Vi har spillet Little Nightmares 2 en sidste gang inden anmeldelsen

Efterfølgere som koncept er noget, jeg har bestemt mig for altid at forholde mig en kende skeptisk overfor. Naturligvis kan det gøres ordentligt, og derigennem kan en efterfølger tage afgørende feedback til sig og forbedre serien helt direkte fremadrettet. Derudover kan et gensyn med i forvejen etablerede karakterer være frydefuldt, og noget som ikke helt har samme narrative hæft, som hvis helt nye karakterer skal introduceres og etableres konstant. Men der er også den helt anden kløft, nemlig efterfølgere der formår helt at ødelægge ens forhold til en given serie, og direkte smadrer den kærlighed, man havde til det originale spil.

Selvom jeg elskede det første Little Nightmares og betragter det som værende en usleben diament, som ikke nok satte pris på, så nærmede jeg mig stadig den kommende efterfølger med selvsamme skepsis. Heldigvis, efter at have tilbragt en række timer med det, så er jeg ret tilfreds med at kunne slå fast, at denne efterfølger er på rette spor og lader til at blive en overlegen spiloplevelse.

I den demo, jeg fik lov til at spille, var der låst op for de to første kapitler af spillet, og disse var The Wilderness og The School. Jeg kommer ikke til at gå så meget i detaljer med The Wilderness, da vi faktisk allerede har snakket om det kapitel i vores første preview af spillet, som du bør læse først, hvis du ikke allerede har gjort det. I The School bliver der lavet lidt om på spillereglerne fra start af, da banen starter med, at hovedpersonen Mono separeres fra sin ven Six, som var hovedpersonen i det første spil. Det er så op til dig at redde hende fra en gruppe af skolebørn, som er kendt som "Bullies". Din heltemodige redningsaktion finder sted inde i dunkle gange på en skole fra det 19. århundrede, som fremstår ret visuelt distinkt sammenlignet med de andre kapitler.

Først og fremmest nagler The School den der ret dystre stemning og uendelige følelse af utryghed, som gjorde originalen til sådan en mindeværdig oplevelse. Under den seneste præsentation af spillet beskrev udvikleren det her skolesystem som et slags fængsel, og det er præcis det, man også får på fornemmelsen ved at udforske den. Bullies stormer rundt på gangene, som om de var bander, og The Teacher kan ofte ses patruljere gangene med en lineal i et stramt greb. Det hele fremstår som én stor millitæranalogi. Sådan et sted her ville tydeligvis være et normalt barns helvede, og det at bevæge sig igennem banen føles virkelig... skræmmende, men ligesom originalen etablerer Little Nightmares II sin uhygge via præcist eksekveret stemningsmanipulation, snarere end billige "jump scares".

I det hele taget frygter jeg at skulle løbe ind i The Teacher for anden gang, når det bliver tid til at anmelde spillet, for første gang var enormt spooky. Først fremstår hun bare... ja, uhyggelig, når hun vandrer rundt på gangene, men når hun først stirrer ondt på netop lille dig, så bliver det noget helt andet. At spæne afsted med hende lige i hælene, hvor hun så pludselig strakte sin hals i en nærmest Cronenberg-agtig sekvens, var uden tvivl demoens mest skræmmende øjeblik. I en del sektioner herefter skal du gemme dig i kasser og i andre skjulte områder for at undgå hendes søgende blik, og spændingen var høj hele vejen igennem.

Selve tempoet her føles glimrende for at sige det mildt, da der er en fin blanding af puslespil, snigeri og jagtsekvenser, som alle tager over for hinanden og sørger for mekanisk adspredelse. Særligt snigeriet, eller "stealth sections" hvis man er international, har deres egne distinkte mekanikker. I én sekvens i The Wilderness skal du holde vejret i en sump for at forblive ubemærket af en bevæbnet jæger, og i The School skal du udstyre dig med hovedet af en af de faldne Bullies (de er lavet af ler) for at kunne gå i et med baggrunden og slippe uset afsted.

Ydermere var puslespil en af grundstenene i det første Little Nightmare, og det lader ikke til at have ændret sig her i efterfølgeren. Her fremstår puslespillene dog en kende udvidede, for nu har du også en anden karakter at bekymre dig om. I den første del af The School skal du finde vej op den hærgede første etage og finde to forskellige veje frem for henholdsvis Mono og Six. En række nye mekanikker introduceres her, såsom det at kunne give hinanden en hestesko, samt at kaste sig håbefuld imod din partners åbne hånd. Et Leap of Faith, så at sige. Det skal dog siges, at selvom det lyder som om, at der er kooperativt spil, enten online eller lokalt, så lader det ikke til at være en reel mulighed.

Samlet set anser jeg den demo, jeg prøvede, som en glimrende fremvisning, men det betyder ikke at min skepsis i starten ikke, på ét punkt om ikke andet, ikke var velbegrundet. Denne sektion af spillet introducerer nemlig også lidt kamp i letvægtesklassen, men jeg synes faktisk, at det at have en våben på sig føles både gumpetungt og direkte upræcist. Ofte skal du snige dig op på en af de der Bullies og slå dem oven i hovedet med et stumt våben, men det var virkelig svært at få en føling på selve timingen. Det blev ikke bedre af, at de her Bullies bare kaster sig efter dig efterfølgende, og her er det igen timing, der er afgørende, og det virker til at være lidt halvhjertet implementeret. Det virker mest af alt også bare unødvendigt. Little Nightmares II har ikke brug for noget kampsystem overhovedet, så hvorfor er det her?

Når det så er sagt, så kunne Little Nightmares II meget være et af årets meget tidlige "must-haves". Det lader virkelig til, at Tarsier skruer op for uhyggen, den grafiske kvalitet og stemningen, og resultatet er et spil, der ved præcis hvad det vil, og det er uhyre godt skruet sammen. Giv det her et skud, virkelig.