Først og fremmest vil jeg lige pointere, at jeg godt nok synes at det er en underlig måde at Capcom markedsfører deres demo på. Ja, jeg er godt klar over, at Capcom ellers har været god til at udgive ny information om deres spil i månederne op til udgivelsen i næste måned d. 7 maj, men den seneste demo-udgivelse, var efter min mening noget værre rod. Demoen blev udgivet i går aftes - søndag d. 18 - kl. 19:00, og var derefter kun tilgængelig i otte timer. Hvis du ikke havde spillet den dér, så var det bare ærgerligt, sonnyboy. Altså hvad er det for en underlig strategi? Især i kølvandet på en fantastisk demo-udgivelse fra People Can Flys Outriders, som fik masser af positiv omtale, OG deres Maiden-demo, og stærke demoer fra Resident Evil 7: Biohazard, så undrer jeg mig meget over denne tilgang.
Det virker for mig som et ordentligt skridt tilbage, og ikke nok med dét, så gennemførte jeg den utrolig korte demo på kun 14 minutter. Dét er altså ikke noget at skrive hjem om, og er ærlig talt en smule sølle fra en så stor producent som Capcom. Hvis det er for at holde spillet hemmeligt og undgå spoilers, så skal I da bare lade være med at udgive en demo, eller udgive Maiden-demoen på resten af platformene. Come on, Capcom!
Nå, men nu skal jeg nok slå koldt vand i blodet, og fortælle jer om hvordan demoen faktisk var, og hvad jeg fik ud af den times ekstra gameplay jeg fik at se.
Som sagt, så er der ærligttalt ikke meget gods på demoen, og jeg klarede den på kun 14 minutter, da jeg i forvejen havde set den timelange gameplay video, der indeholdte en stor del af den samme sekvens. Det betød altså, at jeg skippede alle cutscenes for at få så meget som muligt ud af mine dyrebare 30 minutters demo-spiltid. Hvad der så kom som et stort chok for mig var, at du faktisk ikke fik 30 minutters spiltid, men i virkeligheden 30 minutter til at gennemføre denne del af spillet, og udforske et lille område, før demoen sluttede. Det var ret sløvt, og hvis ikke jeg havde skippet de cinematiske sekvenser, så havde mine 30 minutter gået på at se netop disse, og nærmest ikke spille spillet. Ja, det er da også nogle fede cutscenes, og de bygger en fed stemning op til det endelige spil, men nu er det jo en demo jeg spiller igennem og ikke en trailer jeg ser.
Så jeg fik ikke spor nyt eller generelt meget ud af demoen. Undervejs kan du samle en shotgun op med ét enkelt skud, og du støder desuden ind i 3-4 styks af Villages primære monstre, Lycans. De var ret hårdføre, og medmindre du konsekvent placerede headshots, så var det ikke muligt at slå dem ihjel med de 20-ish skud, som du starter demoen med. Hvis du udforsker landsbyen lidt, så finder du en hytte med en aflåst skuffe - som i Resident Evil 7: Biohazard - og du skal finde en lockpick for at kunne åbne den. Desuden var der flere aflåste porte i området, og det får mig til at tro, at Resident Evil Village er skruet en smule sammen som Biohazard. I den forstand, at der kommer til at være flere forskellige små "hub-verdener", som du undervejs i spillet kommer tilbage til med nye nøgler og puslespilsbrikker, for at aflåse nye steder op. Så det er altså ikke bare "først landsbyen, og dernæst slottet", men nærmere en blanding af de to steder. Det er selvfølgelig bare spekulation, men den times gameplay jeg fik set, lagde godt op til samme konklusion.
For det var i løbet af den times gameplay, at der virkelig var kød på benet. Videoen startede næsten fra begyndelsen af spillet af, hvor Ethan vågner op efter et uheld, og er ankommet til den mystiske landsby. Han har endnu ikke nogle våben eller noget som helst, og leder efter Chris Redfield (som ud fra traileren har kidnappet hans datter OG skudt Mia) - forståeligt nok. Ethan bevæger sig rundt i landsbyen og finder hurtigt ud af, at der er noget som er helt skævt. Lidt den samme vibe, som i Resident Evil 4, og spillet er utrolig god til at sætte en trygget stemning op. Lydsiden er fænomenal, og alle de små knirke-lyde og skridt i sneen er med til at opbygge en intens atmosfære.
Senere støder Ethan ind i en mand, som gemmer sig fra "noget" (samme mand fra den første reveal trailer), som heldigvis stikker en pistol i hånden på Ethan, og derefter tager det fart. Village er som sagt bygget op som Biohazard med små åbne områder, som er aflåst af et puslespil, og brikkerne skal findes i det åbne område. Der er altså samme metroidvania vibe, hvor du undervejs kan finde flere hjælpende genstande - blandt andet en boltsaks - der kan åbne op for tidligere aflukkede områder. Du har altså frie tøjler til at udforske de åbne områder så meget som hjertet begærer, før du rykker videre og historien fortsætter.
Ud fra det første mindre hub-område er der flere lukkede døre - eksempelvis en dør med 6 ravnevinger, der er tegnet på Mother Miranda - som formentlig først bliver tilgængelige senere , og jeg antager, at spilleren kommer tilbage til starten af landsbyen igen på et andet tidspunkt.
Demoen og videoen er her samme sekvens, og Ethan leder efter Luizas hus, hvor de overlevende fra byen holder til, og han formentlig kan finde svar. Mens han er sammen med de overlevende stikker det hele af, og Luizas hus er pludselig i flammer. Ethan flygter, og undervejs finder han den puslespilsbrik han skal bruge for at komme tættere på slottet. Indtil videre er jeg meget imponeret af spillet, både af stemmeskuespillet og lydsiden, men også hvor smooth og smukt det hele er. Det føltes meget poleret og veludført.
Som sagt nærmer Ethan sig slottet, og her bliver flere nye mekanikker introduceret. Ethan bliver jagtet af Lycans (som kommer i forskellige varianter) og flygter ind i en blodig stald. I Village kan spilleren barrikadere døre med reoler, og holde monstre ude på den måde, og der er flere genstande i omgivelserne, som kan hjælpe i en presset situation. Melsække kan skydes i stykker og fungerer som store bomber, der stunner fjenderne - og det lader til at være et tema, at spilleren kan benytte sine omgivelser til sin fordel (hold øje med røde tønder!).
Det er ikke kun derfor, at du skal holde øje med dine omgivelser, for i bedste Resident Evil 4-stil, så gemmer der sig glimtende skatte i eksempelvis træer, som kan skydes ned og sælges videre for profit, eller bruges til crafting.
Crafting er tilbage, og er denne gang nemmere end i Biohazard. Der er en separat menu til crafting-opskrifter, som du unlocker flere af undervejs i spillet, og du får at vide hvis du har ingredienserne tilgængeligt. De ingredienser kan du blandt andet finde i skuffer og omgivelserne, eller du kan få dem fra fjenderne, som i Village smider de her ting fra sig. Enten dropper de loot du kan bruge til at crafte med, eller spillets valuta, Lei, som du kan købe ting for hos spillets forhandler, The Duke - den kraftige mand, som har været til stede i flere af trailerne. The Duke sælger og opkøber dine ting, og kan opgradere dit grej og dine stats.
Mekanisk er Ethan også blevet en del mere hårdfør og kompatibel med våben. Han genlader sine våben en del hurtigere, og kan denne gang igen blokere, men også skubbe væk og lave counter-angreb på sine modstandere. Det hele er generelt mere tætpakket, og Ethan bevæger sig også hurtigere i Village end i Biohazard. Dog er der ikke lagt en dæmper på horrordelen, som stadig i høj grad er fokuspunktet i Village, og ofte giver det mere mening at flygte og spille defensivt end at være aggressiv i sin spilstil.
Da Ethan senere ankommer til slottet, så er det mere klassisk Resident Evil-gys, hvor du bliver jagtet af Lady Dimitriscus udødelige insektdøtre, hvor det smarteste træk bare er at løbe alt hvad du kan og håbe på det bedste. I gameplay-videoen tog Lady Dimitriscu også senere rollen som den klassiske langsomme Resident Evil-skurk, som jager Ethan på slottet - i bedste Mr. X eller Jack Baker stil, og jeg er indtil videre meget begejstret for blandingen af action og gys i Village.
Der sker selvfølgelig også en masse narrative hændelser, men det vil jeg egentlig helst lade jer selv opleve når spillet udkommer d. 7 maj. Selvom vi allerede har fået ret meget at se i trailere, så blev jeg betydeligt overrasket over hvor meget mere det lader til, at Village har at byde på, og hvor mange flere lag, der egentlig er til denne mystiske landsby. Trailerne har kun kradset overfladen af Capcoms kommende Resident Evil Village, og jeg glæder mig nu endnu mere (ikke takket været demoen dog) til at dykke ned i denne intense og stemningsfyldte verden.
Resident Evil Village udkommer d. 7 maj til PS4, PS5, Xbox One, Xbox Series X/S, PC og Google Stadia. I kan også se frem til at prøve næste 30 minutters demo på PS4 og PS5, som udforsker slottet d. 25 april kl. 19:00 - og så 8 timer frem. Ellers kan I vente og prøve begge 30 minutters demoer d. 2 maj, som er tilgængelig helt indtil spillet udkommer. I kan tjekke Gamereactors spilgennemgang af demoen ud herunder og ellers tjekke alt vi ved om spillet indtil videre ud her.