Vi har prøvet Donkey Kong Bananza

Selvom Nintendo fortsat er tilbageholdende med officielt at bekræfte, hvad vi allerede ved - at dette er det nye platformspil fra EAD Tokyo og ikke et nyt 3D-Mario - var det ret tydeligt at se, da jeg sad med Nintendo Switch 2-lanceringstitlen (altså, det kommer indenfor "lanceringsperiode", okay?) for nylig ved Premiere-eventet i Paris. Man kan bare se og mærke dets rødder i stilen, mekanikkerne, kameraet, verdensdesignet ... Man kan ane Super Mario Odyssey DNA'et i ethvert aspekt her, fra vertikaliteten til fysikken.

Ser du, Donkey Kong Bananza kombinerer traditionelle platformselementer med i sandhed destruerbare omgivelser. Man kunne endda sammenligne det med Minecraft eller SteamWorld Dig, men selvfølgelig med den bemærkelsesværdige personlighed og de endeløse ideer fra det førnævnte udviklerteam.

Og hvad betyder det? Ja, at man ikke bare hopper rundt, men at man fra starten bliver kastet ud i et spil, der fokuserer på ødelæggelse og decideret udgravning. Hvad kan ødelægges, hvordan og hvor kan jeg grave dybere, var de ting, spillet fik mig til at tænke over, mens jeg stormede gennem miljøet og trak ihærdigt på smilebåndet.

Den 15 minutter lange demo bestod af to dele. En tutorial-intro i minerne på Ingot Isle og derefter Lagoon Layer, et andet område længere inde i spillet, hvor du låser op for Boom Bomb-evnen. Du kan se nogle uddrag af min tid med spillet her:

Og hvad mere? R bruges til Hand Slap for at indsamle genstande i nærheden inden for et cirkulært område, og med ZR kan du bogstaveligt talt rive sten ud af omgivelserne med dine bare hænder. Derefter kan du undersøge omgivelsernes materialer og kaste dem rundt med gyroen eller måske bruge et stykke jord som surfbræt på Funky Kong-maner. Og L? Vi taler om kongen af... rytme, ikke sandt? Med L laver du musik, som du kan følge i takt, og det hjælper dig med at finde vej gennem banerne.

Spillet er meget tempofyldt, og næsten alt ser ud til at kunne gå i stykker. Apropos det at kigge Zeldas efter i sømmene, så glæder jeg mig allerede til at finde skjulte skatte i det endelige spil, og det kommer fra det hold, der gjorde Odysseys hemmelige jagt i end game så fornøjelig. Denne demo var en hensigtserklæring om at håndtere terrænet og forsøge at finde hemmelige indgange (eller udgange) til andre områder eller endda niveauer i et lagdelt design, som uundgåeligt mindede mig om Tears of the Kingdoms huler.

Jeg kan virkelig godt lide, at de udforsker minerne i Donkey Kong-verdenen ud over de typiske mine cart-baner vi allesammen kender, da det føles forfriskende at komme fra de mere indlysende jungleomgivelser, og at bruge denne udnyttelige facet fra figurens historie til nye formål er den bedste tilgang til en genstart, hvis du spørger mig. Dette er trods alt noget helt andet for karakteren, og nu leder du efter gyldne bananer eller, mere teknisk, Banadium Gems, som ser ud til at være som spiseligt guld og fungerer ligesom Odysseys måner.

Det betyder, at du ikke forlader området, når du har samlet en. I videoen ovenfor kan du f.eks. se, hvordan jeg fik 4 gyldne bananer, før jeg forlod den indledende mine på Ingo-øen. I stedet for Mario-mønter udgraver du selvfølgelig Banadium Chips som valuta, når du slår dig vej gennem vægge, og lofter, som igen kan byttes til flere bananer på Chip Exchange.

Men der er to andre friske ting at finde i Donkey Kong Bananza. Den ene er fossiler (!), som giver perfekt mening i betragtning af præmissen. Og den anden er kosmetiske tilføjelser, som selvfølgelig fylder, når man kommer fra Super Mario Odyssey. For at få sidstnævnte skal du investere i førstnævnte i Style Shop.

Og parallelerne stopper ikke der; den lille lilla ven Odd Rock er for Donkey Kong, hvad Cappy var for Mario i hans sidste 3D-eventyr, men tro mig, når jeg siger, at bortset fra studiets varemærkeegenskaber er dette et spil, der spiller anderledes at dømme efter demoen, og som ønsker at forme sin egen identitet.

En anden uundgåelig sammenligning, som alle laver, og har gjort lige siden det nye DK-design blev afsløret i både filmen og gokartspillet, er med Rare-spillene. Og hvis nogen stadig tror, at japanske Nintendo hader DKC-sagaen, vil jeg sige det modsatte: De respekterer, anerkender og omfavner den æra, fra side-scrollende hyldester til røde balloner, for ikke at tale om Diddy-lignende minearbejdere eller eksploderende tønder.

Mekanisk vil jeg gerne se, hvordan kamp og bevægelse udvikler sig med nye klatre- og graveevner, da de verdener, der blev vist i traileren ud over det, jeg spillede, gjorde mig begejstret. Narrativt, hvis det er det, du er her for, blev jeg lovet »tilbagevendende venner« ved arrangementet, så vi får se, hvilken sjov historie de har fundet på. Jeg kunne sige, at de 7-8 skurke, der blev vist i traileren, vil opføre sig som Broodals i dette spil, men nu er det vist nok med sammenligningerne.

Mario Kart World har stjålet overskrifter verden over, på godt og ondt, men Donkey Kong Bananza var klart det sjoveste jeg havde det med singleplayer-spil. Jeg smilede, dansede til junglerytmerne og følte mig destruktiv og brutal som en pelsklædt nedrivningskugle. Et dristigt reboot-træk, som Nintendo har bygget op til med sin Universal-film- og forlystelsesparkaftale, men for at det skal blive til guld, skal selve spillet levere varen. I juli bliver det nødt til at kompensere for den ringere karakterappel med ren, ægte sjov.