Dansk
Gamereactor
previews
Super Mario Bros. Wonder

Vi har prøvet Marios nyeste eventyr på Switch!

Nintendo vender endelig tilbage til præcisionsbaseret 2D-platforming, men vi kan fortælle dig, at Super Mario Bros. Wonder er meget, meget mere end det.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Forleden på Gamescom fik jeg den herlige mulighed for at prøve et par baner i det kommende Super Mario Bros. Wonder bag lukkede døre. Det var en multiplayer-session, hvor jeg spillede sammen med to andre spillere: En Nintendo-repræsentant (som tydeligvis var en Mario-veteran) og en anden spiljournalist (som tydeligvis ikke var det). Jeg betragter mig selv - en stolt Gamereactor-repræsentant - som førstnævnte, og vores varierende erfaring med 2D-Mario viste sig at være helt perfekt til at vurdere, hvor godt dette spil igen forsøger at favne et bredt publikum: Seriøse platforming-fans på den ene side, og nytilkommere eller bare mere afslappede spillere, der samles for at have det sjovt med et festspil, på den anden.

Jeg blev glædeligt overrasket over den tilføjede variation, fjollede underholdning og detaljegrad, som Wonder tilbyder oven på New!-serien. Så lad mig dele mine indtryk punkt for punkt!

Super Mario Bros. Wonder
Dette er en annonce:

Et væsentligt justeret fysiksystem

Hvis du ligesom mig har tilbragt uendelige timer med venner i NSMB Wii og NSMB U/Deluxe, så vil du med det samme lægge mærke til en stor ændring, der omdefinerer spillets regler, og som Nintendo smart har skjult i spillets afsløringstrailer: Når man spiller sammen ved venner, er der ikke længere friktion mellem karaktererne, og man kan ikke hoppe på hinanden. Der er stadig interaktion karaktererne imellem - for eksempel kan én spiller styre Yoshi, og en anden ride på ryggen af den - men glem alt om at bruge hinanden som trampoliner samt at skubbe og kaste hinanden. Dette flytter af indlysende årsager dit mekaniske fokus, men påvirker også konkurrence- og samarbejdsaspekterne ved spillet.

Så hvordan føles det? Overbevisende godt. I begyndelsen savnede jeg den førnævnte friktion mellem karakterer, men spillet gav mere og mere mening, jo mere jeg spillede, og jo mere kendskab jeg fik til de nye Badges (som jeg vil forklare senere). Du kan i øvrigt heller ikke stjæle items længere, og indsamlede power-ups arrangeres på en FIFO-liste i øverste venstre hjørne af skærmen, klar til at tages i brug af den, der måtte have behov for det.

På trods af et justeret fysiksystem skal du ikke forvente, at spillet behandler de individuelle karakterer på samme måde som for eksempel Super Mario Bros. 2 eller Super Mario 3D World. Alle syv "mains" opfører sig ens i dette spil. Peach svæver altså ikke, Luigi kan ikke hoppe højere end de andre karakterer, og Toad løber ikke hurtigst.

Super Mario Bros. Wonder
Dette er en annonce:

Vent, hvor mange karakterer er der lige i Super Mario Bros. Wonder?!

Jeg nævnte syv spilbare karakterer, men jeg talte faktisk op til ni karakterer i karaktermenuen. Bliver Bowser spilbar? Hvem ved. Dette er listen indtil videre:


  • Mario

  • Luigi

  • Peach

  • Daisy

  • Red Toad

  • Blue Toad

  • Yellow Toad

  • Yoshi

  • Nabbit

Fra Mario og ned til paddehattene er der kun kosmetisk forskel på karaktererne, hvorimod Yoshi og Nabbit fungerer som spillets "easy-mode", designet med henblik på nybegyndere eller små børn, da de ikke kan tage skade. Der er dog et men.

Udover Mario og Peach spillede jeg kun som dinosauren, og førnævnte men er, at Yoshi og Nabbit ikke kan anvende power-ups, da det nok både ville blive for meget af det gode og en smule for underligt. I stedet kan Yoshi, udover næsten at være udødelig, udføre alle de andre karakterers manøvrer (inklusive vægspring, ground-pound, spin og Badge-bevægelser), og selvfølgelig også dens egne signaturmanøvrer, såsom at svæve kortvarigt i luften eller gribe skjolde med tungen som en kameleon og spytte dem efter fjender.

Super Mario Bros. WonderSuper Mario Bros. Wonder

Ja, du kan spille Super Mario Bros. Wonder online, og det er ganske interessant

Der er en god grund til, at Nintendo har valgt, at dette eventyr skal foregå i the Flower Kingdom frem for Mushroom Kingdom: I denne verden er der masser af nye power-ups og transformationer!

Selvfølgelig er de traditionelle power-ups her stadig, men bortset fra de sædvanlige (svampe, ildblomst osv.) havde vi også mulighed for at prøve den nye elefant-power-up samt det nye bor.

Elefanten er ikke kun større og stærkere og hylende morsom; du kan også bruge dens snabel til at reflektere projektiler (såsom agern) tilbage i sylten på fjender, smadre blokke, der ikke kan smadres af normale angreb, og - enhver blikkenslagers drøm - bruge den til at absorbere væsker, som du derefter kan sprøjte på fjender eller blomster.

Boret var også en glædelig overraskelse, der giver kraftige associationer til Super Mario Galaxy 2s Spin Drill. Med denne kan du selvfølgelig bore dig ned i undergrunden, men du kan også bore dig op i faste objekter, bore dig igennem sprækker og gennem juveler. Og så beskytter borehatten desuden mod nedfaldende objekter.

Super Mario Bros. Wonder

Og nu når vi endelig til de nye Badges. Det er specielle evner, som gives til alle spillere af Prince Florian, og man låser op for dem ved at fuldføre såkaldte Badge Challenge-baner, som også fungerer som tutorials for de pågældende Badges.

Tænk på Badge-evnerne som tilføjelser til dit basale repertoire af klassiske Mario-manøvrer. For eksempel fik vi et badge, der gav os mulighed for at udføre lodrette vægspring, som komplimenterede de horisontale vægspring perfekt. Et andet eksempel var et badge, der lod os udføre et superladet højdespring ved at krybe sammen. Eftersom gruppen af spillere deler disse badge-evner, transformerer de hele gruppens spillestil. Her er en liste over nogle Badges:


  • Parachute cap (for at svæve med kasten via ZR, selv som elefant)

  • Wall climb jump

  • Floating high jump

  • Crouching high jump

  • Dolphin kick (brugbar under vand)

  • Auto super mushroom

  • Sensor (skanner efter genstande og hemmeligheder)

Sidstnævnte er særdeles nyttig, eftersom Super Mario Bros. Wonder er fyldt til randen med hemmeligheder. Hvis man vil samle alle Wonder Seeds - som er spillets hovedmål - bliver man ofte nødt til at genspille baner op til flere gange.

Her til sidst bliver jeg nødt til at nævne de nye Wonder Flowers, som forårsager de skøreste transformationer af både karakterer og omgivelser.

Du fik et glimt af dem i den første trailer, hvor vi blandt andet så de traditionelle grønne rør blive levende og helt slangeagtige, men under vores gameplay-session så vi bogstaveligt talt de elskede karakterer blive forvandlet til... goombas. Under en snigemission. Yep, den er god nok. Og goombas kan jo ikke hoppe. Til gengæld kan de gemme sig bag træer og buske. Og de kan bevæge deres øjne i hypnotiserende cirkler; øjne med smukke øjenvipper, hvis du spiller som en Peach-goomba. Det gav anledning til et af de skøreste og sjoveste øjeblikke i Marios historie.

Det ser skønt ud

Super Mario Bros. Wonder

Endelig afviger dette spil rent visuelt fra den småkedelige, lidt for simple grafikstil, som 2D Mario-serien har kørt på i alt for mange år. Der er mere dybde, bedre effekter og frem for alt et hav af nye detaljerede animationer, som puster liv i serien.

Spillet lader også til at bevare udfordringen og underholdsværdien, som veteraner som jeg selv forventer af serien, i og med at nye spillere får tips til, hvordan de kan forbedre sig, og baner får vist deres sværhedsgrad, inden man starter dem.

Selv hvis du ikke får mulighed for at spille Super Mario Bros. Wonder med venner, forventer jeg, at spillet bliver meget teknisk krævende på grund af de nye badge-evner, de skøre transformationer og alle de muligheder, som onlinespil åbner op for. Det kan ikke blive d. 20. oktober hurtigt nok.

Du kan se spritnyt gameplay fra spillet nedenfor:

HQ

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold