Der er ingen tvivl om, hvor vigtig og skelsættende Wolfenstein-serien har været, når vi taler om førstepersonsskydespil. I hvert fald, hvis vi går over 20 år tilbage. Wolfenstein 3D, Doom og Duke Nukem var de tre store skydespil i de tidlige 90'ere, og især Wolfenstein fik meget opmærksomhed med sit alternative nazi-univers. Siden da har serien haft sine op og nedture, og Wolfenstein sidder ikke længere på FPS-tronen. Med Wolfenstein: The New Order fik vi dog en ny start for serien, og det var en så stor succes, at vi nu får en efterfølger: Wolfenstein II: The New Collossus.
A New Collosus samler tråden op, hvor The New Order efterlod den. Nazisterne har vundet krigen, og de har sågar taget magten over USA. Blazkowich tager igen kampen op mod Hitler og hans kumpaner, denne gang sammen med en lille gruppe modstandsfolk, som dog har stor personlighed. Rent mekanisk, som tidligere er blevet vist, har vi set hvordan nazi-regimet forsøger at fastholde sit greb om 1950'ernes Amerika. Alle skal lære at tale tysk, og man ser folk i hvide kutter gå rundt i gaderne; de perfekte allierede for nazisterne. Dette æstetiske møde imellem nazisterne og USA's 50'er-kultur giver spillet en hel speciel stemning og en stærk præsentation.
Hele udtrykket tager form af en explotation-film med et meget højt budget. På trods af at nazisterne naturligvis er onde, kan man ikke lade være med at blive en smule fascineret af den vision og enighed, de dikterer. Man føler virkelig det jerngreb som dette militærindustrielle kompleks forsøger at lægge på verden. Den tunge stemning som nazi-temaet medfører synes dog at være blødt op af en god gang sort humor. Karaktererne er farverige, og de har hver især sin egen distinkte personlighed. Vi møder frihedskæmpere med hang til moonshine, og konspirationsteoretikere. Jeg siger ikke det var rumvæsener, men... det var rumvæsener.
Som du nok kan mærke har vi prøvet spillet, og snakket med en række udviklerne bag. For nylig tog vi et smukt til London, og her præsenterede Bethesda os for en ny demo. Her får vi opgaven om at tage kontakt til en mand, der gemmer sig i New Orleans, som kan hjælpe modstandsbevægelsen. Problemet er blot, at New Orleans er blevet omdannet til et enormt fængsel. Nazisterne har opført en mur omkring byen, og har smidt alle uønskede individer derind. Byen er altså ikke den smukke jazzhovedstad vi kender, men et ragnarok af skudkampe og brændende biler og bygninger. Missionen finder sted et stykke inde i spillet, og vi er derfor allerede udstyret med en del våben. Alle er de våben er taget fra anden verdenskrig med et futuristisk spin på sig, og vi får et indblik i opgraderingssystemet. Det er meget lige til; man samler Upgrade Kits op, og derefter vælger man blot det våben som skal opgraderes.
<newpage>
Det er ikke synderligt spektakulært, men spillet synes at være mere fokuseret på at kaste dig ud i action, frem for at fange dig i en masse fnidder. Der er ikke som sådan fokus på den systematiske oplevelse af spillet, men snarere de distinkte øjeblikke. Dog finder man dog hurtigt ud af, at disse opgraderinger er essentielle. Især i dette stadie af spillet. Hvis man tror, man blot kan spæne frem og regne kugler ned over fjenden, vil man være død inden 10 sekunder. Man er altså nødt til at tage en mere forbeholden fremfærd, og man er nødt til at have en hvis form for ildkraft. Her viser spillet også, at der ikke er tale om et realistisk skydespil. Machine Games er komfortable i deres niche, i det overdrevne og karikerede. Spillet kombinerer udfordring med overdreven action, og det holder hele vejen igennem.
For at klare sig igennem mængden af fjender bør man bære rundt på to våben samtidig. Om du så er lige så veltrænet som The Rock, tvivler jeg på, at man kan løbe rundt og skyde med to gigantiske maskingevær er samtidig. Til gengæld giver det en mere old school-fornemmelse. På trods af, at der er meget adrenalinfyldt action, var der dog ikke noget i selve gameplayet, som fik spillet til at skille sig umiddelbart ud fra andre skydespil. Man savner lidt den mekanik eller det twist, som byder på noget nyt. På mange måder vækkede det minder fra Bioshock: Infinite, hvor man langt mere havde lyst til at udforske verdenen fremfor at skyde på den. Bioshock viste dog også, at en god historie og et stærkt univers kan redde et middelmådigt spil, og gøre det til et mesterværk. Lad os derfor håbe af de glimt vi har fået her af i Wolfenstein II: The New Colossus, virkelig er så stærke, som de lader til.
Udviklerne lover, at der vil forekomme variation i gameplayet. Eksempelvis kan man forsøge sig med en mere stealth-agtig tilgang. Dog synes den på ingen måde at fungere, og medmindre der er baner, som decideret er designet til dette, skal man ikke antage andet en fuldt ud action. I demoen får vi dog lov til at styre en kæmpe robothund, som kan spy ild ud af munden. Dette er ikke et banebrydende element, men et godt afbræk fra resten af spillet.
Wolfenstein II: The New Colossus tegner rigtig godt. Der synes ikke at være noget banebrydende nyt i selvgameplayet: Det er en solid shooter, men ikke så meget mere. Til gengæld er spillets alternative USA et fantastisk univers, og historien og karaktererne kan vise sig at løfte spillet til en vis højde. Lad os håbe, at det færdige produkt kan holde, hvad alle de gode ting lover.