Vi har spillet flere timers Triangle Strategy

Da Octopath Traveler blev afsløret og fremvist i sin tid, så var det et af de der sjældne tordenskraldsøjeblikke i branchen, hvor et stort, gispende publikum verden over kollektivt godkendte spillets unikke kombination af visuelle elementer fra forskellige æraer i én grafisk sømløs pakke.

Traditionelle 2D sprites kombineret med detaljerede voxel-baserede animerede baggrunde skabte noget dynamisk og distinkt, noget både nyskabende og nostalgisk på samme tid. Det var, med andre ord, både fremadskuende og old-school på samme tid, og det gjorde jo heller ikke nogen at der under det smukke ydre bankede et Final Fantasy Tactics-inspireret rollespil, som både var avanceret og underholdende.

Nu hvor vi snakker om Octopath, så lad os dog lige slå fast, at Triangle Strategy ikke er nogen direkte efterfølger til Octopath Traveler. Jo, spillet bruger præcis samme basale visuelle og æstetiske formular, og gengiver 1/1 sprite/voxel-komboen. Derudover er der endnu en gang tale om en historie om konflikter en række magtfulde nationer imellem, samt ondsindede planer udført fra skyggerne og politiske agendaer der udvikler sig til krydsende klinger. Begge spil foregår sågar i en slags troværdig men ustyrlig fiktionen middelalder-agtig setting. Der er så mange strukturelle, narrative og visuelle ligheder med Octopath, at det nærmest er forvirrende at de ikke rigtig har noget med hinanden at gøre. De er dog, i det mindste, formet af de samme centrale byggesten, så kunne du lide det ene, kan du nok også lide det andet.

Vi fik mulighed for at prøve de første tre kapitler af spillet, der varer cirka 3-4 timer. I det tidsrum var der ikke det der lignede nok tid til at danne os et komplet billede af hele karaktergalleriet, eller sågar opleve de centrale narrative begivenheder, der sætter plottet igang. Det skal dog siges her, at næsten 95% af disse første timer bruges udelukkende på at se på mellemscener, hvor der stort set ingen interaktion er overhovedet. Både Octopath og Triangle er generelt dialogtunge spil, som passer fint til genren generelt, men det er en næsten komisk sløv start. Jo, der er diverse politiske faktioner, huse, kongeriger og afgørende ledere, og de etableres alle på relativt effektiv vis, men i løbet af al den her tid oplevede vi bare to kampe, to små åbne områder at udforske og én afstemningsscene tværs af næsten fire timers spilletid, og den balance var en kende skæv.

Det er endnu alt for tidligt at sige om hvorvidt balancen imellem det aktive og det passive vil være så skævvredet igennem hele oplevelsen, og vi tænker at Triangle Strategy ønsker at bruge de første timer på primært at introducere og etablere. Strukturen synes dog helt bredt at være et væld af lineære mellemscener, der leder til at strategisk forankret grid- og turbaseret kamp med et hold af helte til rådighed, efterfulgt af en uhyre begrænset udforskningssektion og til sidst de her afgørende afstemninger. Det er i øvrigt her at du og dit hold former hele historien fremadrettet, og de kan være ret intense, særligt hvis du ikke får din vilje. Jeres hold bruger de såkaldte Scales of Conviction, og I har hver én stemme, som så skal falde på én ud af flere muligheder. Disse fundamentale størrelser synes alle at være ret robuste - det er kun tempoet der er lidt... ja, ujævnt.

Kampsystemet er helt nyt, men har du eksempelvis spillet Fire Emblem før, så ved du stort set præcis hvad du får serveret her. Hver eneste karakter kan bevæge sig igennem felterne og angribe via diverse evner, og der tilføjes specifikke bonusser hvis du låser en fjende inde imellem to af dine enheder, eller angriber bagfra. Nogle af karaktererne i din gruppe er decideret healere, hvorimod andre angriber med pile fra en sikker afstand.

Og der er endnu flere kendte størrelser. Ved at bruge en separat Camp-menu kan du opgradere individuelle karakterer, evner og til en vis grad forme dem i kamp. Der er sågar et system hvor din karakter kan huske bestemte informationer om sine omgivelser, som så kan bruges til at overtale dine venner, når der skal stemmes ved Scales of Conviction. Det er alt sammen super solidt lavet, men det er samtidig ret sikkert at slå fast, at du nok har set lignende elementer før.

Historien synes til tider så kompleks at den nærmest bukker sammen under sin egen vægt, men indtil videre er det faktisk uhyre interessant. Tre kongeriger, der før har befundet sig i grum krig, skal nu forsøge at affinde sig med fred via en højest lukrativ økonomisk aftale, der betyder at de sammen skal udvinde værdifulde mineraler igennem en gigantisk mineoperation. Unge Serenoa Wolffort må derfor træde til som leder af et af Glenbrook, en af de tre nationers, mest indflydelsesrige adelshuse, og finde ud af om den her aftale er hvad den lader til at være.

Det hele virker decideret glimrende, selvom at det til tider virker som om at spillet nærmest med vilje forvirrer med navne, fælles historie og interne stridigheder. Men det er dog interessant, og at lære hvordan denne komplekse verden hænger sammen er én af grundene til at de mange timer udelukkende med mellemscener var mere end acceptabel.

Indtil videre er Triangle Strategy, helt basalt, smukt at se på, strategisk at spille og relativt godt udpenslet rent narrativt, hvis man altså tilgiver det dets ret direkte og ofte floskel-tunge islæt. Det er bekymrende at spillet bruger så meget tid på at vriste al styring og kontrol ud af spillerens hænder, og du bruger alt, alt for lang tid til at starte med på at trykke på A-knappen, men vi tænker dog at spillet, i sidste ende, vil blive mere action-tungt senere hen, og når det gør, så har Switch-konsollen muligvis endnu en perle.