Vi har prøvet Nintendos Drag x Drive og forstår det slet ikke

Da Mouse Mode til de nye Joy-Con 2-controllere blev lækket for flere måneder siden, var der mange af os, der begyndte at finde på mulige anvendelser. De mest oplagte var til party-spil (som det f.eks. vil være tilfældet med Mario Party Jamboree), til strategispil (som det vil være tilfældet med Civilization VII) eller til first person shooters (som det vil være tilfældet med Metroid Prime 4: Beyond). Men Nintendo havde brug for et stykke software til virkelig at fremvise en innovativ kerneanvendelse af det, der er den største nye funktion i Switch 2, når vi taler om spilmuligheder, i betragtning af hvordan alt andet er en udvikling af det, der kom før.

Og jeg taler ikke om den kontroversielle Nintendo Switch 2 Welcome Tour, en ikke-inkluderet titel, der består af flere forskellige demoer, men om et fuldbyrdet spil, der er bygget op omkring selve funktionen, endda med tanke på, hvordan du kan gå i Mouse Mode med de to Joy-Con 2 på samme tid, hænderne parallelt liggende på bordet - eller på dit skød, eller din sofa for den sags skyld.

Jeg taler naturligvis om Drag x Drive, et sportsspil, der blev afsløret under Nintendo Switch 2 Direct-udsendelsen, og som tager et par noter fra andre enormt succesfulde sportstitler som Rocket League og Nintendo Switch Sports. Og man må indrømme, at hovedpræmissen er intet mindre end genial: Det handler om futuristisk kørestolsbasket, hvilket betyder, at du bliver nødt til at "drag", altså trække for at, ja, ehm, "drive". Ved at skubbe Joy-Con 2-controllernes magnetiske side mod en overflade styrer du hver hånd og arm på figurerne og bevæger enten venstre eller højre hjul på stolen fremad eller bagud. En, hvis du vil dreje, begge på samme tid, hvis du vil bevæge dig ligeud - eller i det mindste prøve på det. Igen, det lyder både innovativt og funktionelt, når det beskrives på den måde.

Lad mig nu tilføje lidt personlig kontekst her, da jeg synes, det er vigtigt at tage højde for. Jeg elsker motion controls og controller-innovation. Jeg begyndte bogstaveligt talt at skrive om spil på grund af min fascination af deres muligheder for næsten 20 år siden. Jeg har nydt dem, når de er blevet implementeret ordentligt i alle disse år, indtil det punkt, hvor vi nu er med enheder som VR-controllere, gyroskoper og accelerometre i telefonen, DualSense-haptiske funktioner og selvfølgelig Nintendos Switch og Switch 2 bevægelsesdrevne controllere. The Legend of Zelda: Skyward Sword var en drøm, der gik i opfyldelse, hvis du forstår, hvad jeg mener. Med andre ord er jeg ikke en hater, det har jeg aldrig været.

Men i dette tilfælde, og selv om styringen giver fuldstændig mening rent designmæssigt og fungerer perfekt til formålet, føltes det direkte forfærdeligt i hvert et eneste øjeblik af de 15-20 minutter, jeg brugte med Drag x Drive. Jeg følte ikke, at jeg havde fuld kontrol over spillerens karakter, selv ikke efter at have gennemgået den fulde tutorial før en angiveligt spændende 3v3-kamp. Igen er styringen responsiv, når man glider-løfter-glider, og jeg gætter på, at det er et spørgsmål om træning og tilvænning for at opnå præcis manøvredygtighed, men jeg var ret langt fra det. Faktisk føltes styringen unødigt kompleks og frem for alt ... bare ikke sjov. Som i virkelig ikke sjov - og det tvivl jeg på den bliver selv med forøget eksponering.

Jeg kæmpede med selv det mest basale under hele demoen, og til tider må det have lignet at jeg var ved at folde pizzadej, eller pudse bordet demo-enheden stod på i stedet for at prøve at spille Drag x Drive. Det er intuitivt, misforstå mig ikke, men hvis man skal støde frontalt ind i en anden spiller for at stjæle bolden eller køre hurtigere frem og tilbage for enten at forsvare sig eller finde bedre plads til at skyde eller aflevere, blev det for hurtigt frustrerende, ja, ligefrem irriterende. ZR eller ZL fungerer også godt som bremser, L+R for at aflevere, og så løfter man hånden og laver basketball-kastet med håndleddet på en meget naturlig måde for at skyde, hvilket gav mig et lille glimt af tilfredshed, men selv det blev trukket væk fra min oplevelse, da jeg skulle ned og køre igen.

Problemet er altså ikke den akavede, knap så ergonomiske kropsholdning, som jeg ikke brød mig om i Metroid Prime 4: Beyond, hvor man ikke skal trykke på så mange knapper eller sigte rundt på skærmen, men mere hvordan det føltes: som om jeg spildte en del af min meget stramme, meget værdifulde tid med maskinen, lige så meget som min nysgerrighed trak mig til dette spil. Det gjorde mig lidt vred, må jeg indrømme, og jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at spille det igen.

Det var heller ikke noget kønt syn. Med så mange spil, både første- og tredjepartsspil, der fremviser den smukke 1080p HDR-skærm i håndholdt tilstand og 4K60-grafik på fjernsynet for første gang på en Nintendo-konsol, var dette spil kedeligt og grimt. Ingen personlighed, ingen fancy futuristiske sportseffekter, alt er gråt og generisk sci-fi. For en titel, der, lad os ikke glemme, allerede udkommer i sommerens lanceringsvindue, så så det her decideret ufærdigt ud, og var strippet for al den flair vi normalt kan tillade os at forvente fra Nintendo. I forhold til eksempelvis Arms er det her amatøragtigt.

Jeg er klar over, at der er forskellige meninger her. Jeg kender en kollega, som var engageret i styringen og nød sin tid, måske endda mestrede bevægelsesmekanikken. Og jeg er ret sikker på, at nogle mennesker vil være ekstremt gode, så meget professionelle, at dette kunne have konkurrencepotentiale, da selve styringen fungerer. Og endnu en gang: Man må elske den geniale præmis og det tilgængelige, inkluderende budskab, der ligger bag. Men når det kommer til den bogstavelige tilgængelighed, hvor man tager controlleren og spiller, som vi er kommet til at forvente, er den der bare ikke lige nu.