Vi har prøvet The Evil Within 2

De seneste år har det været tyndt med store titler indenfor survival horro-rgenren, og det synes at have været op til mindre indie-udviklere at holde den sande uhygge i live. I 2014 valgte en af genrens pionerer dog at vende tilbage til den. Shinji Mikami, som stod bag Resident Evil og Resident Evil 4, stod i spidsen for spillet The Evil Within, som lovede at bringe genren tilbage til den intense uhygge, som forlængst har forladt Resident Evil-serien. Hvorvidt det lykkedes, var der delte mening om, men i hvert fald var spillet godt nok til at der nu kommer en efterfølger. Det fik vi lov at prøve ved et besøg hos Bethesda i London.

Det var svært at hitte hoved og hale i, hvad der præcis foregik i The Evil Within : En småskør videnskabsmand skabte en maskine, STEM, hvori han kunne leve i sine minder, som var de virkelige. Efterforskeren Sebastian Castellanos blev sendt ind i denne for at få en patient ud. I The Evil Within 2 bliver han kontaktet af sin tidligere partner, som forklarer, at en hemmelig organisation har skabt en ny STEM-maksine baseret på Sebastians datters hjerne. En datter som var formodet død for år tilbage - derfor er han naturligvis nødt til at tage tilbage til STEMS foruroligende verden.

Demoen vi fik set, starter godt ud: Sebastian træder ind i et mørkt lokale. Lyskeglen fra hans lommelygte afslører en række lig, beklædt med lagener, som hænger ned fra loftet. Jeg har ikke det stærkeste sind når det kommer til gyserspil, og jeg får hurtigt svedige håndflader i forventning om at blive overfaldet. Der går da heller ikke længe inden en mur bryder sammen, og et kvindeligt monster tordner mod Sebastian. Monsteret er tre meter højt med lange sorte lokker, som virker levende i sig selv, og i stedet for sin højre hånd, har hun en kæmpe rundsav. Netop rundsaven er grund til at jeg ikke bliver hængende længe, og løber ned ad gangen. Sebastian har begrænsede kræfter, og et stamina-meter i venstre hjørne begynder at blinke rødt. Sebastian kæmper sig de sidste meter for at nå frem til en dør. Og pludselig står han i et hus, og monsteret er væk.

The Evil Within 2 har altså den samme fordrejede verden som det første, og almindelig logik kan ikke altid hjælpe dig. Det første man lægger mærke til i spillet er hvor meget styringen er forbedret. Den mærkelige stivhed er væk, og Sebastian er let at styre. Størstedelen af demoen finder sted i et åbent område. Ved hjælp af en form for radiomodtagere, kan man søge efter signaler i området. Disse markerer points-of-interest, som enten fører til en form for sidemission, eller bringer én længere frem i historien. Det meste af demoen foregår i denne åbne del, og jeg skal derfor ikke kunne sige, hvor dominerende den, men i hvert fald fjerner det en smule af den klaustrofobiske uhygge, som spillet lagde ud med. På mange måder vækker denne del minder om et spil som The Last of Us. Området er fyldt med zombielignende væsener, som man skal snige sig forbi, ved at kaste flasker for at distrahere dem, eller dræbe dem ved snige sig op bag dem.

Der synes at være en del forskellige veje, jeg kan vælge at tage, men desværre får jeg ikke mulighed for at udforske særlig meget, da en spøgelseskvinde pludselig manifesterer sig foran Sebastian, og dræber ham. Og demoen er slut. The Evil Within 2 har en masse gode ting, men der var ikke særlig meget uhygge i demoen. I stedet føltes det mere som et stealth-spil med et horrortema. Præsentationen af denne verden er dog meget stærk, og der bliver ikke holdt igen med ubehageligheder. Eksempelvis stødte jeg på en kvinde i et hus, som var i gang med at tvangsfodre sin søn med noget, jeg ikke helt kan sige, hvad var. Det åbne område giver spillet mulighed for at lade sig inspirerer af andre titler som The Last of Us, men hvorvidt, det kan formå at fastholde uhyggen på denne måde, må vi vente og se. Der er dog ingen tvivl om, at The Evil Within 2 lover godt, og det er et spil, man som gyserfan skal holde et vågent øje med.