede ganske godt.
Grafikken ligner noget man kunne finde på den tidligere generation af konsoller. Ansigter især er meget grimme, og zombierne ser stive ud. Stemningen er dog i orden, og man kommer ind i det ene mere skumle lokale efter det andet. Der er en masse blinkende konsoller, og man føler sig hensat til et mystisk laboratorium. Noget Invader Studios skal arbejde med er animationerne når man skyder zombierne, for de reagerede ikke altid når man ramte, og det føltes bare ikke helt godt at skyde på de levende døde. Noget at det jeg elskede mest ved Resident Evil 2, var den måde det føltes at pumpe en zombie fuld af bly, og den glæde føler jeg slet ikke her. Det hele føles lidt stift og billigt, og skal Daymare; 1998 blive en succes skal denne del bare være bedre, for ellers føles spillet som om det er udviklet af amatører, som arbejder på et fan-projekt.
Jeg synes Daymare: 1998 har potentiale, men siden udgivelsen er sat til denne sommer, så håber jeg at udviklerne polerer kraftigt på spillet, og frigiver et mere færdigt produkt end det jeg har spillet. Kan de det, kunne det blive til et meget spændende selskab.