Dansk
Gamereactor
previews
Hades II

Vi har spillet en masse Hades II

Hades II føles direkte sublimt at spille, men er det ambitiøst?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Hades II er et af de mest "sequel"-agtige spil jeg har spillet i meget, meget lang tid. Det er så sandelig ikke nogen fornærmelse, og sågar ikke nødvendigvis negativt ladet. Det kræver spidsfindig kontekst for at give mening, eftersom de fleste kan blive enige om at Far Cry 6 ikke innoverede nok med sin formel til at retfærdiggøre sin eksistens, men samtidig er God of War: Ragnarök, Halo 2 eller sågar Half-Life 2 også bygget på et forventningens grundlag, og i ingen af disse tilfælde blev gameplay-tallerkenen genopfundet bare for nyskabelsens skyld.

Hades II er mere Hades. Det er bare meget mere Hades. Det er den letteste måde at beskrive det på. Der er en ny hovedperson i form af Melinoë, og en ny mission om at dræbe Chronos, der har placeret både Olympus og Hades, altså både underverdenen og den titulære hersker i armlås. Der er en ny base-of-operations i form af The Crossroads, hvor du vender tilbage efter hvert forsøg på at nå Chronos, og hvor du kan opgradere diverse evner, eller skabe bedre forudsætninger for fremtidige forsøg ved at spendere valuta, du har optjent.

Hades II
Dette er en annonce:

Der er flere systemer her, ingen tvivl om det, og Supergiant har uden tvivl haft et ønske om at udvide de progressionsmæssige incitamenter der gør det spændende at spendere tid uden for det centrale combat loop. Det virker også, meget af tiden, og kombineret med det tilbagevendende friendship-system, så er der nok at holde styr på.

Men tag ikke fejl; at opgradere, snakke med en håndfuld mytiske NPC'er, begive sig ud på et "run", tag imod boons og opgraderinger i hvert rum i distinkte biomer der alle kulminerer i en boss-kamp, det her virkelig alt sammen. Selv dele af Hades-brugerfladen er noget nær løftet direkte fra det første spil, og tilsammen bliver det næsten distraherende i starten. I begyndelsen synes jeg helt ærligt det var svært at placere, for reaktionen fluktuerede fra følelsen af at Hades II i skrivende stund føles lidt som en slags reskin, eller DLC-pakke, til at være mere tilgivende baseret på de forhold originale, ambitiøse titler har til deres respektive efterfølgere, blandt andet i de tilfælde jeg har nævnt i første paragraf.

Hades II føles nemlig stadig decideret mesterligt at spille. Ikke nok med det, det føles fantastisk at lytte til grundet storslået stemmeskuespil, og at kigge på takket være fantastisk art design, der virkelig får alt fra fjender til omgivelser til at skinne. Hades II har nemlig kunstnerisk identitet, ingen tvivl om det, og det er sjældent at støde på spil med så sømløs og gnidningsfri forbindelse mellem dets separate delelementer. Det kommer sig dog også af at Supergiant har taget hele Hades med sig over i Hades II, og så ændret fjender, visuelt design og narrative omstændigheder.

Hades II
Dette er en annonce:

Så er det uambitiøst når alt kommer til alt? Det er så vildt svært at sætte en finger på, og netop i dette tilfælde vil jeg faktisk undlade at placere en score, selvom de i disse Early Access-tilfælde er midlertidige, for det bliver ret afgørende hvad ellers Supergiant har i støbeskeen, der kan være med til at skabe de mere skelsættende forskelle mellem dette og det originale Hades. Men indtil videre har jeg ikke set nogen tegn på, at Hades II gør noget anderledes med sin struktur, sin præmis eller sit centrale gameplay loop - og det er på godt og ondt.

For Hades II er sublimt, det er det virkelig. Det ser storslået ud, karakterernes interaktioner er troværdige og fantastisk fremført, det stramme gameplay giver overdådige action-øjeblikke, og der er mindeværdige RPG-esque systemer der giver dig mere frihed til at tilpasse din karakter. Med andre ord; alt det der skal forme en klassiker er her stadig, men det er her primært også fordi det var det vi blev introduceret for i det originale Hades.

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold