Enshrouded er lige nu i Early Access, og dette er baseret på den version som udvikleren tager penge for lige nu. Vi vil naturligvis vende tilbage idet spillet forlader Early Access med en opdateret dom.
Der kommer næsten årligt et nyt spil i overlevelsesgenren, der tager Steams brugere med storm. Jeg kan huske spil som Green Hell, Valheim og Conan Exiles, for bare at nævne et par eksempler. Det nyeste skud på stammen er Enshrouded, som folk har modtaget med åbne arme, og derfor har jeg begivet mig ud på jagten efter eventyr i den ødelagte verden, hvor overlevelsen er lige så vigtig som ens ambitioner. Enshrouded er lavet af Keen Games og kan spilles på Steam; det udkommer senere også til konsollerne, undtagen Switch.
Det første, man lægger mærke til, når man starter spillet op, er, at stilen er meget simpel, men stilren. Man laver sin karakter, som skal overleve, og så bliver man kastet ud i den smukke verden, Embervale. Verdenen er blevet ødelagt efter krige, der skulle skaffe menneskene en magisk eliksir, som gav dem magt og styrke. De gravede for dybt ned i undergrunden efter denne trylledrik, men endte med at frigive en blå tåge, som begyndte at overtage verdenen. Som et modsvar blev "The Flameborn" skabt, hvilket er det, man bliver, når man vågner op. Det er alt sammen ret FromSoftware-inspireret, indforstået og underfortalt. Hvis du foretrækker den narrative stil, så vil du elske det her.
Efter alt dette skal man så bygge og overleve på bedste vis og undersøge Embervales tragiske historie og undergang. Man finder tekster forskellige steder, som fortæller om verdenens historie og fokuserer især på, hvad menneskeheden gjorde for at undgå den magiske tåge, som man ikke kan opholde sig i for længe. Det er drypvis historiefortælling, og der kan være langt mellem dryppene, alt efter hvor eventyrlysten man er.
Udover at drage narrativ inspiration fra FromSoftware, så har Enshrouded lånt med arme og ben fra Links seneste eventyr, og det kan man både se i den måde, historien er fortalt på, og den måde verdenen er bygget op. For mig føles det som Zelda, med en masse overlevelse smidt oven i, men mere om det senere. Enshrouded består af to aspekter: det første er at bygge og overleve, det andet er opdagelse og kampe. Lad os kigge på selve overlevelsesdelen først.
Som i så mange andre overlevelsesspil skal man i Enshrouded bygge en hel masse, mine en hel del og generelt overleve i en verden, der virker tom og utilgivelig. Embervale er på linje med lignende spil i genren, og først og fremmest skal man samle ressourcer, mine mineraler og skaffe mad. Der er intet originalt her. Har man prøvet lignende i andre spil, vil man føle sig helt hjemme her. Man bygger omkring en flamme, som man kan opgradere for at få nogle fordele, som for eksempel mere plads til at bygge og evnen til at opholde sig i den blå tåge længere.
Man skal bygge huse, senge og redskaber, så man hurtigere kan samle ressourcer, og så videre. Det fungerer, tag ikke fejl af det, men det er heller ej særlig originalt. Spillet forsøger at lære en, hvordan det hele fungerer, men der er huller i den indlæringskurve, som førte til frustrationer under min tid med spillet. Man skal for eksempel finde fagmænd, som kommer med planer for nyt udstyr, og man skal først finde en smed. Spillet beder så en lave en smedje til ham, men glemmer at fortælle, at man skal bygge rundt om ham eller flytte ham, for ellers står han bare der, og hvis han ikke er i læ, tæller ens bygning ikke som en smedje. Det tog mig alt for lang tid at gætte dette, og jeg synes, udviklerne godt kunne have været mere præcise i deres beskrivelse af opgaven. Denne manglende beskrivelse oplevede jeg flere gange, hvilket irriterede mig. Selve det at bygge er også lidt ikke-intuitivt. Man skal bygge alt fra ens karakters vinkel, og skal man bygge et hus, skal man bygge stilladser og lignende, for at kunne placere mure og tage, som man ønsker, og det fungerede bare ikke for mig. Jeg håber, det bliver gjort lettere i fremtiden.
Når man så har bygget en masse, fået lavet våben og udstyr, skal man ud at opdage. Man har faktisk ikke noget valg, for de fagpersoner, man skal bruge, skal findes i den åbne verden. Det samme gælder mere sjældne råstoffer. I starten tager det lang tid at komme rundt, da man skal tilbagelægge store afstande, men man får meget tidligt i spillet adgang til en "glider" og en krog, som kan hive en op på visse afsatser. Det er tyvstjålet fra Zelda igen og virker ikke så godt, som det gør i Zelda-serien. Jeg oplevede flere gange, at jeg svævede, hvor jeg ikke skulle, og at krogen ikke gjorde, som jeg ville. Det er især et problem, da man ikke kan være i den blå tåge særligt længe uden at dø, så man vil gerne ud i en vis fart, når der kun er et minut tilbage, da det ellers ender tragisk for ens karakter. Enshrouded er i Early Access, godt nok, men sådanne ting skal bare være i orden. Det virker dog for det meste okay, og der er uden tvivl det man ville kalde "gode knogler". Men det kød du finder på de her gode knogler er for ujævnt distribueret som det er lige nu.
Og nu hvor vi er ved det; kampsystemet er også fra Zelda, og man har stamina, som i det spil, både når man svæver og når man kæmper. Denne stamina er en hæmsko, da man ikke har så meget af den i starten og bliver derfor tit slået ihjel, da man ikke kan gøre andet end at løbe væk, når den er tom. Og man har ikke lyst til at blive slået ihjel, da man især i starten skal løbe langt for at få sine ting tilbage. Heldigvis beholder man sit udstyr og våben, når man dør. Kampsystemet er en slags "Zelda-light", og man kan ikke mange ting i starten. Man kan låse op for evner igennem spillet, men det tager meget lang tid at stige i niveau, så man kan nå til tops i evnetræet. Så er man en utålmodig spiller, er Enshrouded ikke optimalt.
Lidt ros skal Enshrouded dog også have, for verdenen er flot og stemningsfyldt, og man kan mærke, at det hele er håndlavet. Solopgangen over en af de mange ruiner, man udforsker, er magisk, og musikken er bombastisk og storladen, når den er der. Derudover kan man finde våben, som varierer fra normale til legendariske, som i diverse rollespil. Det betyder, at man kan få fede våben uden at skulle samle sølv ind i mange timer først, og det er superfedt og endnu en ting, Keen Games har ladet sig inspirere af. Det eneste originale i dette spil er den måde, som andre spils design er lånt og sat sammen til en ny helhed, som vil virke meget genkendeligt for fans af både rollespil og overlevelsesspil.
Enshrouded er et okay overlevelsesspil, som har brug for mere tid i ovnen. Det låner med arme og ben fra andre bedre spil og forsøger at skabe en ny, spændende helhed. Det lykkes bare ikke helt, men der er potentiale her, så jeg glæder mig til at se, hvad Keen Games gør ved Enshrouded over de næste måneder, for ellers tror jeg, at dets popularitet hurtigt aftager, når folk støder på de mere tunge spildesignvalg, som bare ikke er helt, hvor de skal være endnu.