Vi har prøvet to timers God of War

Da God of War: Ascension blev udgivet for små fem år siden, så var der ingen der på daværende tidspunkt ville have troet på, at vi var på vej ind i en længere dvaleperiode, og at der skulle gå fem hele år før vi igen ville få Kratos at se igen. Og det er da egentlig ganske naturligt, når man tager i betragtning, at karakteren i årevis har spillet en prominent rolle som PlayStation-maskot igennem reklamer, gæsteoptrædener i blandt andet PlayStation AllStars Battle Royale og en storstilet remaster af God of War III på PlayStation 4. Summasummarum; Kratos er et ganske særligt, ikonisk pejlemærke for PlayStation-mærket, og efter Ascension forsvandt han. Efterfølgende svirrede rygterne om, at Sony Santa Monica i stedet ville påbegynde arbejdet på en helt ny spilserie, og dette spredte frygt og tvivl om hvorvidt serien overhovedet stod til at komme tilbage. Var Sony ved helt og holdent at efterlade en af deres mest genkendelige ansigter?

Det lyder måske som en tåbelig tanke nu, men tænker man tilbage på modtagelsen af God of War: Ascension, hvordan det føltes, at Kratos evindelige vrede fuldstændig havde opslugt hans identitet. Alt hvad han var, var blevet kogt ned til øredøvende råben om hævn, død og ødelæggelse - folk var forpustede. Netop derfor lød der nær plausibelt, at Sony ønskede en længere pause, og derigennem gled serien ud af den kollektive bevidsthed og vi bevægede os videre til Infamous: Second Son, Horizon: Zero Dawn og Until Dawn.

Men i 2016 begyndte rygterne igen at pulsere, og konceptegninger slap ud som viste Kratos i nordiske miljøer - vi spekulerede alle om, hvorvidt Sony Santa Monica måske alligevel arbejdede på et nyt spil serien, og om de måske også havde i sinde at tage store chancer med et nyt kapitel. Og dette leder os til E3 samme år, hvor vi fik præsenteret det nye God of War i selskab af gjallende kor, buldrende trommer og episk scenografi på Sonys scene. Kratos trådte ind i billedet som en ny karakter. Dette øjeblik vil efter al sandsynlighed gå over i E3-historien. Nu er han her i det kolde nord, sammen med sin søn og med et kamera der er en del tættere på den ene skulder, og til sidst med en tone, der er en del mere underspillet end fans af serien er vant til. Én ting var på daværende tidspunkt sikkert, dette nye kapitel ville blive anderledes - meget anderledes. Og selvom det måske synes at være ganske risikofrit at benytte den subtile, brutale, filmiske The Last of Us-metode, så er det i virkeligheden en gigantisk risiko at tage med sådan en ikonisk karakter.

Men lad os lægge risikoerne fra os, for her står vi endelig, bare en lille måned fra udgivelsen, og kun med få trailere i baghovedet. Spillet er stadig omtåget af mystik, men dette slør vil nu blive revet væk, for vi fik for nylig muligheden for at prøve spillet i København. Jeg selv og Dóri tog et smut ud til PlayStation-hovedkvarteret for at se præcis hvordan dette nye kapitel tager sig ud.

Det første du bør vide om God of War, er, at det så sandelig, virkelig ikke føles som noget andet spil i serien. Så når de diverse designere ævler om, hvordan de har ønsket at bevare den basale strukturelle og mekaniske DNA fra tidligere kapitler, så er det simpel hyperbole. God of War er anderledes, og selvom spillet byder på en relativt direkte fortsættelse af Kratos' eventyr, så kunne dette godt anses som et reboot, eller et skævt spin-off, snarere end et nyt kapitel, der er bygget på seriens idealer. Det er hovedsageligt anderledes fordi det er langsommere, tættere og mere optaget af dialogbaseret eksposition og flot scenografi. Faktisk ville man kunne næsten beskrive spillet som værende intimt.

Overraskende nok begyndte vores i alt to og en halv time lange session med spillet præcis hvor du, kære læser, vil begynde om ikke synderligt længe. Præcis som den seneste trailer har forklaret (og spoilet, hvis man ser sådan på det) er Kratos' kone og Atreus' mor død, og de begiver sig ud for at opfylde hendes sidste ønske, at kaste hendes aske ud fra den højeste tinde i Midgård. Det er ganske slet og ret en "road trip", og også en rejse hvor Atreus vil lære mere om sin fars fortid, blive bekendt med sin arv og muligvis ødelægge halvdelen af verdenen i processen. Hver eneste store, episke rejse starter dog med det første skridt, og lige så gør God of War. Selve introduktionen byder på talløse sekvenser hvor styringen bliver revet fra spilleren af den ene mellemscene efter den anden, hvor dialogudvekslinger sætter scenen inden du på voldelig vis skal begive dig fra den ene ende til den anden. Det er fantastisk eksekveret, men en sand sans for filmisk iscenesættelse og præcist tempo, men anderledes, det må man sige det - og sammenligner man med åbningen af God of War III, uha, det er lige før at spillene nærmest ikke er forbundne.

Men efter ekspositionen var kommet på plads, og styringen blev mere konsekvent overgivet til spilleren, så begav vi os ud på vores færd. Først og fremmest har det været let at være en kende skeptisk, når man har hørt folkene bag spillet beskrive en mere åben verden, men dette er faktisk ganske sandt. Vores demonstrationen tog os på en episk færd på mange kilometer fra Kratos' hjem i en tryg dal imod Midgårds tinder, og selvom spillet på sin vis er lineært, så giver spillet dig masser af muligheder for at udforske verdenen omkring dig. Faktisk er der sågar et detaljeret verdenskort du kan åbne og kigge på, der viser hvor mange samleobjekter og ressourcer du mangler i hvert område. Kortet lader til at foreslå, at der bliver mulighed for at rejse baglæns tilbage til allerede udforskede områder i bedste Tomb Raider-stil. Denne åbenhed gjorde mig nysgerrig, og ivrig efter at udforske samtlige stier jeg vidste ikke var hovedvejen fremad. Det føles ganske smart designet, for spillet er både åbent og lukket på samme tid, præcis som Crystal Dynamics har formået at gøre med deres nye spil om Lara Croft. Hvis du er særligt observant, så finder du ressourcer der kan hjælpe dig med at opgradere dit grej, samt samleobjekter som leverer nødvendig kontekst. Nogen gang får du endda ekstra dialog imellem Kratos og Atreus.

I samme ombæring har vores spanske redaktør, David Caballero, talt lidt med spillets instruktør, Cory Barlog, om demonstrationen.

Kort efter vores demonstrationen talte Magnus fra Gamereactor i Danmark lidt med spillets Design Director, Derek Daniels.

Og dialog er noget du ønsker at høre, for dette God of War har en mere subtil, troværdig tilgang til sine karakterer, og det gør det til en sand fryd at være vidne til enhver udveksling. Hvor Kratos' vrede var blændende både for ham selv, men også spilleren, er den nu nuanceret, mangefacetteret og den bruges til at give spilleren indsigt i hans tunge sind. Selvom pointen med historien er simpel - Kratos der ønsker at udføre hans kones sidste ønske og derigennem beskytte sin søn imod de fare de støder på - så er det uhyre interessant at få de små glimt af motivationerne og historierne bag hans handlinger. Man tørster konstant efter at finde ud af præcis hvordan Kratos er endt der hvor han er, og spillet er smart nok til ikke at give dig alle svarene på én gang. Det er nok mere held end forstand, men netop fordi Sony Santa Monica har håndteret historiefortællingen så ringe i tidligere kapitler, så har de nu placeret hovedkarakteren et sted hvor det er ganske interessant at høre om ham og hans rejse. Selvom Kratos' udvikling under vores demonstration ikke bød på meget mere end at se ham vakle under forældreansvarets pres, så er denne nye, afmålte tilgang til hans person meget, meget interessant.

Men denne tilgang har stået klar fra start af, og det er vist heller ikke det som alle er interesserede i at høre mere om. God of War har altid handlet om de store, episke scenarier og det flydende kampsystem, så hvordan påvirker den nye subtile tilgang, det langsommere tempo, det større fokus på historiefortælling de "larger than life"-øjeblikke som serien er kendt for? Ja, for at være helt ærlig så påvirkes kampsystemet en hel del, men ikke nødvendigvis på en dårlig måde. God of War minder mere om en videreudviklet udgave af Hellblade: Senua's Sacrifice blandt med lidt Dark Souls, hvor angrebskombinationer så sandelig eksisterer, men hvor der samtidig ikke er fokus på dem. Du kommer under angreb af en lang række forskellige fjendetyper, og de har alle en ganske klar bar over deres hoveder, der indikerer deres livspoint. Du undgår og blokerer angreb, kaster din Leviathan-økse og bruger en kombination af lette og tunge angreb. På samme tid, kan du ved at trykke firkant bede Atreus om at affyre pile, som sågar er påkrævet når man bekæmper visse fjender.

Du har naturligvis en lang række muligheder for at tilpasse og udbygge dette system. Du kan opgradere og tilpasse dine våben med diverse runer, og der er et skill tree der lader dig løbende udvide sortimentet af evner, men det hurtige, kombinationsbaserede system serien er kendt for er væk. Jeg synes at dette var ganske fortrinligt, for præcis ligesom med Naughty Dogs The Last of Us betyder simpelt ikke nødvendigvis let. Fjenderne er effektive i kamp, og selvom Kratos så sandelig også er det, så kan han lynhurtigt blive overvældet hvis ikke han bevarer overblikket i kamp. Det kan blive et From Software-lignende puslespil at finde ud af præcis hvordan man tilgår en bestemt kampsituation, hvor man fryser én fjende ved at tyre Leviathan i hovedet på ham, tæver løs på en anden med de bare næver, for så hive øksen tilbage med trekant og slutte i et tungt angreb. Selvom der måske ikke er den førnævnte dybde, så føles alt stramt, præcist og veldesignet. Du føler konstant at der er en lang række mekanikker, der står parat til at hjælpe dig med at bekæmpe de fjender du støder på, og du er så sandelig også klar over, at du ligner en badass imens du gør det.

Kratos er stadig Kratos, men denne gang får du faktisk muligheden for både at tilpasse hans stil i kamp og hans udseende. Efter en lang række kamp, og op til flere puslespil hvor Leviathans isevne blev brugt på forskellig vis, kom vi til slutningen af vores demonstration, hvor vi stødte op en mystisk rejsende. Han afslørede at det faktisk var ham (og hans bror) der har smedet Leviathan for mange århundreder siden. Han tilbød Kratos sin hjælp ved at støbe nye rustninger, våben og opgraderinger til selvsamme. Disse kan købes med valuta og ressourcer som du har fundet rundt omkring i spillets verden, og selvom rustninger naturligvis påvirker hvor meget skade Kratos tager, så ændrer de også hans udseende. Vores tid med spillet indeholdte desværre ikke en konkret demonstration af hvordan disse systemer fungerer - men det ser lovende ud.

Alligevel er God of War ganske simpelt. En episk road trip på tværs af Midgård med veldesignede mekanikker, en dynamisk kampsystem, masser af samleobjekter og ressourcer at finde og relativt lette puslespil. Men hvorimod spillet måske er simpelt at spille, så ønsker spillet at tage ganske dramatiske chancer med en af PlayStation-brandets mest ikoniske karakterer, og selvom det risikerer at fremmedgøre de mest hårdkogte fans af den græske mytologi og det hurtige, kombinationsbaserede kampsystem, så bliver man nødt til at tage hatten af for dedikationen til nye ideer. Hvad man så finder i stedet er noget lige så, eller måske endda mere tilfredsstillende - et anderledes tag på kernemekanikkerne pardannet med en tættere undersøgelse af hvad det indebærer at leve med konsekvenserne af ens handlinger. God of War er måske blevet sparket ud af krybben, og ind i den voksne verden, men denne proces lader til at være sket med ynde og eftertænksomhed.