Jeg har altid haft en lidt blandet oplevelse med Final Fantasy-spillene. Min oplevelse med den legendariske serie begyndte først med Final Fantasy X, og jeg fik ikke spillet de tidligere spil, før jeg for nylig besluttede mig for at dykke ned i Final Fantasy IX og de ældre spil. Da Final Fantasy XVI blev udgivet til PlayStation, købte jeg det, og jeg syntes egentlig, det var et godt spil. Ikke noget, der blæste mig omkuld, men bestemt solid underholdning med mange timers gameplay. Nu har jeg så fået fat i PC-versionen og skal se, hvordan det hele fungerer på min ret kraftige PC. Her er mine oplevelser med denne version af det ikoniske spil.
Lad os starte med historien i Final Fantasy XVI. Da jeg først prøvede spillet for et par år siden, var jeg egentlig godt tilfreds med historiens overordnede ramme. På samme tid spillede jeg dog også Final Fantasy VII Remake, og jeg må indrømme, at historien her føltes overlegen i forhold til Final Fantasy XVI på mange punkter. Jeg kunne godt lide det Game of Thrones-agtige plot i XVI, men det virkede samtidig en smule overfladisk. Nu, efter at have spillet det igen, må jeg indrømme, at jeg ikke er blevet mere positivt indstillet over for historien. Noget af det, der irriterede mig mest, var de nordengelske accenter, som næsten alle stemmeskuespillerne havde. De blev hurtigt trættende at lytte til. Jeg forstår godt, at Square Enix forsøgte at give karaktererne fra forskellige kontinenter og lande distinkte dialekter for at gøre dem unikke, men det endte med at være mere irriterende end nuanceret.
Stemmeskuespillet er også et problem i sig selv. Det virker som om, Square Enix har valgt nogle skuespillere, der ikke helt er opgaven voksen. Resultatet er nogle overdrevne præstationer, som desværre falder til jorden, især for mig som engelsklærer. Det kan virkelig ødelægge indlevelsen, når man konstant bliver mødt med skingre, unødvendigt dramatiske stemmer.
Selve historiens struktur er også ret overfladisk. Plottet om de mange krigsførende nationer og kampen mod "The Blight" føles ligegyldigt det meste af tiden. Den del af historien, der virkelig fængsler, er dog Clives og Jills personlige rejse tilbage til deres hjemland. Det er en mere intim historie, og den fungerer langt bedre end den større fortælling, der foregår i baggrunden. Clive er den stoiske helt, der sjældent viser følelser - undtagen i visse ekstreme scener, hvor han bryder sammen i råb og skrig. Stemmeskuespilleren formår faktisk at formidle hans følelser ret godt, især når det gælder hans forhold til Jill og hans sympati for dem, der er født med magi og lever som slaver. Hele præmissen med, at magikere er udstødte og undertrykte, er virkelig interessant og til tider ret barsk. Der er øjeblikke i historien, hvor man bliver ramt af de mørke og gribende fortællinger om disse mennesker.
Samtidig er der en langvarig historie om Clive og Jills kærlighed, som strækker sig over hele spillet. Deres forhold udvikler sig langsomt, og når det endelig når sin kulmination, er det en blanding af forløsning og bittersød tilfredshed. Samlet set er historien i Final Fantasy XVI en blandet pose bolcher - nogle dele er stærke, mens andre falder fladt til jorden.
Noget meget positivt ved PC-versionen af Final Fantasy XVI er, hvor godt spillet kører, selv på mellemklasse PC'er. De store kampe mod Eidolons er særligt imponerende, fulde af visuel lir og bombastiske effekter. PC-versionen tilbyder desuden en række grafiske indstillinger, så man virkelig kan skrue op for detaljerne og få spillet til at se fantastisk ud. Spillet kører stabilt med 60 billeder i sekundet, hvilket føles fantastisk. Landskaberne er i nogle tilfælde ekstremt flotte - særligt i starten af spillet, hvor man løber gennem en Jungle med karakteren Cid. Det er så flot lavet, at man næsten kan narres til at tro, at det er en fotorealistisk jungle. Ikke alle områder er dog lige detaljerede, så det virker, som om Square Enix har haft nogle præferencer for, hvilke miljøer der skulle prioriteres grafisk.
Karaktererne er generelt godt designet, især Clive og Jill, der ser både detaljerede og imponerende ud. Desværre virker de mindre vigtige figurer ofte stive og mangler samme detaljegrad. Dette afspejler også, hvordan spillet lægger mest vægt på hovedkarakterernes historier, mens birollerne ofte føles som fyldstof. Sidemissionerne lider af det samme problem - de fleste er temmelig kedelige og tilføjer ikke meget til spillets overordnede fortælling. Jeg kunne sagtens undvære de "fluff"-opgaver, der bare er der for at forlænge spilletiden uden at tilføje noget væsentligt til oplevelsen.
Musikken skal dog fremhæves som en af de stærkeste sider ved Final Fantasy XVI. Serien har altid haft ikoniske soundtracks, og det samme gælder for dette spil. Selvom sidemissionerne kan være en tand for generiske, er det i det mindste en fornøjelse at lytte til den fremragende musik undervejs. Man kan næsten tilgive de kedelige opgaver, når man har sådan et soundtrack i baggrunden.
Kampsystemet i Final Fantasy XVI er også værd at nævne. Der var en del kontrovers, da det blev afsløret, at spillet ville have real-time-kamp i stedet for det traditionelle turbaserede system. Jeg forstår godt, at det kan være svært for gamle fans at acceptere ændringer, men personligt kunne jeg godt lide det nye kampsystem. Det føltes dynamisk og gav en fed fornemmelse af kraft, når Clive kunne absorbere magi fra andre og bruge det i kamp. Boss-kampene var især sjove og udfordrende, især på de højere sværhedsgrader. Der er også et godt udvalg af evner, som man kan opgradere og tilpasse, hvilket gør kampene endnu mere engagerende.
Alt i alt vil jeg anbefale Final Fantasy XVI til dem, der ikke allerede har spillet det på PlayStation. Selvom det grundlæggende er det samme spil, ser det flottere ud og kører bedre på PC. Hvis grafik og ydeevne ikke betyder så meget for dig, er PlayStation 5-versionen dog også et godt valg. Der går ikke noget tabt hvis man vælger det ene over det andet.