Det føles som om, det har været længe siden, vi har fået nogle rigtige stealth-spil. Hitman giver os indimellem en enkelt celebrity-bane, men engang kravlede stealth-spil nærmest ud af gulvbrædderne os med titler som Dishonored, Thief, Metal Gear Solid V og flere. Jeg synes også, vi har brug for flere spil, hvor vi spiller som en goblin, hvilket er en endnu mere sjælden subgenre, så det er kun en selvfølge at jeg er meget glad for, at Cyanide Studio er tilbage med Styx: Blades of Greed.
Jeg må indrømme, at jeg aldrig fik spillet de to første Styx-spil. De er gratis på Epic lige nu, og jeg har hentet dem, men for mig var Blades of Greed helt nyt. Jeg mangler noget af den narrative kontekst, men demoen på Steam er en fantastisk måde at gå i gang på. Et tutorial-niveau lader os smadre en kæmpe golem indefra, og derfra ser vi blandingen af fantasy-action og parkour-stealth, der gjorde Styx til et goblin-ikon i første omgang. Demoen indeholder et par timers indhold, og selvom jeg først kun ville streame den (som du kan se nedenfor), kunne jeg efter at have afsluttet seneste udgave af GR Live næsten ikke slippe Styx.
Styx: Blades of Greed starter måske som en actionfilm, men det er først og fremmest et stealth-spil. Styx kan klare en kamp med måske en eller to vagter, men to hits er ofte nok til, at man må loade fra sidste checkpoint. Vi opfordres til at være stealthy, ikke fordi det giver bonuspoint i slutningen af et niveau, men fordi det giver mening i spillets narrativ og verden. Det giver allerede ekstra point hos mig, da stealth-spil ofte lader dig gå løs med våben alt for nemt.
Hvad Styx mangler i health-point, tager han til gengæld igen i mobilitet, og det føles som om, Styx: Blades of Greed virkelig løfter følelsen af vertikalitet i level-designet. Større, mere åbne områder giver en Batman: Arkham-fornemmelse nogle steder, hvor man kan plukke fjender i sit eget tempo i stedet for at følge en forudbestemt løsning på stealth-puslespillet i en smal korridor.
At kravle op på tage og smutte langs vindueskarme for at få bedre vinkler er rigtig sjovt, og Styx' bevægelser føles responsive. At springe fra fjende til fjende, dræbe dem stille og så tage sidemanden bagefter, giver en tilfredsstillende følelse, når man formår at rydde et helt område uden at blive opdaget. De værktøjer, man får, hjælper også lidt, som bolte til at dræbe fjender fra afstand eller sand, der kan slukke en fakkel og lade dig bevæge dig uset, men jeg fandt, at Styx ikke behøver dem for at være en stealth-master. Så længe han har lidt af sin amber-bar, kan han blive usynlig og snige sig forbi enhver forhindring, hvor man ellers måtte være lidt kreativ.
Vi fik ikke set meget af historien, men ud fra det, vi spillede, virker det som en interessant fortælling om, at Styx grundlæggende bliver afhængig af de magiske sten kendt som Quartz. At vores protagonist er en magisk stofmisbruger fremfor en goblin med et hjerte af guld, er et fint twist, som burde blive interessant at udforske nærmere i den fulde udgivelse næste måned.
I demoen stødte vi på nogle tekniske knaster. Efter en cutscene, hvor Styx demonstrerede sine stealth-evner ved at være helt usynlig, blev vi kastet op i luften og døde, hvorefter vi måtte genstarte fra sidste checkpoint. Miljøer poppede ind og ud under cutscenes, og fjendernes dødsanimationer virkede særligt livløse. Det var ikke store problemer, og de ødelagde ikke den overordnede oplevelse af demoen, men det er ting, man ville forvente at se i et spil, der stadig er et par måneder fra udgivelse. Hvis de fortsætter i den fulde version, kan det skuffe mange spillere, som ikke ønsker, at deres næste Styx-eventyr føles som noget fra et årti tilbage.
Ud fra vores tidlige indtryk fremstår Styx: Blades of Greed som et simpelt, men effektivt stealth-spil. Det forsøger ikke at genopfinde hjulet, men de nye elementer, det tilføjer, giver en række ekstra værktøjer til din levende schweizerkniv af en goblin. At bevæge sig rundt i den massive verden, sammensat af lineære områder syet sammen til et imponerende hele, er rigtig sjovt, og selvom det ikke ser ud til, at denne goblin skal bære hele stealth-genren på sine skuldre, er hans seneste eventyr et fremragende eksempel på, hvorfor disse spil fortjener mere kærlighed.
