Vi har prøvet Devil May Cry 5 ved Gamescom

Der er gået hele 10 år siden vi sidst fik muligheden for at hakke og skære os igennem de dæmoniske horder som den karismatiske og brutale Devil May Cry-helt Nero, og efter en række remasters og et enkelt reboot tager Capcom styringen tilbage, og bringer Nero tilbage i den forbindelse. Det kommende Devil May Cry 5 mildest talt eftertragtet og ventet af fans verden over, men spørgsmålet er jo så bare om spillet kan leve op til disse forventninger. Vi prøvede spillede i Köln i anledning af Gamescom, og må ærligt indrømme, at det tyder det på at det gør.

Følelserne var ved at nå et bristepunkt da vi kom i presseområdet af messegulvet. Nero, og hvad vi antog var en rimelig imponerende demonstration ventede bag en lukket dør nede bagerst i området, og demonstrationen vi så fik lov til at spille kastede os ind i kampe og horder af dæmoner stort set med det samme. Nero og hans sjove veninde, den nye karakter Nicoletta "Nico" Goldstein, fræser afsted igennem små snævre gader. Nico sad bag rattet, og før vi vidste af det satte hun os af, og fik til opgave af få styr på det utal af dæmoner, der havde forvandlet byen til en øde og gold slagmark. Det blev hurtigt ret tydeligt at beboerne havde flygtet for længst, og tilbage var kun dæmoner i hobetal. "Bare rolig", tænkte vi - Nero er her for at redde dagen.

Vores protagonist benytter hans ikoniske Red Queen-sværd, en robotarm der er blevet tilpasset og forbedret af Nico, og naturligvis hans pistol. Sværdet håndteres noget lig det vi så i Neros sidste Devil May Cry-kapitel, det vil altså sige at du hurtigt kan få hang om nogle stærke comboer ved at lære en række angrebskombinationer. Målet er at variere dine angreb - og hvert eneste slag bidrager til den samlede score efter hver kamp. Det er efterhånden kutyme for serien, og det DNA bibeholdes og videreudvikles her.

Blue Rose-revolveren giver samme muligheder som sværd, bare på afstand, og det er en effektiv måde at fastholde en høj combo selv når Nero er på afstand af hans fjender. Desuden fandt vi det brugbart at dobbelthoppe for at beskytte Nero mod skade, og så affyre Blue Rose. Den nye robotarm (som hedder Devil Breaker, fordi alle lemmer skal have et navn) introducerer dog nogle lidt anderledes tilføjelser til kampsystemet, der i det hele taget bare giver dig flere muligheder. Særligt en Grappling-evne var ganske brugbar, da den kan være med til at fastholde en combo i luften, ved at hive fjender op til dig. I det hele taget kan den sikre at du altid har fjender tæt på dig, så din combo ikke dør ud. Desuden kan armen også stoppe tiden, og også denne evne kan være med til at redde en en høj combo.

Efter vi havde dræbt enhver dæmon på vores vej i det ellers øde gader, så skulle vi finde en slags babydæmon (bizart? Yes sir!), som vi skulle bruge til at fjerne nogle tentakler der blokerede vejen fremad. Efter vi havde fundet denne baby mæskede den sig i lækker, rå dæmontentakel, og vi var endnu en gang på vej. På den anden side ringede en telefon pludselig i en god gammeldags telefonboks. Det var såmænd bare Nico der var blevet en kende utålmodig, så hun valgte at køre ind og hente os. Devil May Cry 5 er fyldt med humor. Scenen sluttede, og vi blev transporteret til et nyt sted.

Efter at blive kastet ned fra en distance som ville dræbe ethvert normalt menneske stiftede vi bekendtskab med en gigantisk fjende, en boss vel at mærke. Som man kunne forvente var denne boss ganske udfordrende, og den havde en lang række forskellige angreb såsom et brændende vortex. Heldigvis var der små grønne kugler gemt hist og her i arenaen, der gjorde at vi kunne genvinde lidt livspoint - og med lidt held formåede vi at besejre den gigantiske dæmon i første forsøg, og med det stoppede demonstrationen. Vi synes vi gjorde det sublimt, men det store fede "B"-bogstav sagde noget helt andet.

Så summa summarum så ser Devil May Cry 5 mildest talt formidabelt ud. Først og fremmest er grafikken noget af det pæneste vi har set hidtil, og det hele blev afviklet i en silkeblød billedehastighed på 60fps. Vigtigst af alt føles det dog som en rigtig efterfølger til de spil i serien vi alle elsker. Kampsystemet er hurtigt, varieret og udfordrende, styringen føles responsivt og musikken er storslået. Nero er karismatisk, og lige så er Nico, og vores samlede indtryk overgik så sandelig vores forventninger.

Vi kan simpelthen ikke vente.